2014 var stort, 2015 bliver hårdt :-)

Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..

 

Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:

2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.

Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.

Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.

I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.

Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:

Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?

Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….

Aften ved Fukushima City

Aften ved Fukushima City

 

Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.

Odaiba Big Wheel

Odaiba Big Wheel

Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag :-) Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg :-)

Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.

 

2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:

Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig :-)

2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.

Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!

 

Situationen lige nu:

I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.

Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.

 

2015 – blod, sved og tårer:

2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.

Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.

Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.

 

Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.

 

Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..

 

Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det :-)

Reklamer

Daneontour går til filmen

Ja, jeg havde ikke selv set den komme, men inden man får set sig om, at går der jo den rene “Ib Rene, Cairo” i den og man finder sig selv “i bladene” :-)

Det hele startede som en pludselig indskydelse og lige så pludselig, så blev det bare noget man gjorde – videohilsener, det nye sort, altså bortset fra burgeren …….. men den kommer vi tilbage til :-) Desværre var det af tidsmæssige hensyn “kun” muligt, at publicere disse på facebook, men det betyder da ikke, at I andre skal snydes, så her kommer de …….

Hvis du gerne vil se dem alle 23 i én køre, så kan du bare starte her:

Hvis du heller vil udvælge dig de mest interessante, så kommer de alle enkeltvist her:

Osaka – Umeda Sky Building

Tokyo – tur med Shinkasen

Fukushima Station

Namie intro

Kontermineret jord

Forladt hus i Zonen

Efterladt by

Efterladt by II

Namie

Tsunamiområdet

De oplyste fakta holder desværre nok ikke helt i byretten, men de var nu hvad manden sagde. Efter hjemkomsten har jeg reseachet lidt på det og bølgehøjden nåede ikke meget højere op end ca 20 meter, hvilket også må siges at være højt nok.

Namie beach

Shibuya crossing – et af verdens største lyskryds

Le Hotel de Capsule

Bådrace i Fuchu City

Sumobrydning

Automater

Tokyo Skytree

Tokyo Skytree – Nedturen

I baggrunden kan man svagt høre, at jeg står og nævner højden.

Tokyo Tower

Tokyo Tower II

Asakusa

 

Den sidste vandretur i Tokyo

 

“Afslapning” i Narita Airport

 

Sumobrydning

Her kan du se en rigtig sumokamp – prøv at lægge mærke til, hvor meget tid der går med ritualer og “procedure” i forhold til reel kæmpetid :-)

Sumobrydning II

 

Se, så skulle man jo tro, at man havde fået dækket sit mediebehov, men sådan skulle det ikke gå. I tokyo læste jeg på Ekstrabladet om den sorte burger jeg havde spist nogle dage før og man bragte udenlandske referencer til, hvor slem den var. Det fik mig til, at sende dem en lille mail hvor der blot stod, at så var det heller ikke værre og hvis man lukkede øjnene, så kunne man ikke smage den store forskel ………… det resulterede i, at da jeg stod i Kastrup lufthavn tickede der en mail ind, hvor EkstraBladet spurgte, om vi ikke lige kunne lave et telefoninterview, det var jeg godt nok for smadret til (og havde også lidt for travlt med, at komme ud til familien), så det måtte vente et døgns tid – men min lille bemærkning kom der følgende ud af:

 

ekstrabladet.dk 2014-09-26 II

 

Du kan læse den fulde historie her: http://ekstrabladet.dk/kup/fodevarer/article5060806.ece

 

Og dermed fik jeg også mine 15 minutter i arkitektlampens skær ……… godt det ikke var 20 minutter, så var jeg nok blevet meeeeega-selvfed :-)

 

Langtidsflyvning, lidt federe end forventet :-)

Sjovt som flyvninger kan være forskellige og sjovt, som man kan blive overrasket over S E R V I C E …….

En flyvning fra København til Zürich er ærlig talt ikke noget at skrive hjem om (he he), men det bliver det så alligevel, når man umiddelbart derefter flyver fra Zürich to Tokyo. Hooooold da ferie for en forskel.

Flyvningen fra København var grundlæggende ok, serviceringen ikke eksisterende, men heller ikke nødvendig for en flyvning på 1,5 times tid. Men selve maskinen, en airbus et-eller-andet, var så tætpakket og varm, at det nærmest udløste åndedrætsbesvær og semiklaustrofobi. Langt lækrere var det, at komme op i airbus-noget-helt-andet-og-meget-større, da man faktiske her kunne trække vejret. Ja ja, nu ved jeg godt, at det bliver rimelig upræcist når jeg ikke nævner modelnumre, men mig og flyvemaskiner, og det væsentlige er “lille og en pine” samt “stor og fantastisk”.

