Arrivée

Lad det være sagt med det samme! Med dette blogindlægs titel har vi i fællesskab afdækket mit fulde franske ordforråd og dette endda med assistance fra Google Translate :-)
 
 Jeg er vel ankommet og endda en time for tidligt. Flyet havde medvind og bagageudleveringen var det hurtigste nogensinde vest for alperne (he he) og verdensexploreren var så hurtig til at finde ud af, hvor EasyBus’en holdt, så han nåede med en afgang tidligere end planlagt.
 
 Hov hov, lagde du lige mærke til det? Verdensexploreren!!!! Clark Kent er hoppet ud af sit Armanisuit og har i sandhed taget de lange røde underhylere på ….. eller er de blå?! Never mind, pointen er, at efter 3 afsnit med Jan Gintberg på kanten, småblundende, var usikkerheden neutraliseret og skarpheden fundet frem. Det er pokkers, så barsk den overgangsfase er, det var virkelig ikke rart i Kastrup Lufthavn! Nå, det er nu water under the bridge og de sande udfordringer skal snart igang.
 
 Jeg har været ude og cruise i Chamonix efter ankomsten, jeg skulle have spist på Loco Poco (eller hvad den nu hed), men jeg landede på McD da jeg også skulle bruge noget kildevand og dét havde de. “Lam undskyldning” tænker du nok, men det er den skindbarlige sandhed, jeg VAR på McD :-)
 
 Chamonix ser superhyggelig ud ved aftenstide, men jeg glæder mig godt nok til, at se den i dagslys og særligt bjergene i dagslys. På turen hertil så jeg nogle bjerge og hold da fest de var høje. Uden nogen i Danmark skal begynde at bekymre sig, så må jeg da sige, at de bjergtoppe var morderlig interessante, det må være SÅ sejt at stå på deroppe og kigge på en alpetop!
 
 Tiden er kommet, jeg må i seng – for at slutte hvor jeg startede, det franske sprog, så giver det anledning til en smule bekymring. Knægten på McD kunne meget meget meget meget lidt engelsk og det er (sq da) McD og her burde komme mange turister, så det burde ligge til højrebenet. Derfor kunne man godt frygte, at der kunne blive lidt sprogudfordringer, men de må tages når de opstår.
 
 Jeg har iøvrigt tændt for tv’et, all french, inklusive den sort/hvide Gøg og Gokke som kører nu ………… et rart gensyn :-)
 
 Sov godt derude – nyd jeres pinse, vi skrives ved :-)
 
 
 

Location:Chamonix, France

Du får det som jeg ser det, når jeg ser det eller er i det ………..

Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!

På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.

Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.

Fukushima-Daiichi-Nuclear-Plant_photo_mediumMin anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.

Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.

Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!

Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!

Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.

I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (http://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:

“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som mq1havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”

 

Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.

I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:

Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.

For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” ;-)

 

Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:

 

A mans faith is a mans faith and life is but an illusion

 

 

Du gi’r mig drikkepenge, hvorfor er du ikke tilfreds?

Når du giver en Japaner drikkepenge, bliver du ikke mødt med et “tak”, men med et “hvorfor ikke mere” i konteksten “hvorfor er du ikke tilfreds med min service”. Dette kan virke helt bagvendt på os, som ser drikke penge som “ros”, men grundlæggende handler det om forlegenhed, noget som vi ofte overser i Danmark.

Se, nu er der jo skabt grobund for et længere indlæg med et ledelsesmæssige islæt over temaet “Er ansigtstab en problematisk faktor i dansk erhvervsliv?”, men det bliver du snydt for, i stedet vil jeg hellere starte et helt andet sted, nemlig med dagen i dag!

Asakusa-Kaminarimon-Tokyo-JapanDagen i dag er på alle måder lidt magisk og baggrunden for magien er lidt bagvendt. I går sad vi i familien og talte om den kommende tur ud i det ukendte og nåede frem til, at der nok var omkring 100 dage til afgang. I nat rendte jeg så ind i lidt søvnudfordringer grundet udefrakommende støj og lå og skulle lave et eller andet for at kunne falde langsomt i søvn, så jeg begyndte at regne i datoer (mmmmm, weird, i know) og gæt en gang, i dag er der præcis 100 dage til jeg tager afsted til det farlige land – det faktum gør sjove ting ved pulsen :-)

