2014 var stort, 2015 bliver hårdt :-)

Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..

 

Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:

2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.

Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.

Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.

I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.

Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:

Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?

Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….

Aften ved Fukushima City

Aften ved Fukushima City

 

Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.

Odaiba Big Wheel

Odaiba Big Wheel

Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag :-) Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg :-)

Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.

 

2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:

Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig :-)

2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.

Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!

 

Situationen lige nu:

I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.

Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.

 

2015 – blod, sved og tårer:

2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.

Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.

Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.

 

Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.

 

Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..

 

Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det :-)

Reklamer

Sygdom, Sortsyn og vejen frem

Jeg er syg! Humøret er sort! Jeg sidder dybt nede i motionshullet, vejer for meget, kan ikke se vejen ud og hospitalet siger, at jeg har 4 måneder til at få styr på mit blodsukker ellers er det bye bye til Kilimanjaro – fuck verden, jeg skal nok finde en vej ud!!

Der er ikke noget nyt i det for mig, når jeg er syg så rammer jeg den humørmæssige bund og bliver sikkert grænsende til ulidelig at være sammen med. Verden er sort og dum og grundlæggende kan det hele rende mig max! Det er nok ikke fuldstændig uforståeligt, jeg er jo i stykker :-) Situationen bliver så ikke bedre af, at jeg var til Diabeteskontrol i tirsdags og havde et langtidsblodsukker på 8,5 og lægen må man sige var rimelig præcis: “Hvis ikke du har fået det ned til om 4 måneder, så skal vi have dig over på en anden type medicin og så kan du godt vinke fuldstændig farvel til, at komme på Kilimanjaro!” – forstå mig positivt, det er ikke for at være vulgær, grov eller ubehagelig, men fuck dig doktormand, jeg skal dælme nok komme på Kili og dermed også producere et vægttab og et blodsukkerfald på 4 måneder ………… jeg skal bare lige finde ud af hvordan og det er straks lidt værre :-)  

 

Årsagen til lægens udmelding skal nok findes i, at jeg stort set ikke har trænet i løbet af sommeren, er kronisk nede i træthedshullet og derfor ikke kan overkomme tanken om træning – jeg løber på ingen måde fra mit ansvar, jeg fortæller bare hvad årsagen er! Jeg skal måske også lige her huske at nævne, at jeg faktisk godt kan lide den pågældende doktormand, så ovenstående skal ikke læses om, at jeg har noget i mod ham, nope, han gør et fantastisk arbejde, det er mig der er problemet :-)

 

Hånden på hjertet, jeg vidste jo godt den var gal i forvejen, det var jo ikke fordi det var smuttet ud af min bevidsthed og jeg var da også i det små begyndt, at varme op til at gøre noget ved det. Opvarmning er vigtigt, det har jeg en gang lært! Men grundlæggende har jeg bare ikke “sport” i mig, sofaflydning ér bare så meget federe end ekstremsport (altså bortset fra når det vises i TV) og netop ordet federe er det operative i den sætning :-(

I disse uger arbejder jeg i næstsidste fase af japanturens planlægning og kan godt se, nu ca 3 uger før launch, at jeg skal gøre noget rent fysisk for at kunne holde til de lange travedage derude. Men på en eller anden måde, så er jeg bare ikke i gear til det – i sommerferien _gik_ jeg op af et 330 meter højt bjerg (eller bakke om man vil) i Sverige (Skuruhatt for den kyndige udi det) og jeg var udslidt kvæstet da jeg kom til toppen, naturligvis tog jeg ikke stien, så det er selvfølgelig en del af min gode undskyldning for mit dårlige resultat. På alle måder finder jeg bare research bag den bærbare mere spændende OG nødvendigt, end vaden rundt og smide omkring med mig kalorier ……… men jeg ved godt, at det ikke holder en meter!!

Som nævnt, så startede jeg opvarmningen inden besøget hos lægen og det gjorde jeg ved, at købe mig en dims, faktisk en lille fantastisk dims, nemlig en jawbone :-) En Jawbone (UP24 for kendere) er et armbånd, som man bærer “altid” og den holder så øje med skridt, søvn osv.

Jawbone

I softwaren som man installere på sin telefon har man mulighed for, at indtaste oplysninger om fødevareindtag, så man bedre kan holde styr på foder:motion-faktoren, hvilket i mit tilfælde lige nu står i området 100:0 :-)

MS UP

Dette satser jeg på bliver min indgangsvinkel til et andet liv uagtet, at det bliver en smule op ad bakke. Jeg er jo i dagligdagen beriget med Diabetes 2 OG et rimeligt anstrengt forhold til grønsager, så mine 93.8 kg er ikke opstået af voldsomt hunger efter brocolli og bladselleri, når man kombinere dette med, at jeg også er undersmager (det betyder, at der fx skal mere belgisk chokolade til før det rammer “Pletten) og at jeg iøvrigt mistede det meste af min smagssans for 10 år siden ifm et rygestop, ja så er der vel ikke noget at sige til, at man er i den tunge ende af normalskalaen :-)

Jeg skriver ingenlunde dette for, at tricke “nåååå, hvor er det synd parameteren” eller “damn, skidt liv” – bare for at beskrive hvor jeg kommer fra, så man måske bedre forstår nogle af mine måske til tider lidt særprægede udsagn.

Det var opvarmningensdelen, hvad så med resten?