Om bord på “den store” blev der både serveret puder og tæpper, snacks, mad, drikkevarer, alkoholer, ja alt man kunne drømme om og sidefaciliteterne var absolut også fantastiske – egen lille skærm til film og underholdning, me like :-)

Nu ved jeg godt, at I sidder derude og tænker: “Ja ja, det er sq da meget normalt Hr “Verdensudforsker”” – men jeg er jo ikke vant til det og er da derfor mægtig positivt overrasket.

Mødet med Sam i Zürich gik super – gensynsglæde fra første øjeblik – vi skal nok få det sjovt også på denne tur. Det er interessant, at vi begge har brug for vores space og derfor i perioder bare er os selv, sådan var det også i Ukraine og det er da superfint, at der er plads til dette også når man reelt ikke kender hinanden så godt, ud over den historie man har sammen. Det skal nok gå fint.

Lyset er lige gået i “sove mode” omkring mig, hvilket er lidt mystisk når kl er 16:25 (CEST), men i japantid er det naturligvis meget fornuftigt, da klokken jo der er 23:25 …….. men mystisk er det at skulle “sove” når det udenfor er lyst og “vågentid”, men “jeg skal nok” (tænkt med Keld fra Olsenbandens stemme).

Sam og jeg har kort talt om dagsplanen og vi vurderer tirsdag aften, om vi går efter fiskemarkedet eller skyder det til en anden dag. Vi skal bare ikke udkøre os selv så sæt på starten. Vi mangler lige nu et gps-program, så vi kan punche et decimalt koordinat ind og så bare få en pil som fortæller hvilken retning vi skal gå i – det løser sig eller også farer vi vild! :-)

Keedeligt, i know, men også en del af turen :-)

Dette indlæg skulle have været postet i går, men vi gik desværre mega-kolde -mere herom inden længe :-)

Location:Et sted i luften, ingen ved reelt hvor

Dagen før, dagen før dagen

Så blev det endelige dagen før dagen før dagen, planen er klar, jeg er træt og har nu overgivet mig til, at jeg ikke kan gøre mere end at pakke :-)

I nat blev jeg færdig med planen eller retter fik lagt en bruttoplan, som er til at rette i hvis behovet skulle opstå. Er planen realistisk, måske, måske ikke, det er egentlig heller ikke så væsentligt, det væsentlige er, at der er en plan, hvor man kan vælge fra fra.

Det betyder også nu, at trætheden rammer mig med nærmest tsunamilignende effekt, da der har været arbejdet superhårdt og intensivt på denne plan de sidste 3-4 uger, ved siden af alt det sædvanlige, naturligvis :-)

Fredagen var “afskedsdagen” på mit “37 timers halvtidsjob” (ja ja, medlæsende kolleger, lad nu sjov være sjov og alvor være alvor :-), mange var forbi og ønske god rejse og opmærksomheden på min kommende udfordring, har faktisk være langt større og dybere end jeg nogensinde havde forestillet mig – det bliver man naturligvis både glad og taknemmelig for. Fredagen var også dagen, hvor vagtradioen skulle overleveres og det skulle udmeldes at jeg er out of reach i 2 uger og dét var virkelig en milepæl og også en afgørende faktor for, at jeg mandag morgen for alvor kan gå i projektmode og det er præcis hvad jeg forventer vil ske.

Lige nu er jeg efterudmattet efter mange ugers hårdt arbejde, men jeg forventer et regulært skifte, når jeg mandag morgen rammer lufthavnen – på mange måder er det som når jeg er ude på fotojob, hvor jeg ofte er i helt særligt tøj, gående i særlige støvler og derfor også kommer i en helt særlig tilstand, hvor både min gang og min approach til andre er helt anderledes end vanligt. På samme måde forventer jeg, at når jeg går ind gennem dørene i lufthavnen ca 7.30 mandag, så skifter mit fokus fra, at være altfavnende til, at være lynende målrettet og måske er der her en læring, som man kunne tage med sig ind i sit “37 timers halvtidsjob” :-)

Det at være klar over visionen og missionen er både resultatskabende, men så sandelig også energibesparende og måske er det netop “fravær” af denne type og dét at beskæftige sig med noget helt andet som gør, at man bringes til at reflektere over egen gerning og forbedringspotentiale heri. Meeeeen, grundlæggende er det jo ikke dér det svære ligger :-)

Tim Christensen synger i en sang noget i stil med: “It maybe easy to quit, but so damn hard not to start again ……….”

