En “strålende” tur til Chernobyl

“Det var nat i Chernobyl, da eksplosionen skete – i den nærliggende by Pripyat kiggede beboerne ud mod atomkraftværket som brændte. Flammerne stod højt i den mørke nat og man kunne høre brandbilerne i det fjerne. Folk samledes på den nærliggende jernbanebro, hvor der var udsyn helt ud til branden – de vidste ikke på dette tidspunkt, at de med deres tilstedeværelse skulle få en høj dosis radioaktiv stråling.

Næste morgen blev indbyggerne i Chernobyl mødt af beskyttelsesdragtklædt millitær, som direkte adspurgt fortalte, at alt var i sin skønneste orden. Først 36 timer efter ulykken, som senere skulle vise sig at være den største atomkatastrofe i historien, blev beboerne evakueret i ca 1000 bybusser, som holdt udenfor bygrænsen.”

Ovenstående er et lille udsnit af indholdet i fotoforedraget “En strålende tur til Chernobyl” – titlen er ingenlunde valgt for at støde nogen, men netop for at understøtte den ordmæssige dobbelttydighed. Faktum er nemlig, at Chernobyl ikke er et “overstået kapitel”, men i høj grad forsat aktiv (dog ikke som el-producerende) med ca. 3300 ansatte.

Fotoforedraget indeholder udover fortællingen om den skæbnesvangre nat også information som Ukraine/Kiev som rejsedestination, et besøg på det tidligere sovjetiske missilforsvar 36 meter under jorden i Pervomaysk, billeder fra Chernobyl og Pripyat som der ser ud “i dag” og om de personlige udfordringer man møder, når man første gang rejser alene og er en bekymretype, som helst vil have styr på det dele :-)

Alt i alt, en personlig rejsefortælling masser af fantastiske billeder.

Læs mere om fotoforedraget her: http://daneontour.dk/foredrag/en-straalende-tur-til-chernobyl/

Læs mere om foredragsholderen her: http://daneontour.dk/om/

This slideshow requires JavaScript.

Reklamer

Dagen før, dagen før dagen

Så blev det endelige dagen før dagen før dagen, planen er klar, jeg er træt og har nu overgivet mig til, at jeg ikke kan gøre mere end at pakke :-)

I nat blev jeg færdig med planen eller retter fik lagt en bruttoplan, som er til at rette i hvis behovet skulle opstå. Er planen realistisk, måske, måske ikke, det er egentlig heller ikke så væsentligt, det væsentlige er, at der er en plan, hvor man kan vælge fra fra.

Det betyder også nu, at trætheden rammer mig med nærmest tsunamilignende effekt, da der har været arbejdet superhårdt og intensivt på denne plan de sidste 3-4 uger, ved siden af alt det sædvanlige, naturligvis :-)

Fredagen var “afskedsdagen” på mit “37 timers halvtidsjob” (ja ja, medlæsende kolleger, lad nu sjov være sjov og alvor være alvor :-), mange var forbi og ønske god rejse og opmærksomheden på min kommende udfordring, har faktisk være langt større og dybere end jeg nogensinde havde forestillet mig – det bliver man naturligvis både glad og taknemmelig for. Fredagen var også dagen, hvor vagtradioen skulle overleveres og det skulle udmeldes at jeg er out of reach i 2 uger og dét var virkelig en milepæl og også en afgørende faktor for, at jeg mandag morgen for alvor kan gå i projektmode og det er præcis hvad jeg forventer vil ske.