Jeg arbejder med den kommende tur alt det det er muligt, hvilket ikke er voldsomt meget for tiden. Jeg har de sidste par uger været ude på adskillige fotojobs, konfirmationer, events etc og der har skulle produceres billeder fra disse. Der har været turadministrative ting der skulle klares, ansøgninger om adgang til “Zonen”, dialoger med den japanske regering mv mv her har Mr. Sam trukket godt fra og jeg har kunne koncentrere mig om områdemæssig research. Jo dybere jeg graver ned i denne historie, jo større bliver det også – denne tur har alle forudsætninger for, at blive højeksplosiv. Fukushima er omgivet af så mange forskellige sandheder og skjulte dagsordener, at man nogle gange kan blive lidt i tvivl om hvem der reelt fortæller sandheden, for alle har noget at vinde på deres historie …… om ikke andet, så bare det ikke at tabe ansigt.

Ganske som man kunne forudsige, så er vi allerede ved, at løbe tør for tid – lidt morsomt, når man ikke en gang er kommet afsted endnu. Jeg har fundet de fantastiske forladte steder i Syd-syd (det betyder laaaaangt mod syd) japan, spændende kulturhistorie i sydpå (det betyder så mange rimelig langt syd på), fantastiske uberørte steder i Tokyo, det farlige farlige mod nord og endnu højere mod nord, nogle fanstastiske forladte kultursteder. Vi kan ikke nå det hele – øv øv – så vi regner med, at lægge en plan som giver max udbytte (og minimum søvn), der skal jo også lige være plads til lidt sumobrydning og besøg i kapselhotel :-)

capsule-hotel-3

Researchen på steder som skal besøges gør også, at der tænkes praktisk – hvad skal man have med af grej og jeg har i den forbindelse måtte træffe en hård og tung beslutning, min gode ven Canon 1D mk III må desværre forlade mig. Det tager fantaaaaaastiske billeder, det er kongekameraet over dem alle, men det er desværre for tungt til, at mine hænder kan holde til det i 10 dage straight. Det kan virke mærkeligt, men det er med tungt sind at jeg skiller mig af med dette, det er på alle måder for mig indbegrebet af det bedste af det bedste – skulle jeg en dag løbe ind i “penge nok”(tm), så ville jeg uden tvivl købe den nye udgave af kameraet (1Dx) og så bruge det og glædes over dette, en gang i mellem – så har du et Dx liggende der trækker støv, så bare kig forbi, jeg skal nok passe på det for dig ;-)

Vi kommer ud til Japan i Tyfonsæsonen, så jeg har også brugt lidt tid på, at finde ud af, hvordan vi bedst kan beskytte os selv og vores grej mod pludselig opstået kraftig regn. Jeg har fundet de mest fantastiske jakker, som kan modstå al vand i verden, men hold da fest hvor ved leverandøren godt hvad noget sådan skal koste :-) 2600 kroner for en hardshelljakke – that aint gonna happen – så lige nu tror jeg, at en stang éngangsponchoer kommer til at være løsningen, sq ikke van(d)vittig elegant, men det klarer vel opgaven.

Min research har også gjort det klart for mig, at jeg bliver nødt til at sætte mig grundigt ind i atomarteori og japanske kultur, det første for at der kan stilles nogle seriøse spørgsmål når vi forhåbentlig mødes med japanske repræsentanter for regering, forskning og Tepco (mmmmmm, jeg nævnte vist, at det var ved at blive stort). Kulturdelen handler om, at jeg grundlæggende naturligvis mener, at man bør optræde “korrekt” når man besøger fremmede kulturer, men anerkender så sandelig også, at dette kan bidrage til, at få svar på nogle spørgsmål og ikke blot blive mødt af the wall of silence :-)

I0000vAYMek2dY1MHvis man har set “The Cove”, så får man et helt andet indtryk at den japanske kultur og den kan for mig på alle måder godt være en motivator for ikke at træde ved siden af, for hold da fest hvor kan de blive sure og aggresive :-(

Netop derfor kan det måske også være interessant at bruge noget tid på, hvilke knapper man absolut ikke skal trykke på og måske blot få et lille indblik i det japanske mindset ………….. Og SÅ kom vi endelig til der hvor historien begyndte.