Dyrk den lige, du kan finde den her og den aktuelle tekst er 3:18 inde i sangen:

Det er fra en af Tim Christensens absolut fedeste koncerter i Abbey Road, den ville jeg gerne have været med til …… men nej, man må nok ikke fotografere, så det havde generet all the way through :-) Nå, ja, det gør jo ikke sangen dårligere :-) Dyrk iøvrigt lige trommeslageren, Olav Olsson fra Norge, han er ikke mindre en fantastisk :-)

Men finten er, at det jo netop i al forandring er svært ikke, at falde tilbage i den gamle gænge igen, men summasumarum, det er ved oplevelser som denne eller tilsvarende fx marathonløb, ekstrem cykling, bjergmeditation mv mv, at man kommer derud, hvor man tænker anderledes tanker og det handler netop så “blot” om, at fastholde og implementere disse i ens hverdag :-)

Nå, væk med lommefilosofien og tilbage i sporet :-)

Jeg er i skrivende stund i gang med omstillingsprocessen! Dette indlæg skrives på min ipad med tilkoblet tastatur for lige, at få genopfrisket, hvor er det nu lige det er :-) Jeg har arbejdet på, at få en ny og let skrivedims med (Lumia 2520), men det er ikke lykkedes, måske på næste tur har jeg noget bedre skrivetøj, men indtil da må dette fungerer og det har det jo også, det er 3. tur der køres efter denne model og bevares, det fungerer da, det havde bare været rart at kunne tage det til next level og kunne kompleksitetsreducere en anelse :-)

Få meter fra hvor jeg sidder står håndbagagen og lurer. Kamera, objektiver, videogrej, batterier, dims og osv – 8 kg med nødvendigheder, som kommer til, at være på min ryg de næste par uger, mon ikke det giver lidt ekstra til det kommende smid-kilo-projekt?! :-)

Kapacitetsmæssigt kan jeg forbruge ca 4 timers video og ca 7-8.000 billeder – mon ikke jeg lige kan klare mig med det?! :-) Jeg har købt hukommelseskort som kan bruges både til video og foto, så jeg kan fleksibelt skifte undervejs, hvis jeg har mere brug for video, ja så kan jeg overføre noget af kapaciteten fra foto til dette – mon ikke det går? :-)

Bagagen skal pakkes lidt senere, men lige nu har jeg valgt bare, at koble lidt af oven på planafslutningen og så nyde roen og familien, meeeeen jeg kan da tydelig mærke, at jo mere jeg skriver, jo mere og mere rejsestemning får jeg i kroppen :-)

Vi ses derud – Sayonara :-)

Jeg holder af hverdagen ……

Hverdagens komme efter en lang ferie er for mange en barsk omgang, ikke for mig! Jeg glæder mig til min hverdag, glæder mig til arbejdet og kollegerne, glæder mig til mine udfordringer og opgaver, såvel på arbejdet og på “arbejdet” :-)

 

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser –
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang ………

Dan Turèll

 

En sommerferie er bragt til ende og dagligdagen indfinder sig atter – jeg holder af hverdagen – en dagligdag som på alle måder indeholder så mange ting og facetter, som jeg holder så umådelig meget af. Ungerne, huset, hustruen, arbejdet, opgaverne, kollegerne, chefen, udfordringerne, husets vovse, mine tours, foredragene, fotoopgaverne, presseopgaverne …… kort sagt: det hele :-)

Jo jooo, bevares, der er da nogle gange også lidt for meget fart på, lidt for mange ting der skal klares inden en given deadline, men er det ikke bare sådan, når man har mange jern i ilden? Jeg holder af hverdagen!

I skrivende stund er der 4 uger til jeg rejser til Japan med de fantastiske oplevelser Tokyo byder på og de skræmmende scenarier og skæbneberetninger som findes i Fukushima. Der er 17 måneder til jeg skal bestige Kilimanjaro ……… hov, hvor kom den nu fra? Jo jooo, den er god nok, næste projekt er allerede lagt i støbeskeen til gennemførelse i Januar 2016, hvor jeg rejser den lange vej til Tanzania og tager turen op “af den lille bakke”. Når dette projekt igangsættes allerede nu, så skyldes det blot, at der stilles visse formskrav for, at man har rimelig chance for at nå top-site. Lad mig være ærlig omkring det, jeg bevæger mig i risikozonen for et slagtilfælde, hvis jeg skulle løbe efter en bus – well, det er nok ikke helt sandt, jeg holder vældig meget af sport, særligt hvis det sendes på en kanal uden reklamesegmenter :-)

