Fra kultur til katastrofe

“Der er helt stille i marskområdet. Jeg står og kigger på en for mig stor fiskekutter, den ligger lidt på sned, nærmest som en stor strandet hval. Det er tsunamien som har presset den 600 meter ind i landet. Jeg står i det lukkede område ved Fukushimaværket, mere præcist 600 meter vest for havnen i Ukedo i Fukushima præfekturet i japan. De sidste timer har jeg gået gennem forladte byer, besøgt forladte huse rystet skæve af jordskælv, set hvordan japanske arbejdere prøver at fjerne den forurenede jord. Her er stille, mægtig mægtig stille, kun kragerne larmer og ekkoet af deres skrig kan høres over hele den tomme by. Her er så smukt og fint i de tomme byer, så ordenligt, så varmt …… og så tomt. Folk som boede her blev ikke evakueret, de blev bortvist. Søg mod Fukushima var beskeden, men ingen hjælp, ingen transport, bare en besked om, at forlade området.”

 

 

Japan er et fantastisk rejseland, der er super flot kultur, lækker mad, sikkert OG tog til tiden. I dette foredrag hører man både om det sikre flotte japan, med alle dets mange muligheder for besøgende, man hører også om min tur ud i det ukendte, besøget ved Fukushima, besøget og samtalerne hos nogle af de evakuerede, alt i alt et fotofordrag som bevæger sig “Fra kultur til katastrofe”.

Modsat mine tidligere ture skulle det vise sig, at jeg på denne tur af en eller anden grund blev mere eksplorativ og opsøgende i forhold til fremmede, et markant udvikling siden min første tur i 2011 til Chernobyl i Ukraine.

En meget personlig rejsefortælling masser af fantastiske billeder.

Læs mere om fotoforedraget her: http://daneontour.dk/foredrag/fra-kultur-til-katastrofe/

Læs mere om foredragsholderen her: http://daneontour.dk/om/

 

This slideshow requires JavaScript.

Reklamer

2014 var stort, 2015 bliver hårdt :-)

Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..

 

Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:

2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.

Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.

Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.

I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.

Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:

Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?

Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….

Aften ved Fukushima City

Aften ved Fukushima City

 

Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.

Odaiba Big Wheel

Odaiba Big Wheel

Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag :-) Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg :-)

Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.

 

2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:

Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig :-)

2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.

Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!

 

Situationen lige nu:

I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.

Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.

 

2015 – blod, sved og tårer:

2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.

Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.

Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.

 

Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.

 

Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..

 

Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det :-)

Dagen før, dagen før dagen

Så blev det endelige dagen før dagen før dagen, planen er klar, jeg er træt og har nu overgivet mig til, at jeg ikke kan gøre mere end at pakke :-)

I nat blev jeg færdig med planen eller retter fik lagt en bruttoplan, som er til at rette i hvis behovet skulle opstå. Er planen realistisk, måske, måske ikke, det er egentlig heller ikke så væsentligt, det væsentlige er, at der er en plan, hvor man kan vælge fra fra.

Det betyder også nu, at trætheden rammer mig med nærmest tsunamilignende effekt, da der har været arbejdet superhårdt og intensivt på denne plan de sidste 3-4 uger, ved siden af alt det sædvanlige, naturligvis :-)

Fredagen var “afskedsdagen” på mit “37 timers halvtidsjob” (ja ja, medlæsende kolleger, lad nu sjov være sjov og alvor være alvor :-), mange var forbi og ønske god rejse og opmærksomheden på min kommende udfordring, har faktisk være langt større og dybere end jeg nogensinde havde forestillet mig – det bliver man naturligvis både glad og taknemmelig for. Fredagen var også dagen, hvor vagtradioen skulle overleveres og det skulle udmeldes at jeg er out of reach i 2 uger og dét var virkelig en milepæl og også en afgørende faktor for, at jeg mandag morgen for alvor kan gå i projektmode og det er præcis hvad jeg forventer vil ske.

