Du får det som jeg ser det, når jeg ser det eller er i det ………..

Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!

På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.

Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.

Fukushima-Daiichi-Nuclear-Plant_photo_mediumMin anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.

Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.

Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!

Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!

Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.

I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (http://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:

“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som mq1havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”

 

Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.

I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:

Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.

For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” ;-)

 

Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:

 

A mans faith is a mans faith and life is but an illusion

 

 

Reklamer

Når ansigtet tabes

Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.

Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!

Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….

Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.

Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.

Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.

Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.

Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.

Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.

Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….

 

jap_bow

 

 

 

April-status

Kalenderen skriver April 2012 og det er vist blevet tid til en lille status – hvad sker der egentlig i denne lille Boutique (well, butik så’n i overført betydning), hvad er der gang i og hvordan ser verdensbilledet ud?

Jeg har dd holdt 7 foredrag for meget blandede modtagergrupper. Dette betyder reelt, at jeg ikke har holdt det samme foredrag 2 gange, hvilket jeg godt kan mærke giver noget uro eller manglende “falden til ro” i foredraget.

Jeg synes stadig, at det er rasende svært, at skulle sælge sig selv og “missionen” – selve “jeg er bare så go” (I husker nok sangen) er bare ikke mig, jeg er ikke grundlæggende den selvpromoverende type og derfor falder det mig svært. Meeeeeeen jeg klør på, for hvis ikke jeg får solgt nogle foredrag så er der jo heller ikke noget fundament for fremtiden og dét ville være rigtig skidt!!!

Jeg har rigtig mange tråde ude i landskabet, men det er meget få af disse som giver respons. Grundlæggende kan dette sagtens blot skyldes, at man “derude” er i gang med, at indarbejde mig i efterårets programmer, det er bare lidt svært, at balancere i et felt, hvor man ikke ved om man skal tæppebombe universet og dermed risikere feedback på datoer som andre overvejer at disponere efter eller om man skal spille passivitetskortet og dermed risikere, at ingen skibe kommer hjem og ingen nye er sat i søen. Gumler lidt over det ;-)

På den mere udviklende front er der tilgengæld godt gang i den ………..

Jeg er ved at udvikle en workshop for kommende foredragsholdere, hvordan kommer man i gang, hvad skal man tænke over inden man går i gang, selve performancedelen, dét at komme ud over scenekanten mv.

Jeg arbejder på 2 projekter, ét indenlands og ét udenlands, begge med fattigdom/hjemløshed som grundstamme. Dette kunne godt betyde, at jeg i September/Oktober drager en uges tid til et Østblokland endnu en gang. Der vil være en del mødeaktivitet de næste par uger som skal afklare, om projektet har sin bæredygtighed eller ej ……… min mavefornemmelse siger mig, at den holder big time, men der er selv følgelig lige lidt udfordringer med finansiering.

På finansieringsfronten er jeg ved, at indlede en sponsoroffensiv, men skal lige finde ud af, hvem som reelt er i scopet. Der er jo desværre en del større virksomheder jeg ikke kan kontakte grundet mit “almindelige arbejde” og det gør det lidt bøvlet.

Flere har efterlyst en opsamling/afslutning af Pripyatturen, set med de humoristiske øjne kunne man jo svare “Kom og hør foredraget, så giver afslutningen sig selv”, men grundlæggende kan man også sige, at der nok ikke er nogen afslutning, jeg holder jo foredrag og planlægger nye ture/projekter, så i den kontekst, så er turen ikke slut, den har bare skiftet indhold.

Er der en konklusion? Måske :-)

Selve den udviklende process er fantastisk, planlægningen og “projektdelen” er inspirerende og på alle måder livgivende – tror jeg, at jeg reelt kan gøre en forskel derude? Spot on! Det tror jeg helt sikkert at jeg kan! Jeg er overbevist om, at jeg rent faktisk har fundet en form og en niche, som der både er emner og publikum til, på en eller anden måde skal budskabet “bare” spredes ………………

Glædeligt forår til alle :-)