Lige nu er jeg efterudmattet efter mange ugers hårdt arbejde, men jeg forventer et regulært skifte, når jeg mandag morgen rammer lufthavnen – på mange måder er det som når jeg er ude på fotojob, hvor jeg ofte er i helt særligt tøj, gående i særlige støvler og derfor også kommer i en helt særlig tilstand, hvor både min gang og min approach til andre er helt anderledes end vanligt. På samme måde forventer jeg, at når jeg går ind gennem dørene i lufthavnen ca 7.30 mandag, så skifter mit fokus fra, at være altfavnende til, at være lynende målrettet og måske er der her en læring, som man kunne tage med sig ind i sit “37 timers halvtidsjob” :-)

Det at være klar over visionen og missionen er både resultatskabende, men så sandelig også energibesparende og måske er det netop “fravær” af denne type og dét at beskæftige sig med noget helt andet som gør, at man bringes til at reflektere over egen gerning og forbedringspotentiale heri. Meeeeen, grundlæggende er det jo ikke dér det svære ligger :-)

Tim Christensen synger i en sang noget i stil med: “It maybe easy to quit, but so damn hard not to start again ……….”

Dyrk den lige, du kan finde den her og den aktuelle tekst er 3:18 inde i sangen:

Det er fra en af Tim Christensens absolut fedeste koncerter i Abbey Road, den ville jeg gerne have været med til …… men nej, man må nok ikke fotografere, så det havde generet all the way through :-) Nå, ja, det gør jo ikke sangen dårligere :-) Dyrk iøvrigt lige trommeslageren, Olav Olsson fra Norge, han er ikke mindre en fantastisk :-)

Men finten er, at det jo netop i al forandring er svært ikke, at falde tilbage i den gamle gænge igen, men summasumarum, det er ved oplevelser som denne eller tilsvarende fx marathonløb, ekstrem cykling, bjergmeditation mv mv, at man kommer derud, hvor man tænker anderledes tanker og det handler netop så “blot” om, at fastholde og implementere disse i ens hverdag :-)

Nå, væk med lommefilosofien og tilbage i sporet :-)

Jeg er i skrivende stund i gang med omstillingsprocessen! Dette indlæg skrives på min ipad med tilkoblet tastatur for lige, at få genopfrisket, hvor er det nu lige det er :-) Jeg har arbejdet på, at få en ny og let skrivedims med (Lumia 2520), men det er ikke lykkedes, måske på næste tur har jeg noget bedre skrivetøj, men indtil da må dette fungerer og det har det jo også, det er 3. tur der køres efter denne model og bevares, det fungerer da, det havde bare været rart at kunne tage det til next level og kunne kompleksitetsreducere en anelse :-)

Få meter fra hvor jeg sidder står håndbagagen og lurer. Kamera, objektiver, videogrej, batterier, dims og osv – 8 kg med nødvendigheder, som kommer til, at være på min ryg de næste par uger, mon ikke det giver lidt ekstra til det kommende smid-kilo-projekt?! :-)

Kapacitetsmæssigt kan jeg forbruge ca 4 timers video og ca 7-8.000 billeder – mon ikke jeg lige kan klare mig med det?! :-) Jeg har købt hukommelseskort som kan bruges både til video og foto, så jeg kan fleksibelt skifte undervejs, hvis jeg har mere brug for video, ja så kan jeg overføre noget af kapaciteten fra foto til dette – mon ikke det går? :-)

Bagagen skal pakkes lidt senere, men lige nu har jeg valgt bare, at koble lidt af oven på planafslutningen og så nyde roen og familien, meeeeen jeg kan da tydelig mærke, at jo mere jeg skriver, jo mere og mere rejsestemning får jeg i kroppen :-)

Vi ses derud – Sayonara :-)

Du får det som jeg ser det, når jeg ser det eller er i det ………..

Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!

På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.

Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.

Fukushima-Daiichi-Nuclear-Plant_photo_mediumMin anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.

Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.

Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!

Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!

Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.

I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (http://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:

“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som mq1havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”

 

Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.

I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:

Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.

For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” ;-)

 

Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:

 

A mans faith is a mans faith and life is but an illusion

 

 

Når ansigtet tabes

Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.

Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!

Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….

Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.

Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.

Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.

Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.

Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.

Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.

Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….

