Fra kultur til katastrofe

“Der er helt stille i marskområdet. Jeg står og kigger på en for mig stor fiskekutter, den ligger lidt på sned, nærmest som en stor strandet hval. Det er tsunamien som har presset den 600 meter ind i landet. Jeg står i det lukkede område ved Fukushimaværket, mere præcist 600 meter vest for havnen i Ukedo i Fukushima præfekturet i japan. De sidste timer har jeg gået gennem forladte byer, besøgt forladte huse rystet skæve af jordskælv, set hvordan japanske arbejdere prøver at fjerne den forurenede jord. Her er stille, mægtig mægtig stille, kun kragerne larmer og ekkoet af deres skrig kan høres over hele den tomme by. Her er så smukt og fint i de tomme byer, så ordenligt, så varmt …… og så tomt. Folk som boede her blev ikke evakueret, de blev bortvist. Søg mod Fukushima var beskeden, men ingen hjælp, ingen transport, bare en besked om, at forlade området.”

 

 

Japan er et fantastisk rejseland, der er super flot kultur, lækker mad, sikkert OG tog til tiden. I dette foredrag hører man både om det sikre flotte japan, med alle dets mange muligheder for besøgende, man hører også om min tur ud i det ukendte, besøget ved Fukushima, besøget og samtalerne hos nogle af de evakuerede, alt i alt et fotofordrag som bevæger sig “Fra kultur til katastrofe”.

Modsat mine tidligere ture skulle det vise sig, at jeg på denne tur af en eller anden grund blev mere eksplorativ og opsøgende i forhold til fremmede, et markant udvikling siden min første tur i 2011 til Chernobyl i Ukraine.

En meget personlig rejsefortælling masser af fantastiske billeder.

Læs mere om fotoforedraget her: http://daneontour.dk/foredrag/fra-kultur-til-katastrofe/

Læs mere om foredragsholderen her: http://daneontour.dk/om/

 

This slideshow requires JavaScript.

Reklamer

En “strålende” tur til Chernobyl

“Det var nat i Chernobyl, da eksplosionen skete – i den nærliggende by Pripyat kiggede beboerne ud mod atomkraftværket som brændte. Flammerne stod højt i den mørke nat og man kunne høre brandbilerne i det fjerne. Folk samledes på den nærliggende jernbanebro, hvor der var udsyn helt ud til branden – de vidste ikke på dette tidspunkt, at de med deres tilstedeværelse skulle få en høj dosis radioaktiv stråling.

Næste morgen blev indbyggerne i Chernobyl mødt af beskyttelsesdragtklædt millitær, som direkte adspurgt fortalte, at alt var i sin skønneste orden. Først 36 timer efter ulykken, som senere skulle vise sig at være den største atomkatastrofe i historien, blev beboerne evakueret i ca 1000 bybusser, som holdt udenfor bygrænsen.”

Ovenstående er et lille udsnit af indholdet i fotoforedraget “En strålende tur til Chernobyl” – titlen er ingenlunde valgt for at støde nogen, men netop for at understøtte den ordmæssige dobbelttydighed. Faktum er nemlig, at Chernobyl ikke er et “overstået kapitel”, men i høj grad forsat aktiv (dog ikke som el-producerende) med ca. 3300 ansatte.

Fotoforedraget indeholder udover fortællingen om den skæbnesvangre nat også information som Ukraine/Kiev som rejsedestination, et besøg på det tidligere sovjetiske missilforsvar 36 meter under jorden i Pervomaysk, billeder fra Chernobyl og Pripyat som der ser ud “i dag” og om de personlige udfordringer man møder, når man første gang rejser alene og er en bekymretype, som helst vil have styr på det dele :-)

Alt i alt, en personlig rejsefortælling masser af fantastiske billeder.

Læs mere om fotoforedraget her: http://daneontour.dk/foredrag/en-straalende-tur-til-chernobyl/

Læs mere om foredragsholderen her: http://daneontour.dk/om/

This slideshow requires JavaScript.

Jeg holder af hverdagen ……

Hverdagens komme efter en lang ferie er for mange en barsk omgang, ikke for mig! Jeg glæder mig til min hverdag, glæder mig til arbejdet og kollegerne, glæder mig til mine udfordringer og opgaver, såvel på arbejdet og på “arbejdet” :-)

 

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser –
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang ………

Dan Turèll

 

En sommerferie er bragt til ende og dagligdagen indfinder sig atter – jeg holder af hverdagen – en dagligdag som på alle måder indeholder så mange ting og facetter, som jeg holder så umådelig meget af. Ungerne, huset, hustruen, arbejdet, opgaverne, kollegerne, chefen, udfordringerne, husets vovse, mine tours, foredragene, fotoopgaverne, presseopgaverne …… kort sagt: det hele :-)

Jo jooo, bevares, der er da nogle gange også lidt for meget fart på, lidt for mange ting der skal klares inden en given deadline, men er det ikke bare sådan, når man har mange jern i ilden? Jeg holder af hverdagen!