Lige nu er jeg efterudmattet efter mange ugers hårdt arbejde, men jeg forventer et regulært skifte, når jeg mandag morgen rammer lufthavnen – på mange måder er det som når jeg er ude på fotojob, hvor jeg ofte er i helt særligt tøj, gående i særlige støvler og derfor også kommer i en helt særlig tilstand, hvor både min gang og min approach til andre er helt anderledes end vanligt. På samme måde forventer jeg, at når jeg går ind gennem dørene i lufthavnen ca 7.30 mandag, så skifter mit fokus fra, at være altfavnende til, at være lynende målrettet og måske er der her en læring, som man kunne tage med sig ind i sit “37 timers halvtidsjob” :-)

Det at være klar over visionen og missionen er både resultatskabende, men så sandelig også energibesparende og måske er det netop “fravær” af denne type og dét at beskæftige sig med noget helt andet som gør, at man bringes til at reflektere over egen gerning og forbedringspotentiale heri. Meeeeen, grundlæggende er det jo ikke dér det svære ligger :-)

Tim Christensen synger i en sang noget i stil med: “It maybe easy to quit, but so damn hard not to start again ……….”

Dyrk den lige, du kan finde den her og den aktuelle tekst er 3:18 inde i sangen:

Det er fra en af Tim Christensens absolut fedeste koncerter i Abbey Road, den ville jeg gerne have været med til …… men nej, man må nok ikke fotografere, så det havde generet all the way through :-) Nå, ja, det gør jo ikke sangen dårligere :-) Dyrk iøvrigt lige trommeslageren, Olav Olsson fra Norge, han er ikke mindre en fantastisk :-)

Men finten er, at det jo netop i al forandring er svært ikke, at falde tilbage i den gamle gænge igen, men summasumarum, det er ved oplevelser som denne eller tilsvarende fx marathonløb, ekstrem cykling, bjergmeditation mv mv, at man kommer derud, hvor man tænker anderledes tanker og det handler netop så “blot” om, at fastholde og implementere disse i ens hverdag :-)

Nå, væk med lommefilosofien og tilbage i sporet :-)

Jeg er i skrivende stund i gang med omstillingsprocessen! Dette indlæg skrives på min ipad med tilkoblet tastatur for lige, at få genopfrisket, hvor er det nu lige det er :-) Jeg har arbejdet på, at få en ny og let skrivedims med (Lumia 2520), men det er ikke lykkedes, måske på næste tur har jeg noget bedre skrivetøj, men indtil da må dette fungerer og det har det jo også, det er 3. tur der køres efter denne model og bevares, det fungerer da, det havde bare været rart at kunne tage det til next level og kunne kompleksitetsreducere en anelse :-)

Få meter fra hvor jeg sidder står håndbagagen og lurer. Kamera, objektiver, videogrej, batterier, dims og osv – 8 kg med nødvendigheder, som kommer til, at være på min ryg de næste par uger, mon ikke det giver lidt ekstra til det kommende smid-kilo-projekt?! :-)

Kapacitetsmæssigt kan jeg forbruge ca 4 timers video og ca 7-8.000 billeder – mon ikke jeg lige kan klare mig med det?! :-) Jeg har købt hukommelseskort som kan bruges både til video og foto, så jeg kan fleksibelt skifte undervejs, hvis jeg har mere brug for video, ja så kan jeg overføre noget af kapaciteten fra foto til dette – mon ikke det går? :-)

Bagagen skal pakkes lidt senere, men lige nu har jeg valgt bare, at koble lidt af oven på planafslutningen og så nyde roen og familien, meeeeen jeg kan da tydelig mærke, at jo mere jeg skriver, jo mere og mere rejsestemning får jeg i kroppen :-)

Vi ses derud – Sayonara :-)

Tour 2014 er måske under opsejling ……..

Noget skulle der ske, Chernobyl i 2011, Rumænien i 2012, Eventfotografering i 2013 – var det så det? Slutter eventyret her? Nej da, Tour 2014 er netop i disse dage i sit spæde opsving ………

Det er åbenbart ikke helt ringe det jeg gør, når jeg er ude og optræde med mine billeder og foredrag, for jeg får da jævnligt forespørgsler på, hvad jeg ellers kan komme ud og fortælle om, når foredragsstederne har været hele kataloget igennem – well, katalog og katalog, 3 fordrag er vel grundlæggende også et katalog ;-)

Og det har naturligvis givet anledning til en del tænkearbejde. Min research ift de hjemløse er pt sat en smule på hold, ikke droppet, bare sat på hold, da foråret har været usædvanlig travlt. Der arbejdes lige nu med nogle ganske særlige tiltag på området, men det skal i nok høre om i anden anledning. Jeg har fået en del indspark fra de sociale netværk bl.a. om det ikke kunne være interessant, at kaste sig ud i pilgrimsvandringer ……. ikke bare så’n den vanlige camino-ting, men snarere en pilgrimstriologi med vandringer til Caminoen, til Kalaen og endelig til Jerusalem for herefter, at lave en foredragsrække om disse. Det kunne være ganske fantastisk, men lige nu er det nok for omfattende og jeg kan heller ikke helt finde ud af, om der nationalt er en kæmpe interesse for, at høre om dette, men det vil fremtiden vise.

