Du får det som jeg ser det, når jeg ser det eller er i det ………..

Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!

På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.

Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.

Fukushima-Daiichi-Nuclear-Plant_photo_mediumMin anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.

Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.

Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!

Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!

Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.

I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (http://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:

“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som mq1havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”

 

Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.

I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:

Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.

For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” ;-)

 

Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:

 

A mans faith is a mans faith and life is but an illusion

 

 

Reklamer

Når salg og administration modarbejder den kreative proces

Lad os starte med konklusionen: Det er set før, der er absolut intet nyt i det og det går over igen!

Den glade amatør (amatør som i: “En amatør (af latin: amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet“, Wikipedea) bruger for meget tid på salg og administration ift hvad der egentlig var grunden til, at vedkommende kastede sig ud i sit projekt.

Man ser det fx hos designere, som bare synes det er fantastisk at tegne ting og skabe fx en ny slags stol, men dagligdagen ender op i markedsføring, produktionsopfølgning mv mv og designeren kommer længere og længere væk fra det, som gav glæden i dagligdagen, det som gav boostet, nemlig at designe. Man ser det hos pottemagere, hvor drømmen og følelsen af, at arbejde med det våde ler giver stor mental glæde, erstattes af indkøbsaftaler, forsendelsesindpakning, indgåelse af forhandleraftaler og rabataftaler …………..

Sådan er det også i min lille boutique for tiden, det sjove og inspirerende, at tage billeder og fortælle om disse, er sat i baggrunden, da foredragene også skal have tilhørere for, at de giver mening. For at disse kan have tilhørere, så skal der produceres salgsmateriale, udsendes nyhedsbreve, følge op på udsendte mails der ikke er blevet svaret på, udforske nye målgrupper og dette er desværre helt vildt dræbende for den kreative proces, da fokus jo så kommer på måltal, antal af bookede foredrag og IKKE på dét, at fortælle den gode historie og vise nogle fantastiske billeder.

Losseplads i Rumænien

Dette er på ingen måde en klagesang, just stating the obvious, og mine tanker går ud til de mange derude, der bare gerne vil udfolde deres passion eller drøm og som bliver fanget i de nødvendige discipliner som tager tiden fra passionen.

Jeg er i disse dage ramt af en mental blokering – jeg skal finde det helt rigtige navn til det kommende foredrag om Rumænien, et foredrag som har sin åbning om ca 3 uger, og da navnet er styrende for indholdet, så er det faktisk superproblematisk, at man ikke lige kan finde dét navn, som sætter alle brikkerne på plads.

Da man samtidig også er afhængig af navnet i markedsføringssammenhænge og må konstatere, at Danmark lige nu sidder og planlægge foredragssæsonen til efteråret, ja, så kan man godt blive lidt stresset og netop fokusere på markedsføring osv, når fokus jo burde være på det #&¤%”/#” navn :-)

Forstå mig ret, jeg klager slet ikke, den eneste grund til I hører om dette er, at jeg har lovet altid at gå all in og derfor skriver jeg også dette mildt usammenhængende blogindlæg – måske er det lidt usammenhængende fordi jeg reelt er mere stresset og bekymret end jeg vil være ved – jeg ved det ikke og har reelt heller ikke tid eller overskud til, at beskæftige mig med det ……. jeg har jo der den titel jeg skal have styr på!

Det er sjovt, som ting kan blive store blot ved deres eksistens. Når stressen er på sit højeste, så får jeg jo nærmest bundet det manglende foredragsnavn sammen med fremtidens potentielle manglende succes: “Slår jeg ikke igennem, så er det i hvert fald på grund af, at jeg ikke kan finde det navn!”, “Får jeg ingen job til efteråret, så er det fordi jeg var for længe om at finde navnet og udsende foredragstilbud!!!!” Det er formentlig delvist sandt, men så heller ikke mere end det. Grundlæggende skal jeg bare lægge hovedet i blød og finde den rigtige titel ……. måske har du et godt indspark?!

Den korte folderbeskrivelse af foredraget er indtil videre (og det betyder: “Medmindre jeg kommer i tanke om noget graverende, så er dét teksten!”):

”I 2011 tog jeg alene til Ukraine og besøgte Pervomaysk, Chernobyl, Pripyat samt Kiev og så det tidligere sovjetiske missilforsvar, den berygtede reaktor 4, byen med 50.000 indbyggere som… blev rømmet efter ulykken den 26. april 1986 og Kiev med de tilbud denne har.