I skrivende stund er der 4 uger til jeg rejser til Japan med de fantastiske oplevelser Tokyo byder på og de skræmmende scenarier og skæbneberetninger som findes i Fukushima. Der er 17 måneder til jeg skal bestige Kilimanjaro ……… hov, hvor kom den nu fra? Jo jooo, den er god nok, næste projekt er allerede lagt i støbeskeen til gennemførelse i Januar 2016, hvor jeg rejser den lange vej til Tanzania og tager turen op “af den lille bakke”. Når dette projekt igangsættes allerede nu, så skyldes det blot, at der stilles visse formskrav for, at man har rimelig chance for at nå top-site. Lad mig være ærlig omkring det, jeg bevæger mig i risikozonen for et slagtilfælde, hvis jeg skulle løbe efter en bus – well, det er nok ikke helt sandt, jeg holder vældig meget af sport, særligt hvis det sendes på en kanal uden reklamesegmenter :-)

Selvfølgelig ville jeg ikke få et slagtilfælde, jeg har bare ikke nogen kondi, til gengæld har jeg muskler som en vandmand og DET skal der laves om på, hvis jeg vil til toppen af det lille bjerg og derfor skal jeg starte træningen allerede nu. Jeg er derfor nu i gang med at gå i dialog med folk og organisationer, som gerne vil tage del i denne proces, at gå fra Sofaløve til Muskelbundt :-)

Som du kan læse, så glææææder jeg mig til min hverdag atter kommer igang og jeg håber, at det samme gør sig gældende for dig.

 

Dette var egentlig blot et lille varsel om, at du snart kan vente dig mere fra min hånd, mere om Japanturen, mere fra Japan, noget om den kommende Kilimanjarotur og meget meget mere ………. men nu er du advaret :-)

Når salg og administration modarbejder den kreative proces

Lad os starte med konklusionen: Det er set før, der er absolut intet nyt i det og det går over igen!

Den glade amatør (amatør som i: “En amatør (af latin: amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet“, Wikipedea) bruger for meget tid på salg og administration ift hvad der egentlig var grunden til, at vedkommende kastede sig ud i sit projekt.

Man ser det fx hos designere, som bare synes det er fantastisk at tegne ting og skabe fx en ny slags stol, men dagligdagen ender op i markedsføring, produktionsopfølgning mv mv og designeren kommer længere og længere væk fra det, som gav glæden i dagligdagen, det som gav boostet, nemlig at designe. Man ser det hos pottemagere, hvor drømmen og følelsen af, at arbejde med det våde ler giver stor mental glæde, erstattes af indkøbsaftaler, forsendelsesindpakning, indgåelse af forhandleraftaler og rabataftaler …………..

Sådan er det også i min lille boutique for tiden, det sjove og inspirerende, at tage billeder og fortælle om disse, er sat i baggrunden, da foredragene også skal have tilhørere for, at de giver mening. For at disse kan have tilhørere, så skal der produceres salgsmateriale, udsendes nyhedsbreve, følge op på udsendte mails der ikke er blevet svaret på, udforske nye målgrupper og dette er desværre helt vildt dræbende for den kreative proces, da fokus jo så kommer på måltal, antal af bookede foredrag og IKKE på dét, at fortælle den gode historie og vise nogle fantastiske billeder.

Losseplads i Rumænien

Dette er på ingen måde en klagesang, just stating the obvious, og mine tanker går ud til de mange derude, der bare gerne vil udfolde deres passion eller drøm og som bliver fanget i de nødvendige discipliner som tager tiden fra passionen.

Jeg er i disse dage ramt af en mental blokering – jeg skal finde det helt rigtige navn til det kommende foredrag om Rumænien, et foredrag som har sin åbning om ca 3 uger, og da navnet er styrende for indholdet, så er det faktisk superproblematisk, at man ikke lige kan finde dét navn, som sætter alle brikkerne på plads.

Da man samtidig også er afhængig af navnet i markedsføringssammenhænge og må konstatere, at Danmark lige nu sidder og planlægge foredragssæsonen til efteråret, ja, så kan man godt blive lidt stresset og netop fokusere på markedsføring osv, når fokus jo burde være på det #&¤%”/#” navn :-)

Forstå mig ret, jeg klager slet ikke, den eneste grund til I hører om dette er, at jeg har lovet altid at gå all in og derfor skriver jeg også dette mildt usammenhængende blogindlæg – måske er det lidt usammenhængende fordi jeg reelt er mere stresset og bekymret end jeg vil være ved – jeg ved det ikke og har reelt heller ikke tid eller overskud til, at beskæftige mig med det ……. jeg har jo der den titel jeg skal have styr på!

Det er sjovt, som ting kan blive store blot ved deres eksistens. Når stressen er på sit højeste, så får jeg jo nærmest bundet det manglende foredragsnavn sammen med fremtidens potentielle manglende succes: “Slår jeg ikke igennem, så er det i hvert fald på grund af, at jeg ikke kan finde det navn!”, “Får jeg ingen job til efteråret, så er det fordi jeg var for længe om at finde navnet og udsende foredragstilbud!!!!” Det er formentlig delvist sandt, men så heller ikke mere end det. Grundlæggende skal jeg bare lægge hovedet i blød og finde den rigtige titel ……. måske har du et godt indspark?!