 

jap_bow

 

 

 

PR vs brugerens interessemæssige fokus

DaneontourJa, så er jeg her igen – det er et stykke tid siden sidst, men der har været lidt travlt i den lille boutique (well, du ved hvad jeg mener). Der har været godt med foredrag her i foråret, hvoraf det hårdeste klart var, at stå med 39 i feber og skulle formidle til 2 gange 50 personer. Det var nok ikke min bedste performance ever, men den var over middel og jeg formåede da at få grebet nogle bolde i luften og skabt gruppedebat ud af temaet, superspændende.

Det var dog lidt mærkeligt at stå før man skulle på og være igang med at nappe et par kodymagnyler og så komme til at tænke på Line Rafns ord i en trailer for Xfaktor: “Der findes ikke sygdom i showbusines, når man er færdig med at kaste op, så er det bare ud på scenen i en fart” …….. jooooo, det skal jeg da love for ;-)

PR vs brugerens interessemæssige fokus” hvad tææææænker han nu på?????

Jo, egentlig tænker jeg lige, at min markedsføring stinker – mine fotos er spoton! Foredragsstilen er 90% af max! Foredragsindholdet kunne, generelt set, måske godt tåle lidt mere fakta og baggrundsinfo, men grundlæggende fungerer det og resten kan der arbejdes med. Men markedsføringen, coooooome on Sømand, den består grundlæggende i en facebookside og udsendelse af foredragsinformationsmateriale 2 gange om året og helt ærligt, det bliver man jo ikke verdensstjerne af. “Verdensstjerne?” tænker du, skal man så absolut være det? Nej, det skal man vel ikke nødvendigvis være, omvendt så er der vel ikke mange der begiver sig ud på en rejse med udgangspunket, at de ikke kommer frem ……..

Meeeeen, man kan da godt nyde turen til destinationen – jo jo, men det er jo stadig destinationen der er målet. Er mit mål så reelt at være verdensstjerne, når nu vi har den berømte sveske på den lige så berømte disk, nah, verdensstjerne bliver jeg nok aldrig, men at levere et solidt produkt som tilhørerne sætter pris på og som andre gerne vil opleve, det kan jeg snildt “nøjes” med ………… nå ja, et billede eller 2 i National Geographic Danmark (eller worldwide), det kan jeg da godt liiiige nappe hvis det absolut skal være ;-)

Og nu kommer vi så til det: Hvordan skal man nogensinde komme nogle vegne, hvis ens markedsføring består af 2 emailudsendelser om året OG en turblog som har læsere mens turen står på? For at det så ikke skal være helt løgn, så afskærer jeg mig jo faktisk fra, at have “stabile følgere” og en fast læserskare, når jeg fra tur til tur skal ud og jagte læsere, da læsere af den ene blog, jo ikke automatisk bliver følgere på en ny blog og da jeg jo indtil nu har haft en specifik blog for hver af mine ture, så har jeg faktisk aktivt afskåret mig selv fra en effektiv markedsføring (og det er da supertåbeligt).

Hvorfor har jeg så gjort det? Måske nok mest for selv, at kunne holde det specifikke fokus på en given tur og måske også grundet manglende erfaring troet, at læseren reelt skulle vælge til og fra, som når man vælger at tage en bog ned fra en hylde, fordi dén bog har det specifikke emne man gerne vil læse om. Grundlæggende strider det bare mod mit reelle koncept, da jeg jo i mig selv er en fortløbende historie, hvilket man jo også oplever på foredragene. Dét jeg oplevede i Ukraine ved Chernobyl er jo det som bærer mig videre i Rumænien hos de fattige familie osv

Så det er jo grundlæggende helt sort (som i tåååååbeligt), at når man først har fået godt med læsere til den første “bog”, så klapper man bogen i og lader læserne hænge i luften, i stedet for at bære dem videre til næste bog. Tal lige om en eklatant begynderfejl *dooooh*

Jeg har derfor besluttet at være tro overfor konceptet, at jeg er en fortløbende historie og vil derfor snarest muligt få overført mine turblogs pripyat2011.wordpress.com, mures2012.wordpress.com og det kommende homeless2014.wordpress.com til daneontour.dk, så man fremover generelt kan læse om mine aktiviteter og følger mine tours her, i stedet for at have det opdelt. Jo jo, bevares, jeg skal da nok opdele det så, man kan læse det som separate tours, ingen tvivl, men “bogen” vil fremover hedde: daneontour.dk ;-)