Selvfølgelig ville jeg ikke få et slagtilfælde, jeg har bare ikke nogen kondi, til gengæld har jeg muskler som en vandmand og DET skal der laves om på, hvis jeg vil til toppen af det lille bjerg og derfor skal jeg starte træningen allerede nu. Jeg er derfor nu i gang med at gå i dialog med folk og organisationer, som gerne vil tage del i denne proces, at gå fra Sofaløve til Muskelbundt :-)

Som du kan læse, så glææææder jeg mig til min hverdag atter kommer igang og jeg håber, at det samme gør sig gældende for dig.

 

Dette var egentlig blot et lille varsel om, at du snart kan vente dig mere fra min hånd, mere om Japanturen, mere fra Japan, noget om den kommende Kilimanjarotur og meget meget mere ………. men nu er du advaret :-)

Du får det som jeg ser det, når jeg ser det eller er i det ………..

Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!

På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.

Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.

Fukushima-Daiichi-Nuclear-Plant_photo_mediumMin anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.

Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.

Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!

Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!

Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.

I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (http://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:

“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som mq1havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”

 

Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.

I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:

Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.

For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” ;-)

 

Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:

 

A mans faith is a mans faith and life is but an illusion

 

 

Du gi’r mig drikkepenge, hvorfor er du ikke tilfreds?

Når du giver en Japaner drikkepenge, bliver du ikke mødt med et “tak”, men med et “hvorfor ikke mere” i konteksten “hvorfor er du ikke tilfreds med min service”. Dette kan virke helt bagvendt på os, som ser drikke penge som “ros”, men grundlæggende handler det om forlegenhed, noget som vi ofte overser i Danmark.

Se, nu er der jo skabt grobund for et længere indlæg med et ledelsesmæssige islæt over temaet “Er ansigtstab en problematisk faktor i dansk erhvervsliv?”, men det bliver du snydt for, i stedet vil jeg hellere starte et helt andet sted, nemlig med dagen i dag!

Asakusa-Kaminarimon-Tokyo-JapanDagen i dag er på alle måder lidt magisk og baggrunden for magien er lidt bagvendt. I går sad vi i familien og talte om den kommende tur ud i det ukendte og nåede frem til, at der nok var omkring 100 dage til afgang. I nat rendte jeg så ind i lidt søvnudfordringer grundet udefrakommende støj og lå og skulle lave et eller andet for at kunne falde langsomt i søvn, så jeg begyndte at regne i datoer (mmmmm, weird, i know) og gæt en gang, i dag er der præcis 100 dage til jeg tager afsted til det farlige land – det faktum gør sjove ting ved pulsen :-)

Jeg arbejder med den kommende tur alt det det er muligt, hvilket ikke er voldsomt meget for tiden. Jeg har de sidste par uger været ude på adskillige fotojobs, konfirmationer, events etc og der har skulle produceres billeder fra disse. Der har været turadministrative ting der skulle klares, ansøgninger om adgang til “Zonen”, dialoger med den japanske regering mv mv her har Mr. Sam trukket godt fra og jeg har kunne koncentrere mig om områdemæssig research. Jo dybere jeg graver ned i denne historie, jo større bliver det også – denne tur har alle forudsætninger for, at blive højeksplosiv. Fukushima er omgivet af så mange forskellige sandheder og skjulte dagsordener, at man nogle gange kan blive lidt i tvivl om hvem der reelt fortæller sandheden, for alle har noget at vinde på deres historie …… om ikke andet, så bare det ikke at tabe ansigt.

Ganske som man kunne forudsige, så er vi allerede ved, at løbe tør for tid – lidt morsomt, når man ikke en gang er kommet afsted endnu. Jeg har fundet de fantastiske forladte steder i Syd-syd (det betyder laaaaangt mod syd) japan, spændende kulturhistorie i sydpå (det betyder så mange rimelig langt syd på), fantastiske uberørte steder i Tokyo, det farlige farlige mod nord og endnu højere mod nord, nogle fanstastiske forladte kultursteder. Vi kan ikke nå det hele – øv øv – så vi regner med, at lægge en plan som giver max udbytte (og minimum søvn), der skal jo også lige være plads til lidt sumobrydning og besøg i kapselhotel :-)