Jeg må erkende, at tirsdag var jeg godt langt nede! Vel var beskeden ikke vildt overraskende, men alligevel ramte den på den ufede (ho ho) måde. Det tog et døgns tid af synke, hvorefter jeg blev syg formentlig som følge af for hurtig afkøling efter (over?)træning i mandags – der kan I bare se, det der motion ér bare herrefarligt!! Uagtet, at jeg var langt nede og er syg, så har hjernen knoklet rundt for at finde ud af, hvordan jeg kan vende dette til noget konstruktivt og “projektunderstøttende” og følgende er hvad jeg er kommet frem til.

Jeg vil meget hurtigt tage fat i nogen som forsker i diabetes, for jeg må siges at være arketypen på at sidde stille og ikke foretage mig en dadel – det må derfor være interessant for disse, at følge mig fra dette nulpunkt og til det sted, hvor jeg bliver (bemærk den gramatiske fremtidsform) i stand til, at komme til toppen på Kilimanjaro. Jeg vil også tage fat i nogen, som kan understøtte, styre og monitorere min træning, så det kan dokumenteres hvad jeg gør og hvilken effekt det har. Jeg vil også finde nogen, som kan hjælpe mig med, at få styr på kosten, så det bliver rimelige spændende mad som jeg måske endda kan smage :-)

Alt i alt, så skal jeg have skabt et hold af interessenter, som kunne have værdi af, at følge min process og dermed også hjælper mig med at komme på toppen af bjerget og helt ærligt, det kan der da komme noget interessant forskning ud af: “Fra sofadyr til bjergløve” og grundtesen må også være, at kan det lade sig gøre for mig, så dybt nede i træthedshullet som jeg er, så kan det lade sig gøre for alle ………… så kender du nogen derude, der kunne være interesseret i, at være med i dette projekt, så tøv ikke men at få dem til at skrive til mark@daneontour.dk.

Mere research skal foretages og flere mails skal udsendes …… men hov, der skulle jo også trænes :-) Nå, det må løse sig :-)

 

Kort om japanturen: Som tidligere nævnt kan man løbende følge planlægningen på daneontour.dk, der arbejdes i disse dage (altså når jeg bliver rask) med dagsplanlægningen på detaljeniveau, så man kan kan faktisk se helt præcist hvor jeg er hvornår. Jeg har været på jagt efter en ny skrivedims, så jeg lettere vil kunne blogge fra turen. Jeg har kigget længe og varmt på Nokia Lumia 2520 med power tastatur, men har desværre ikke rigtig formået at finde økonomien til den, valget står helt simpelt i mellem, at få max med hjem fra Japan eller købe dims og så er valget jo ret let :-)

Der er ved at komme aftaler i hus om adgang til den lukkede zone, så det tegner lyst i det fjerne.

More to come vedrørende dette :-)

 

Vi ses ……….

 

 

 

 

Jeg holder af hverdagen ……

Hverdagens komme efter en lang ferie er for mange en barsk omgang, ikke for mig! Jeg glæder mig til min hverdag, glæder mig til arbejdet og kollegerne, glæder mig til mine udfordringer og opgaver, såvel på arbejdet og på “arbejdet” :-)

 

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser –
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang ………

Dan Turèll

 

En sommerferie er bragt til ende og dagligdagen indfinder sig atter – jeg holder af hverdagen – en dagligdag som på alle måder indeholder så mange ting og facetter, som jeg holder så umådelig meget af. Ungerne, huset, hustruen, arbejdet, opgaverne, kollegerne, chefen, udfordringerne, husets vovse, mine tours, foredragene, fotoopgaverne, presseopgaverne …… kort sagt: det hele :-)

Jo jooo, bevares, der er da nogle gange også lidt for meget fart på, lidt for mange ting der skal klares inden en given deadline, men er det ikke bare sådan, når man har mange jern i ilden? Jeg holder af hverdagen!

I skrivende stund er der 4 uger til jeg rejser til Japan med de fantastiske oplevelser Tokyo byder på og de skræmmende scenarier og skæbneberetninger som findes i Fukushima. Der er 17 måneder til jeg skal bestige Kilimanjaro ……… hov, hvor kom den nu fra? Jo jooo, den er god nok, næste projekt er allerede lagt i støbeskeen til gennemførelse i Januar 2016, hvor jeg rejser den lange vej til Tanzania og tager turen op “af den lille bakke”. Når dette projekt igangsættes allerede nu, så skyldes det blot, at der stilles visse formskrav for, at man har rimelig chance for at nå top-site. Lad mig være ærlig omkring det, jeg bevæger mig i risikozonen for et slagtilfælde, hvis jeg skulle løbe efter en bus – well, det er nok ikke helt sandt, jeg holder vældig meget af sport, særligt hvis det sendes på en kanal uden reklamesegmenter :-)

Selvfølgelig ville jeg ikke få et slagtilfælde, jeg har bare ikke nogen kondi, til gengæld har jeg muskler som en vandmand og DET skal der laves om på, hvis jeg vil til toppen af det lille bjerg og derfor skal jeg starte træningen allerede nu. Jeg er derfor nu i gang med at gå i dialog med folk og organisationer, som gerne vil tage del i denne proces, at gå fra Sofaløve til Muskelbundt :-)

Som du kan læse, så glææææder jeg mig til min hverdag atter kommer igang og jeg håber, at det samme gør sig gældende for dig.

 

Dette var egentlig blot et lille varsel om, at du snart kan vente dig mere fra min hånd, mere om Japanturen, mere fra Japan, noget om den kommende Kilimanjarotur og meget meget mere ………. men nu er du advaret :-)