2012 skulle have budt på et besøg hos Københavnske hjemløse, men kom i stedet til, at tage udgangspunkt i udenlandske hjemløse og et besøg i Rumænien for at se de forhold som gør, at man vælger, at tage til Danmark for at prøve lykken. Mit tankemæssige udgangspunkt var, at jeg skulle ned og se tiggende børn gående barfodet rundt i gaderne og sovende i mudderhuler, men det var langt fra dette der mødte mig – et pænt, rent, velordnet samfund, på mange måder som Danmark i gamle dage. Det skulle dog vise sig, at der også var en anden virkelighed …… den virkelighed man finder på børnehjem og hos meget fattige familier. Jeg fik også mulighed for med egne øjne at se, om den danske frivillige nødhjælp rent faktisk gør en forskel ……….”

Turen gennemførtes til dels for, at forsætte min mentale rejse fra Ukraine og forsat udfordre det rolige, rutineprægede og sikre liv som de fleste af os fører. Dette er et foredrag, hvor jeg atter går “all in” med min person, min baggrund, mine holdning, mine udfordringer, mine stærke OG svage sider – og dét, at gennemføre foredraget er forsat en udfordring i sig selv.

Foredraget tager udgangspunkt i udvalgte billeder ud af ca. 1800 mulige samt blogindlæg skrevet live fra under turen.

IMG_0676

 Så nu ved du hvor jeg er og hvorfor der er lidt stille i mit hjørne af verden – meeen, vær dog sikker på, at jeg inden længe hopper op som trold af æske og råber ud så alle kan høre det: “Hvor går det dog ufattelig godt” …….. jeg skal bare liiiiiiige have fundet den der &#%”#&#!@ foredragstitel :-)

 Hold da fest, hvor jeg glæder mig til, at få lov til at være kreativ igen ;-)

Ydmyghed vs Selvsikkerhed – den evige kamp …………

Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!

50% af tiden er jeg så oven på og helt klar på, at holde foredrag på foredrag og i den grad give den gas – de andre 50%, ja jeg har været inde på det før, der kan jeg ikke finde min egen berettigelse til, at have en mening om noget som helst …… jeg er for #%#!@ bare mig, en ganske almindelig dansker, som bare tager lidt billeder og i ny og næ bliver de også skarpe ;-)

Nå, jeg er inde i en fase, hvor jeg føler jeg har så’n rimelig styr på min “butik” og der arbejdes målrettet på planlægning af Muresturen, sponsorstøtte, medieinteresse, udvikling af mit urbex-id og forsat formidling af foredrag om Chernobylturen. Så alt i alt, går det ok – MEN så falder jeg over nedenstående annoncering af mit foredrag:

Valby Kulturhus’ annoncering af mit foredrag

Lad det være sagt med det samme: Jo, jeg er stolt og glad for denne – men jeg er eddersprøjtemig også ramt af performanceangst!!!!

Damn, kan jeg leve op til dette? 50% af mig siger “Sure thing, bare fyld stuerne, så kommer jeg og fyrer den af og på den rigtige aften med det rigtige publikum, så skal vi nok få salen til at koge” – men de andre 50%, og det er dem der fylder lige nu, tænker: “Shiiiiiiiiit, jeg bliver flået i småstumper” …………..måske er det netop ydmygheden i forhold til det jeg gør, som reelt kvalificerer dette?

I dont know – hvad synes du?

Om ikke andet, så er jeg da loyal overfor min beslutning om, at gå all in såvel på scenen som på bloggen ;-)

 

Skulle ovenstående have givet dig lyst til at se, hvilke 50% der vinder/har ret, så kan foredraget kan pt opleves:

26. september 2012, 16-19 – Personaleforeningen i Albertslund Kommune, Albertslund – Lukket arrangement.

29. oktober 2012, 19.30 – 21.30 – Valby Kulturhus, Valby – Entre 30 kroner.

1. november 2012, 19.00 – 21.00 – LOF Odsherred, Nykøbing Sj. – Tilmelding via LOF.

20. november 2012, 19.00 – 21.30 – Tårnby Hovedbibliotek, Tårnby – Gratis billetter.

26. marts 2013, 10.00 – 12.00 – AOF Gladsaxe, Gladsaxe – Tilmelding via AOF.

Kilde: http://daneontour.dk/foredragsdatoer