capsule-hotel-3

Researchen på steder som skal besøges gør også, at der tænkes praktisk – hvad skal man have med af grej og jeg har i den forbindelse måtte træffe en hård og tung beslutning, min gode ven Canon 1D mk III må desværre forlade mig. Det tager fantaaaaaastiske billeder, det er kongekameraet over dem alle, men det er desværre for tungt til, at mine hænder kan holde til det i 10 dage straight. Det kan virke mærkeligt, men det er med tungt sind at jeg skiller mig af med dette, det er på alle måder for mig indbegrebet af det bedste af det bedste – skulle jeg en dag løbe ind i “penge nok”(tm), så ville jeg uden tvivl købe den nye udgave af kameraet (1Dx) og så bruge det og glædes over dette, en gang i mellem – så har du et Dx liggende der trækker støv, så bare kig forbi, jeg skal nok passe på det for dig ;-)

Vi kommer ud til Japan i Tyfonsæsonen, så jeg har også brugt lidt tid på, at finde ud af, hvordan vi bedst kan beskytte os selv og vores grej mod pludselig opstået kraftig regn. Jeg har fundet de mest fantastiske jakker, som kan modstå al vand i verden, men hold da fest hvor ved leverandøren godt hvad noget sådan skal koste :-) 2600 kroner for en hardshelljakke – that aint gonna happen – så lige nu tror jeg, at en stang éngangsponchoer kommer til at være løsningen, sq ikke van(d)vittig elegant, men det klarer vel opgaven.

Min research har også gjort det klart for mig, at jeg bliver nødt til at sætte mig grundigt ind i atomarteori og japanske kultur, det første for at der kan stilles nogle seriøse spørgsmål når vi forhåbentlig mødes med japanske repræsentanter for regering, forskning og Tepco (mmmmmm, jeg nævnte vist, at det var ved at blive stort). Kulturdelen handler om, at jeg grundlæggende naturligvis mener, at man bør optræde “korrekt” når man besøger fremmede kulturer, men anerkender så sandelig også, at dette kan bidrage til, at få svar på nogle spørgsmål og ikke blot blive mødt af the wall of silence :-)

I0000vAYMek2dY1MHvis man har set “The Cove”, så får man et helt andet indtryk at den japanske kultur og den kan for mig på alle måder godt være en motivator for ikke at træde ved siden af, for hold da fest hvor kan de blive sure og aggresive :-(

Netop derfor kan det måske også være interessant at bruge noget tid på, hvilke knapper man absolut ikke skal trykke på og måske blot få et lille indblik i det japanske mindset ………….. Og SÅ kom vi endelig til der hvor historien begyndte.

Den kulturelle research har bl.a. oplyst mig om, at man i Japan ikke bruger drikkepenge – og det lyder jo med min danske kultur helt vanvittigt – men når man giver drikke penge i Japan, så bliver det oftest mødt med et “Hvorfor ikke mere end det??????” og derfor antagelsen “Var du ikke tilfreds min min service??????” og det fortæller i den grad noget om, at kulturindsigt kan være alt afgørende for den kommende tur – well, naturligvis er de da givetvis eftergivende ift en sølle Gaijin, men jeg er sikker på, at det i høj grad vil åbne flere døre, at vide hvad man gør og bruge lidt tid på skikke og kutymer fremfor bare, at sparke dørene ind med mine fantastiske sikkerhedsko (som jeg denne gang nok skal huske at tage af i security  – nye læsere kig her: http://mures2012.wordpress.com/2012/10/14/touren-er-igang/ )

Måske kunne vi i danmark have glæde af i vores dagligdag at tænke over eksemplet med de japanske drikkepenge. Måske gør vi nogle gange ting som gør, at andre taber ansigt eller bliver bragt i forlegenhed og måske kan vi få det endnu nemmere/bedre med hinanden, hvis vi liiiiige har den tanke med når vi kommunikere med hinanden.

 

PS:

I min søgning efter relevante billeder til dette indlæg faldt jeg lige over det følgende:

 

http://www.joe-ks.com/archives_sep2005/Manmade_Japan_Beach.htm

Den side må I simpelthen besøge – den er et rigtig godt eksempel på, hvad jeg kulturmæssigt er oppe imod ;-)

 

 

 

Kort opsamlingsstatus

Tokyo-Hotel-Horidome-Villa-Hotel-Exterior-1-DEFPuha, det er en hård omgang ikke at vide, om man kommer afsted eller ej – omvendt, så er det jo også en del af den feeeeede oplevelse når/hvis det så endelig lykkedes ;-)

Siden sidst er der sket en masse, hotellet er booket (se det evt. her) og der arbejdes på højtryk for, at få de fornødne aftaler i hus, så der kan skaffes adgang til den lukkede zone omkring Fukushimaværket. Men det har været nervepirrende 3 uger!

