Megaweird, det regner ikke :-)

Alle gode gange 3 og så regner det ikke – skal overtroen få overtaget, når man 2 gange er taget afsted i regnvejr og haft gode ture for nu, at tage afsted i tørvejr?
 
 
 

 Natten har været forfærdelig, havde svært ved at falde i søvn – hvilket er naturligt nok og helt forventeligt – men jeg har også været vildt plaget af mareridt, alt fra skilsmisse til min fars begravelse under syrede omstændigheder :-( Det er nok bare rejseangst der spøger under min ellers så veltrænede og cool overflade :-)
 
 Men hey, det er jo også dét det hele handler om, angsthåndtering, altså ikke kun, men også. Som nogle af jer har hørt på mine foredrag, så taler jeg jo rimelig åbent om dette, både for at bryde et tabu, men så sandelig også for, at se det afslappede ansigstudtryk på flere i salen, som tydeligt signalerer “Hvor dejligt, en anden der har det lige som mig”, for så at blive afløst af “Hmmmm, men hvordan kan han så stå på en scene foran rigtig mange mennesker???” – lidt morsomt, på den rare måde :-)
 
 Sidder det efterhånden vanlige sted og får mig en skinke-oste-sandwich af den tørreste og mest elendige slags, men det hører sig til. Jeg kigger ud over et tørlagt lasteområde, som de sidste 2 gange jeg har været afsted har været silende våde i en grad, hvor man kunne frygte for flyvningens sikkerhed. Men ikke denne gang, der er knaaaaaastørt – faktisk tror jeg, at min sandwich er tørrere, men bortset fra den, så findes der intet tørrere end dette lasteområde i miles omkreds (hvordan kan det iøvrigt være, at det stadig hedder “i miles omkreds”, vi er dog gået over til kilometer for mange mange generationer siden??)
 
 Er det her man skal lave paralleldragelse mellem afgangsvejret og turens samlede success? De 2 forrige ture med afrejse i reeeegnvejr er jo gået fantastisk, så må det jo betyde, at dette bliver det værste ever!! Well, det har vel ikke større betydning end den sorte kat der krydsede vejen da jeg blev sat af eller det spejl jeg knuste ved security?
 
 Naaaah, det er spas, I kan ta’ det :-)
 
 Jeg tror ikke man skal måle på så meget og finde tegn og signaler i alt – det skal sq nok gå fint ………….. håber jeg. Det er jo noget mærkeligt noget, at efterlade sin vanlige livline (fruen derhjemme, kunen, hende som på alle måder har min ryg som jeg har hendes) og rejse ud i verden for, at fortælle historier om emner fra fjerne lande. Måske dumt, det ved vi først bagefter.
 
 Check-in gik denne gang lige efter bogen (nye læsere vil kunne muntre sig over dette tema fra mine tidligere ture til Ukraine og Rumænien, hvor check-in har været “anderledes” hver eneste gang), faktisk gik det så godt, at check-in-personen begyndte at spørge til hvor jeg skulle hen, hvilket gav anledning til en lille snak om Fukushima og mediedækning – Kaatjiiiiiing, én potentiel foredragsdeltager mere i kassen og så er det endda kun mandag :-)
 
 Security, heller ingen problemer, jeg huskede alt. Mediciner røg i kassen, ipad lige så, støvler også – det hele lige efter bogen …… altså bortset fra min mobil i baglommen :-)
 
 Damn, den sandwich er tør!!!
 
 Om en halv times tid er der afgang med LX1267, en information som ligger min lille datter meget på sinde at kende – hun vil med garanti opponere mod brugen af ordet “lille”, for hun er dog 10 år og næsten voksen – for med den information kan hun følge med i, hvor jeg er hvornår. Det er da supersødt!
 
 Knægten på 12 lurer sikkert også med over skulderen uden at vise det for meget, men følge med, det gør han.
 
 Det bliver lidt barskt ikke, at skulle se dem i 2 uger og det er faktisk også derfor, at jeg altid har brugt lidt tid på, at sidde i lufthavnen og “lukke ned” inden jeg skulle afsted. Det går ikke, at sidde på en fjern destination alene og savne hjertet ud af kroppen, så rammer ensomheden, bekymringerne og angsten for fuld skrald og det er ikke gavnligt for nogen.
 
 Puha, det bliver sq lidt overmandende med alle de tanker om hjem og familie, måske jeg skulle komme lidt i fokus og langsomt begive mig ned til bordingarea og langsomt komme i TourMode.
 
 Foran mig ligger 15 timers flyvning med et lille stopover i Zürich, hvor jeg skal mødes med Sam, min postapokalyptiske atomar-makker, som jeg mødte i Kiev for 3 år siden. Lidt morsomt, at vi allerede der talte om, at måske var Fukushima et kommende mål – dengang slog jeg det hen med tanken “Ja ja, dette bliver min eneste tur nogensinde, so that aint gonna happen” – men det gjorde det så og nu er vi på vej.
 
 
 Vi ses på den anden side – hakuna matatta og alt det der
 
 Daneontour signing out
 

Reklamer