Se, pludselig out of nowhere siger én: “Hvad skete der egentlig med Fukushima? Man hører jo aldrig noget og i en periode var det jo nærmest på højde med Chernobyl og universets samlede destruktion ………” og dét satte nogle tanker i gang.

  • Det er et sted i verden, hvor ikke alle bare lige kigger forbi!
  • Det er en markant anderledes kultur end den vi normalt bevæger os i!
  • Det er lidt “farligt”!
  • Der er mange muligheder for “yderligere aktiviteter”!
  • Der kan komme nogle fantastiske billeder ud af af det!
  • Det er ikke “bare lige”!

Og jeg tænkte i situationen: “Hmmmmm, måske skal der arbejdes lidt med dette ……….”

Der er siden da blevet gravet lidt i økonomi, potentielt turindhold, muligheder, begrænsninger, holdninger i hjemmet mv mv mv og særlig den sidste del gjorde, at der pludselig skete en interessant drejning i projektet. I en helt anden samtale med min kære hustru siger hun pludselig: “Duuuuu, det der Japanhalløj, dét er jeg altså ikke særlig tryg ved!!!” – vi har så, som vanligt, en ganske fornuftig og hyggelig dialog om dette, som fra fruens side afsluttes med ordene (OG et stort smil): “Jeg tror simpelthen, at jeg bliver nødt til, at veto’e dette projekt, med mindre du laver en alliance med Mr. Sam” …………… det griner vi lidt af og da jeg jo er handlingens mand, så tager jeg telefonen op af lommen og sender en sms til Mr. Sam, gående på melodien: “Hej – hvordan går det? – Håber du har det godt! – Jeg har en ide, hvad siger du til, at mødes i Tokyo i September?

Der går ikke længe, så kommer der en kort sms tilbage med ordene: “September, Tokyo – Cool, jeg tror ikke jeg har nogle møder på det tidspunkt!” og så kan jeg grinende sige til hustruen, at så er dén ged barberet :-)

Hun er glad, jeg er glad ……. men hvem er ham der Mr Sam??

Mr. Sam kan man læse meget mere om her og de efterfølgende indlæg: https://pripyat2011.wordpress.com/2011/08/29/ikke-sa-meget-nyt-og-sa-alligevel/

 

Den korte udgave, for dem som ikke har tid til, at læse om mine rejseudfordringer, så er Mr. Sam en Schweitzer som jeg ved et rent tilfælde lærte at kende i 2011 i Ukraine – han skulle til Chernobyl, jeg skulle til Chernobyl, han var der for at fotografere, jeg var der for at fotografere, han boede på Hotel Rus Accord, jeg boe……… well, you get the point – men læs endelig ovenstående link, som er langt mere uddybende og faktisk i perioder også ganske sjovt ;-)

Sam og jeg har været i sms/email-kontakt med hinanden et par gange om året siden 2011, men ikke mere end dette.

Status er lige nu den, at Sam og jeg er i realitetsforhandlinger om, at tage ud og finde ud af, hvad der egentlig skete med det der Fukushima og så måske liiiiiige ser, hvad der rør sig på den der lille ø (Japan) når vi nu er der alligevel ;-)   Hmmmm, huskede jeg at nævne, at September er Sumo-måned i Japan ;-)

 

Har du gode ide’er eller gode forbindelse som jeg kunne have glæde af, så er du naturligvis meget velkommen til, at sende mig en mail – det sker som altid på: mark@daneontour.dk

Følg med, det bliver ikke bare spændende, det bliver fantastisk!! ;-)

Soredewa mata

PS: Jævnfør min fornylig udmeldte kommunikationstrategi kommer der ikke et særligt website til denne tour, den kan følges på disse sider, men da godt nok via et særligt punkt i menuen – more to come på det punkt.

Sometimes life just aint getting better