 

**** Rewinding time ****

 

Glæden var jo stor, da Mr Sam var game på, at tage med ud og erobre Japan – lige så stor var skuffelsen, da jeg et par dage senere får en sms fra ham om, at han liiiiige skulle koordinere indsatsen med fruen og endnu værre blev det, da det pludselig ikke er sikkert han kan tage med alligevel, da ham og fruen har en aftale i Frankrig den 8.-14. september, som ligger præcis i perioden for MIN tur, nemlig 10.-20. september, da dette skal indpasses i forhold til mit almindelige dagligdags arbejde.

Mr Sam skulle derfor i dialog med fruen og med dem de skulle besøge for at se, om dette evt kunne flyttes til det senere tidspunkt …….. det kunne det ikke :-(  Dét var sq ikke nogen super dag, da det jo på alle måder jvnf min kære hustrus veto jo satte turen i dén grad i fare!! Jeg spurgte Sam, hvornår han så kunne tage til Japan og at September stort set var det eneste tidspunkt det kunne lade sig gøre på – det fik jeg ikke svar på. Lettere provokerende skrev jeg til ham, om han så kunne rejse den 15/9 – antagende, at det måtte da udløse et hurtigt nej og dermed respons, men niks, der var helt lyddødt???

Jeg får pludselig en sms fra Sam om, at han er ked af at han ikke har svaret, men han knokler med et sprunget vandrør i huset, men han nok skal vende tilbage snarest muligt. Lidt egoist er man vel, så jeg tænkte ved mig selv: “Jo jo, du har sprængt vandrør og det er da vældig trist, MEN SÅ KAN DU VEL TALE KONEN OM DATOER SAMTIDIG!!!!“. Erkendt, det var ikke særlig sympatisk af mig, men jeg var sq under pres!

I går kom der så endelig bud fra Mr. Sam via WhatsApp – den så ud som følger:

WA-Sam 1

 

Helt ærligt, og tilgiv mit franske, så var min første tanke med det samme “FUCK No, dette sker fandme bare ikke!!” og på ca 3 sekunder rent var humøret helt  bund og jeg tænkte ved mig selv: “Kom så bare med det, lad os få det overstået, så jeg på en eller anden måde kan komme igang med at håndtere skuffelsen” og så kom anden halvdel af budskabet:

 

WA-Sam 2

Og se, NU var glæden stor og nu var der så kun en vej frem nemlig, at få rescheduleret vores præbooking på hotellet og få bestilt nogle flybilletter inden priserne steg igen (de 3 ugers ventetid har kostet 100 euro i prisstigning). Som sagt så gjort, begge dele fikset og det lykkedes endda, at finde et flight der flyver via Zurich, så den 15. september møder jeg Mr. Sam i Zurich Lufthavn og så boarder vi sammen flyet mod Tokyo som ankommer den 16/9 kl 7.50 lokal tid.

Det har indtil i går ikke givet nogen som helst mening, at begynde at researche på dette eller hint (well, helt sandt er det så ikke, jeg satte allerede for et par uge siden gang i nogle forbindelser), men det er så startet fullscale nu. Jeg er begyndt at høste kontaktpersoner som kan øge sandsynligheden for adgang til den faaaaarlige zone, disse såvel nationalt som internationalt, og så må vi satse på, at vi om små 5 måneder er så meget på plads, at portene står åbne, når vi ankommer til Fukushima …….. og Fukushima er hovedmålet, som der skal fokuseres MAX på! Når det er sagt, så er en tur til Japan jo også så meget mere og det er også under udforskning, så en plan er langsomt på vej. Skulle du have lyst til, at følge denne plan, så kan den læses her: http://daneontour.dk/planen-2014/ – den vil I perioder, fx i skrivende stund, være noget af en rodebunke, men den skal nok blive struktureret, men lige nu er den nok et rimelig godt billede på, hvad der foregår oppe i mit hoved :-)

Vidste du iøvrigt, at Japan har en af de mærkeligste spiser jeg endnu har hørt om? Nemlig HvepseCookies:

wasp-cracker

Dette er en Cookie fyldt med tørrede hvepse og helt ærligt, så er det nok første gang i min liv at jeg tænker: “Hmmmm, jeg er ikke heeeeelt sikker på, at jeg skal prøve det ;-)” De hedder “Jibachi Senbei” og kan købes i 20 stks pakker i de japanske supermarkeder for ca 8 kroner. Meeeeeeen, der kommer sq nok en pakke eller 4 kufferten når jeg skal hjem ;-)