Den kulturelle research har bl.a. oplyst mig om, at man i Japan ikke bruger drikkepenge – og det lyder jo med min danske kultur helt vanvittigt – men når man giver drikke penge i Japan, så bliver det oftest mødt med et “Hvorfor ikke mere end det??????” og derfor antagelsen “Var du ikke tilfreds min min service??????” og det fortæller i den grad noget om, at kulturindsigt kan være alt afgørende for den kommende tur – well, naturligvis er de da givetvis eftergivende ift en sølle Gaijin, men jeg er sikker på, at det i høj grad vil åbne flere døre, at vide hvad man gør og bruge lidt tid på skikke og kutymer fremfor bare, at sparke dørene ind med mine fantastiske sikkerhedsko (som jeg denne gang nok skal huske at tage af i security  – nye læsere kig her: http://mures2012.wordpress.com/2012/10/14/touren-er-igang/ )

Måske kunne vi i danmark have glæde af i vores dagligdag at tænke over eksemplet med de japanske drikkepenge. Måske gør vi nogle gange ting som gør, at andre taber ansigt eller bliver bragt i forlegenhed og måske kan vi få det endnu nemmere/bedre med hinanden, hvis vi liiiiige har den tanke med når vi kommunikere med hinanden.

 

PS:

I min søgning efter relevante billeder til dette indlæg faldt jeg lige over det følgende:

 

http://www.joe-ks.com/archives_sep2005/Manmade_Japan_Beach.htm

Den side må I simpelthen besøge – den er et rigtig godt eksempel på, hvad jeg kulturmæssigt er oppe imod ;-)

 

 

 

Når ansigtet tabes

Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.

Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!

Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….

Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.

Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.

Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.

Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.

Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.

Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.

Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….

 

jap_bow

 

 

 

PR vs brugerens interessemæssige fokus

DaneontourJa, så er jeg her igen – det er et stykke tid siden sidst, men der har været lidt travlt i den lille boutique (well, du ved hvad jeg mener). Der har været godt med foredrag her i foråret, hvoraf det hårdeste klart var, at stå med 39 i feber og skulle formidle til 2 gange 50 personer. Det var nok ikke min bedste performance ever, men den var over middel og jeg formåede da at få grebet nogle bolde i luften og skabt gruppedebat ud af temaet, superspændende.

Det var dog lidt mærkeligt at stå før man skulle på og være igang med at nappe et par kodymagnyler og så komme til at tænke på Line Rafns ord i en trailer for Xfaktor: “Der findes ikke sygdom i showbusines, når man er færdig med at kaste op, så er det bare ud på scenen i en fart” …….. jooooo, det skal jeg da love for ;-)

PR vs brugerens interessemæssige fokus” hvad tææææænker han nu på?????

Jo, egentlig tænker jeg lige, at min markedsføring stinker – mine fotos er spoton! Foredragsstilen er 90% af max! Foredragsindholdet kunne, generelt set, måske godt tåle lidt mere fakta og baggrundsinfo, men grundlæggende fungerer det og resten kan der arbejdes med. Men markedsføringen, coooooome on Sømand, den består grundlæggende i en facebookside og udsendelse af foredragsinformationsmateriale 2 gange om året og helt ærligt, det bliver man jo ikke verdensstjerne af. “Verdensstjerne?” tænker du, skal man så absolut være det? Nej, det skal man vel ikke nødvendigvis være, omvendt så er der vel ikke mange der begiver sig ud på en rejse med udgangspunket, at de ikke kommer frem ……..

Meeeeen, man kan da godt nyde turen til destinationen – jo jo, men det er jo stadig destinationen der er målet. Er mit mål så reelt at være verdensstjerne, når nu vi har den berømte sveske på den lige så berømte disk, nah, verdensstjerne bliver jeg nok aldrig, men at levere et solidt produkt som tilhørerne sætter pris på og som andre gerne vil opleve, det kan jeg snildt “nøjes” med ………… nå ja, et billede eller 2 i National Geographic Danmark (eller worldwide), det kan jeg da godt liiiige nappe hvis det absolut skal være ;-)

Og nu kommer vi så til det: Hvordan skal man nogensinde komme nogle vegne, hvis ens markedsføring består af 2 emailudsendelser om året OG en turblog som har læsere mens turen står på? For at det så ikke skal være helt løgn, så afskærer jeg mig jo faktisk fra, at have “stabile følgere” og en fast læserskare, når jeg fra tur til tur skal ud og jagte læsere, da læsere af den ene blog, jo ikke automatisk bliver følgere på en ny blog og da jeg jo indtil nu har haft en specifik blog for hver af mine ture, så har jeg faktisk aktivt afskåret mig selv fra en effektiv markedsføring (og det er da supertåbeligt).