SÅ er det på plads ……. markedføring, markedsføring, markedsføring ;-)

Se, lad os afrunde dette lille indlæg med en for mig fantatisk ting ;-)

I dag medbragte den rare postmand (m/k, naturligvis) en lille pakke til mig – det var den næstsidste fase i mit komplette arbejdstøj (sikkerhedsstøvler og fantastiske bukser har jeg jo) og første fase i med mit nye markedsføringsfokus, nemlig dette:

tshirt

Min første arbejdstshirt med QR-kode på ryggen ;-) Så man kan da ikke længere sige, at jeg ikke gør noget ud af markedsføringen når jeg fx er ude på et photoshoot ;-)

Vi ses – ha’ det – glæder mig til næste gang ;-)

Når salg og administration modarbejder den kreative proces

Lad os starte med konklusionen: Det er set før, der er absolut intet nyt i det og det går over igen!

Den glade amatør (amatør som i: “En amatør (af latin: amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet“, Wikipedea) bruger for meget tid på salg og administration ift hvad der egentlig var grunden til, at vedkommende kastede sig ud i sit projekt.

Man ser det fx hos designere, som bare synes det er fantastisk at tegne ting og skabe fx en ny slags stol, men dagligdagen ender op i markedsføring, produktionsopfølgning mv mv og designeren kommer længere og længere væk fra det, som gav glæden i dagligdagen, det som gav boostet, nemlig at designe. Man ser det hos pottemagere, hvor drømmen og følelsen af, at arbejde med det våde ler giver stor mental glæde, erstattes af indkøbsaftaler, forsendelsesindpakning, indgåelse af forhandleraftaler og rabataftaler …………..

Sådan er det også i min lille boutique for tiden, det sjove og inspirerende, at tage billeder og fortælle om disse, er sat i baggrunden, da foredragene også skal have tilhørere for, at de giver mening. For at disse kan have tilhørere, så skal der produceres salgsmateriale, udsendes nyhedsbreve, følge op på udsendte mails der ikke er blevet svaret på, udforske nye målgrupper og dette er desværre helt vildt dræbende for den kreative proces, da fokus jo så kommer på måltal, antal af bookede foredrag og IKKE på dét, at fortælle den gode historie og vise nogle fantastiske billeder.

Losseplads i Rumænien

Dette er på ingen måde en klagesang, just stating the obvious, og mine tanker går ud til de mange derude, der bare gerne vil udfolde deres passion eller drøm og som bliver fanget i de nødvendige discipliner som tager tiden fra passionen.

Jeg er i disse dage ramt af en mental blokering – jeg skal finde det helt rigtige navn til det kommende foredrag om Rumænien, et foredrag som har sin åbning om ca 3 uger, og da navnet er styrende for indholdet, så er det faktisk superproblematisk, at man ikke lige kan finde dét navn, som sætter alle brikkerne på plads.

Da man samtidig også er afhængig af navnet i markedsføringssammenhænge og må konstatere, at Danmark lige nu sidder og planlægge foredragssæsonen til efteråret, ja, så kan man godt blive lidt stresset og netop fokusere på markedsføring osv, når fokus jo burde være på det #&¤%”/#” navn :-)

Forstå mig ret, jeg klager slet ikke, den eneste grund til I hører om dette er, at jeg har lovet altid at gå all in og derfor skriver jeg også dette mildt usammenhængende blogindlæg – måske er det lidt usammenhængende fordi jeg reelt er mere stresset og bekymret end jeg vil være ved – jeg ved det ikke og har reelt heller ikke tid eller overskud til, at beskæftige mig med det ……. jeg har jo der den titel jeg skal have styr på!