 

Ja, det var jo ikke meningen, at dette skulle have været så langt, men det blev det – sorry! Skulle du få lyst til, at følge denne tur udenom de kanaler du har modtaget dette indlæg i, så kan du blot bruge dette link:  http://daneontour.dk/category/fukushima-2014/ alle indlæg vil kunne fines dér, såvel før, under, som efter turen – ganske som vanligt, så regner jeg med, at der vil blive liveblogget, måske endda og Vlogget fra Japan, satser på at få mulighed for, at sende jer alle en videohilsen fra de forladte byer omkring Fukushima.

 

Vi skrives ved – send mig endelig en besked eller note, hvis du får en tanke eller en god ide ift denne tur :-)

 

Daneontour signing out

*Nanooo Nanooo*

Når ansigtet tabes

Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.

Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!

Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….

Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.

Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.

Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.

Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.

Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.

Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.

Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….

 

jap_bow

 

 

 

Tour 2014 er måske under opsejling ……..

Noget skulle der ske, Chernobyl i 2011, Rumænien i 2012, Eventfotografering i 2013 – var det så det? Slutter eventyret her? Nej da, Tour 2014 er netop i disse dage i sit spæde opsving ………

Det er åbenbart ikke helt ringe det jeg gør, når jeg er ude og optræde med mine billeder og foredrag, for jeg får da jævnligt forespørgsler på, hvad jeg ellers kan komme ud og fortælle om, når foredragsstederne har været hele kataloget igennem – well, katalog og katalog, 3 fordrag er vel grundlæggende også et katalog ;-)

Og det har naturligvis givet anledning til en del tænkearbejde. Min research ift de hjemløse er pt sat en smule på hold, ikke droppet, bare sat på hold, da foråret har været usædvanlig travlt. Der arbejdes lige nu med nogle ganske særlige tiltag på området, men det skal i nok høre om i anden anledning. Jeg har fået en del indspark fra de sociale netværk bl.a. om det ikke kunne være interessant, at kaste sig ud i pilgrimsvandringer ……. ikke bare så’n den vanlige camino-ting, men snarere en pilgrimstriologi med vandringer til Caminoen, til Kalaen og endelig til Jerusalem for herefter, at lave en foredragsrække om disse. Det kunne være ganske fantastisk, men lige nu er det nok for omfattende og jeg kan heller ikke helt finde ud af, om der nationalt er en kæmpe interesse for, at høre om dette, men det vil fremtiden vise.

Se, pludselig out of nowhere siger én: “Hvad skete der egentlig med Fukushima? Man hører jo aldrig noget og i en periode var det jo nærmest på højde med Chernobyl og universets samlede destruktion ………” og dét satte nogle tanker i gang.

  • Det er et sted i verden, hvor ikke alle bare lige kigger forbi!
  • Det er en markant anderledes kultur end den vi normalt bevæger os i!
  • Det er lidt “farligt”!
  • Der er mange muligheder for “yderligere aktiviteter”!
  • Der kan komme nogle fantastiske billeder ud af af det!
  • Det er ikke “bare lige”!

Og jeg tænkte i situationen: “Hmmmmm, måske skal der arbejdes lidt med dette ……….”

Der er siden da blevet gravet lidt i økonomi, potentielt turindhold, muligheder, begrænsninger, holdninger i hjemmet mv mv mv og særlig den sidste del gjorde, at der pludselig skete en interessant drejning i projektet. I en helt anden samtale med min kære hustru siger hun pludselig: “Duuuuu, det der Japanhalløj, dét er jeg altså ikke særlig tryg ved!!!” – vi har så, som vanligt, en ganske fornuftig og hyggelig dialog om dette, som fra fruens side afsluttes med ordene (OG et stort smil): “Jeg tror simpelthen, at jeg bliver nødt til, at veto’e dette projekt, med mindre du laver en alliance med Mr. Sam” …………… det griner vi lidt af og da jeg jo er handlingens mand, så tager jeg telefonen op af lommen og sender en sms til Mr. Sam, gående på melodien: “Hej – hvordan går det? – Håber du har det godt! – Jeg har en ide, hvad siger du til, at mødes i Tokyo i September?

Der går ikke længe, så kommer der en kort sms tilbage med ordene: “September, Tokyo – Cool, jeg tror ikke jeg har nogle møder på det tidspunkt!” og så kan jeg grinende sige til hustruen, at så er dén ged barberet :-)

Hun er glad, jeg er glad ……. men hvem er ham der Mr Sam??