Hvorfor har jeg så gjort det? Måske nok mest for selv, at kunne holde det specifikke fokus på en given tur og måske også grundet manglende erfaring troet, at læseren reelt skulle vælge til og fra, som når man vælger at tage en bog ned fra en hylde, fordi dén bog har det specifikke emne man gerne vil læse om. Grundlæggende strider det bare mod mit reelle koncept, da jeg jo i mig selv er en fortløbende historie, hvilket man jo også oplever på foredragene. Dét jeg oplevede i Ukraine ved Chernobyl er jo det som bærer mig videre i Rumænien hos de fattige familie osv

Så det er jo grundlæggende helt sort (som i tåååååbeligt), at når man først har fået godt med læsere til den første “bog”, så klapper man bogen i og lader læserne hænge i luften, i stedet for at bære dem videre til næste bog. Tal lige om en eklatant begynderfejl *dooooh*

Jeg har derfor besluttet at være tro overfor konceptet, at jeg er en fortløbende historie og vil derfor snarest muligt få overført mine turblogs pripyat2011.wordpress.com, mures2012.wordpress.com og det kommende homeless2014.wordpress.com til daneontour.dk, så man fremover generelt kan læse om mine aktiviteter og følger mine tours her, i stedet for at have det opdelt. Jo jo, bevares, jeg skal da nok opdele det så, man kan læse det som separate tours, ingen tvivl, men “bogen” vil fremover hedde: daneontour.dk ;-)

SÅ er det på plads ……. markedføring, markedsføring, markedsføring ;-)

Se, lad os afrunde dette lille indlæg med en for mig fantatisk ting ;-)

I dag medbragte den rare postmand (m/k, naturligvis) en lille pakke til mig – det var den næstsidste fase i mit komplette arbejdstøj (sikkerhedsstøvler og fantastiske bukser har jeg jo) og første fase i med mit nye markedsføringsfokus, nemlig dette:

tshirt

Min første arbejdstshirt med QR-kode på ryggen ;-) Så man kan da ikke længere sige, at jeg ikke gør noget ud af markedsføringen når jeg fx er ude på et photoshoot ;-)

Vi ses – ha’ det – glæder mig til næste gang ;-)

Ydmyghed vs Selvsikkerhed – den evige kamp …………

Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!

50% af tiden er jeg så oven på og helt klar på, at holde foredrag på foredrag og i den grad give den gas – de andre 50%, ja jeg har været inde på det før, der kan jeg ikke finde min egen berettigelse til, at have en mening om noget som helst …… jeg er for #%#!@ bare mig, en ganske almindelig dansker, som bare tager lidt billeder og i ny og næ bliver de også skarpe ;-)

Nå, jeg er inde i en fase, hvor jeg føler jeg har så’n rimelig styr på min “butik” og der arbejdes målrettet på planlægning af Muresturen, sponsorstøtte, medieinteresse, udvikling af mit urbex-id og forsat formidling af foredrag om Chernobylturen. Så alt i alt, går det ok – MEN så falder jeg over nedenstående annoncering af mit foredrag:

Valby Kulturhus’ annoncering af mit foredrag

Lad det være sagt med det samme: Jo, jeg er stolt og glad for denne – men jeg er eddersprøjtemig også ramt af performanceangst!!!!

Damn, kan jeg leve op til dette? 50% af mig siger “Sure thing, bare fyld stuerne, så kommer jeg og fyrer den af og på den rigtige aften med det rigtige publikum, så skal vi nok få salen til at koge” – men de andre 50%, og det er dem der fylder lige nu, tænker: “Shiiiiiiiiit, jeg bliver flået i småstumper” …………..måske er det netop ydmygheden i forhold til det jeg gør, som reelt kvalificerer dette?

I dont know – hvad synes du?

Om ikke andet, så er jeg da loyal overfor min beslutning om, at gå all in såvel på scenen som på bloggen ;-)

 

Skulle ovenstående have givet dig lyst til at se, hvilke 50% der vinder/har ret, så kan foredraget kan pt opleves:

26. september 2012, 16-19 – Personaleforeningen i Albertslund Kommune, Albertslund – Lukket arrangement.

29. oktober 2012, 19.30 – 21.30 – Valby Kulturhus, Valby – Entre 30 kroner.

1. november 2012, 19.00 – 21.00 – LOF Odsherred, Nykøbing Sj. – Tilmelding via LOF.

20. november 2012, 19.00 – 21.30 – Tårnby Hovedbibliotek, Tårnby – Gratis billetter.

26. marts 2013, 10.00 – 12.00 – AOF Gladsaxe, Gladsaxe – Tilmelding via AOF.

Kilde: http://daneontour.dk/foredragsdatoer