Det er sjovt, som ting kan blive store blot ved deres eksistens. Når stressen er på sit højeste, så får jeg jo nærmest bundet det manglende foredragsnavn sammen med fremtidens potentielle manglende succes: “Slår jeg ikke igennem, så er det i hvert fald på grund af, at jeg ikke kan finde det navn!”, “Får jeg ingen job til efteråret, så er det fordi jeg var for længe om at finde navnet og udsende foredragstilbud!!!!” Det er formentlig delvist sandt, men så heller ikke mere end det. Grundlæggende skal jeg bare lægge hovedet i blød og finde den rigtige titel ……. måske har du et godt indspark?!

Den korte folderbeskrivelse af foredraget er indtil videre (og det betyder: “Medmindre jeg kommer i tanke om noget graverende, så er dét teksten!”):

”I 2011 tog jeg alene til Ukraine og besøgte Pervomaysk, Chernobyl, Pripyat samt Kiev og så det tidligere sovjetiske missilforsvar, den berygtede reaktor 4, byen med 50.000 indbyggere som… blev rømmet efter ulykken den 26. april 1986 og Kiev med de tilbud denne har.

2012 skulle have budt på et besøg hos Københavnske hjemløse, men kom i stedet til, at tage udgangspunkt i udenlandske hjemløse og et besøg i Rumænien for at se de forhold som gør, at man vælger, at tage til Danmark for at prøve lykken. Mit tankemæssige udgangspunkt var, at jeg skulle ned og se tiggende børn gående barfodet rundt i gaderne og sovende i mudderhuler, men det var langt fra dette der mødte mig – et pænt, rent, velordnet samfund, på mange måder som Danmark i gamle dage. Det skulle dog vise sig, at der også var en anden virkelighed …… den virkelighed man finder på børnehjem og hos meget fattige familier. Jeg fik også mulighed for med egne øjne at se, om den danske frivillige nødhjælp rent faktisk gør en forskel ……….”

Turen gennemførtes til dels for, at forsætte min mentale rejse fra Ukraine og forsat udfordre det rolige, rutineprægede og sikre liv som de fleste af os fører. Dette er et foredrag, hvor jeg atter går “all in” med min person, min baggrund, mine holdning, mine udfordringer, mine stærke OG svage sider – og dét, at gennemføre foredraget er forsat en udfordring i sig selv.

Foredraget tager udgangspunkt i udvalgte billeder ud af ca. 1800 mulige samt blogindlæg skrevet live fra under turen.

IMG_0676

 Så nu ved du hvor jeg er og hvorfor der er lidt stille i mit hjørne af verden – meeen, vær dog sikker på, at jeg inden længe hopper op som trold af æske og råber ud så alle kan høre det: “Hvor går det dog ufattelig godt” …….. jeg skal bare liiiiiiige have fundet den der &#%”#&#!@ foredragstitel :-)

 Hold da fest, hvor jeg glæder mig til, at få lov til at være kreativ igen ;-)

Tanker ift aftenens foredrag

I dag stod den på foredrag i Logen Titurel – 40 personer, det fulde foredrag. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men de viste sig, at være den til dato mest spørgende crowd, fedt!!

Jeg havde en oplevelse med en enkelt af deltagerne, hvor jeg var helt sikker på, at jeg havde tabt vedkommende og var på nogen måde faldet til ro med dette. Jeg skal dog lige love for, at jeg tog fejl – efter foredraget var det en helt anden person, som levende gav udtryk for, at have fået meget ud af foredraget og stillede sig positivt-kristisk til de ting jeg havde fortalt. Så kan _jeg_ lære det, vi ser alle forskellige ud når vi tager i mod – det er klart her den manglende erfaring spiller ind :-)

Rodede lidt i starten, havde igen ændret på billedesetup’et og mistede derfor følingen med, hvor jeg var i billedeserien ift dét jeg skulle have sagt – er ikke sikkert på, at nogen “opdagede noget”, men det var dog helt tydeligt for mig, da jeg ramte formkurven og ikke kørte på rutinen, men viste hvor jeg var og var i balance med situationen, stedet og emnet.