Mr. Sam kan man læse meget mere om her og de efterfølgende indlæg: https://pripyat2011.wordpress.com/2011/08/29/ikke-sa-meget-nyt-og-sa-alligevel/

 

Den korte udgave, for dem som ikke har tid til, at læse om mine rejseudfordringer, så er Mr. Sam en Schweitzer som jeg ved et rent tilfælde lærte at kende i 2011 i Ukraine – han skulle til Chernobyl, jeg skulle til Chernobyl, han var der for at fotografere, jeg var der for at fotografere, han boede på Hotel Rus Accord, jeg boe……… well, you get the point – men læs endelig ovenstående link, som er langt mere uddybende og faktisk i perioder også ganske sjovt ;-)

Sam og jeg har været i sms/email-kontakt med hinanden et par gange om året siden 2011, men ikke mere end dette.

Status er lige nu den, at Sam og jeg er i realitetsforhandlinger om, at tage ud og finde ud af, hvad der egentlig skete med det der Fukushima og så måske liiiiiige ser, hvad der rør sig på den der lille ø (Japan) når vi nu er der alligevel ;-)   Hmmmm, huskede jeg at nævne, at September er Sumo-måned i Japan ;-)

 

Har du gode ide’er eller gode forbindelse som jeg kunne have glæde af, så er du naturligvis meget velkommen til, at sende mig en mail – det sker som altid på: mark@daneontour.dk

Følg med, det bliver ikke bare spændende, det bliver fantastisk!! ;-)

Soredewa mata

PS: Jævnfør min fornylig udmeldte kommunikationstrategi kommer der ikke et særligt website til denne tour, den kan følges på disse sider, men da godt nok via et særligt punkt i menuen – more to come på det punkt.

Sometimes life just aint getting better

 

I’m chasing a dream for a living

Overskriften er nappet fra Aura Diones sang “In love with the world” som du kan høre via nedenstående link:

 På mange måder indeholder denne sang mange af de tanker, som jeg løbende går rundt og gør mig – selvfølgelig indeholder den også delelementer som er uvæsentlige for mig og mit liv. Grundlæggende kan jeg bare høre verden kalde og er SÅ klar til, at gå den imøde og vise den i alle dens afskygninger for jer. Damn, hvor lyder det selvhøjtideligt, men det ved I forhåbentlig er langt fra min natur?!

Jeg har aldrig før været så tæt på en drøm og i den kontekst rammer sætningen “I’m chasing a dream for a living” lige i hjertet – drømmen om, at rejse rundt, udforske verden, skrive hjem om det mens det foregår og forhåbentlig være med til, at gøre en forskel for de steder der berettes om, ja dét er drømmen!! Men sandt, det er og bliver nok desværre kun en drøm og så igen, måske ikke. For hver gang jeg tager afsted bliver drømmen vel en lille smule mere til virkelighed?

Nok lommefilosofi for i dag, nu til noget helt andet (ganske som vi plejer):

Mit projekt og mine foredrag gør åbenbart, at jeg er i “folks” bevidsthed langt mere end jeg er bevidst om – jeg har de senere dage fra nær og fjern nærmest modtaget en storm af beskeder, som går på melodien: “Du skal til jaaaaapaaaaaaan!!!” (og her tænker folk ikke på Fukushima, men der vil jeg jo så også gerne til, men det er en anden historie) – nææææh, det handler om dette:

Foto: Wikipedia Commons

På den japanske ø Hamashi Island findes der åbenbart et boligkompleks, som er blevet forladt og hvis man skal tro på billederne, så der er da mere end tillokkende, at komme hertil og tage nogle billeder. Dejligt med nogle indspark til, hvad “I” synes jeg skal besøge – kom endelig med flere af dem (og gerne med tilhørende sponsorer ;-)

Indtil da må I nøjes med nogle billeder (i Instagramformat) fra min sidste (og første rigtige) Urbex-tour i sidste uge:

Vel er det ikke Hamashi Island, men lidt cool er det da anyways – faktisk havde det været perfekt, at have Mr. Sam med fra Chernobyl-Touren, han har jo (som I ved) en forkærlighed for “the illegal stuff” ;-) ……….. kommer pludselig til at tænke på, om “selvinkriminering” findes som begreb i Danmark, for i så fald er det da rigtig dumt, at vise ovenstående billeder frem ;-)

Pas på jer selv derude og nyd sommeren!!