Den korte folderbeskrivelse af foredraget er indtil videre (og det betyder: “Medmindre jeg kommer i tanke om noget graverende, så er dét teksten!”):

”I 2011 tog jeg alene til Ukraine og besøgte Pervomaysk, Chernobyl, Pripyat samt Kiev og så det tidligere sovjetiske missilforsvar, den berygtede reaktor 4, byen med 50.000 indbyggere som… blev rømmet efter ulykken den 26. april 1986 og Kiev med de tilbud denne har.

2012 skulle have budt på et besøg hos Københavnske hjemløse, men kom i stedet til, at tage udgangspunkt i udenlandske hjemløse og et besøg i Rumænien for at se de forhold som gør, at man vælger, at tage til Danmark for at prøve lykken. Mit tankemæssige udgangspunkt var, at jeg skulle ned og se tiggende børn gående barfodet rundt i gaderne og sovende i mudderhuler, men det var langt fra dette der mødte mig – et pænt, rent, velordnet samfund, på mange måder som Danmark i gamle dage. Det skulle dog vise sig, at der også var en anden virkelighed …… den virkelighed man finder på børnehjem og hos meget fattige familier. Jeg fik også mulighed for med egne øjne at se, om den danske frivillige nødhjælp rent faktisk gør en forskel ……….”

Turen gennemførtes til dels for, at forsætte min mentale rejse fra Ukraine og forsat udfordre det rolige, rutineprægede og sikre liv som de fleste af os fører. Dette er et foredrag, hvor jeg atter går “all in” med min person, min baggrund, mine holdning, mine udfordringer, mine stærke OG svage sider – og dét, at gennemføre foredraget er forsat en udfordring i sig selv.

Foredraget tager udgangspunkt i udvalgte billeder ud af ca. 1800 mulige samt blogindlæg skrevet live fra under turen.

IMG_0676

 Så nu ved du hvor jeg er og hvorfor der er lidt stille i mit hjørne af verden – meeen, vær dog sikker på, at jeg inden længe hopper op som trold af æske og råber ud så alle kan høre det: “Hvor går det dog ufattelig godt” …….. jeg skal bare liiiiiiige have fundet den der &#%”#&#!@ foredragstitel :-)

 Hold da fest, hvor jeg glæder mig til, at få lov til at være kreativ igen ;-)

Ydmyghed vs Selvsikkerhed – den evige kamp …………

Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!

50% af tiden er jeg så oven på og helt klar på, at holde foredrag på foredrag og i den grad give den gas – de andre 50%, ja jeg har været inde på det før, der kan jeg ikke finde min egen berettigelse til, at have en mening om noget som helst …… jeg er for #%#!@ bare mig, en ganske almindelig dansker, som bare tager lidt billeder og i ny og næ bliver de også skarpe ;-)

Nå, jeg er inde i en fase, hvor jeg føler jeg har så’n rimelig styr på min “butik” og der arbejdes målrettet på planlægning af Muresturen, sponsorstøtte, medieinteresse, udvikling af mit urbex-id og forsat formidling af foredrag om Chernobylturen. Så alt i alt, går det ok – MEN så falder jeg over nedenstående annoncering af mit foredrag:

Valby Kulturhus’ annoncering af mit foredrag

Lad det være sagt med det samme: Jo, jeg er stolt og glad for denne – men jeg er eddersprøjtemig også ramt af performanceangst!!!!

Damn, kan jeg leve op til dette? 50% af mig siger “Sure thing, bare fyld stuerne, så kommer jeg og fyrer den af og på den rigtige aften med det rigtige publikum, så skal vi nok få salen til at koge” – men de andre 50%, og det er dem der fylder lige nu, tænker: “Shiiiiiiiiit, jeg bliver flået i småstumper” …………..måske er det netop ydmygheden i forhold til det jeg gør, som reelt kvalificerer dette?

I dont know – hvad synes du?

Om ikke andet, så er jeg da loyal overfor min beslutning om, at gå all in såvel på scenen som på bloggen ;-)

 

Skulle ovenstående have givet dig lyst til at se, hvilke 50% der vinder/har ret, så kan foredraget kan pt opleves:

26. september 2012, 16-19 – Personaleforeningen i Albertslund Kommune, Albertslund – Lukket arrangement.

29. oktober 2012, 19.30 – 21.30 – Valby Kulturhus, Valby – Entre 30 kroner.

1. november 2012, 19.00 – 21.00 – LOF Odsherred, Nykøbing Sj. – Tilmelding via LOF.

20. november 2012, 19.00 – 21.30 – Tårnby Hovedbibliotek, Tårnby – Gratis billetter.

26. marts 2013, 10.00 – 12.00 – AOF Gladsaxe, Gladsaxe – Tilmelding via AOF.

Kilde: http://daneontour.dk/foredragsdatoer

April-status

Kalenderen skriver April 2012 og det er vist blevet tid til en lille status – hvad sker der egentlig i denne lille Boutique (well, butik så’n i overført betydning), hvad er der gang i og hvordan ser verdensbilledet ud?

Jeg har dd holdt 7 foredrag for meget blandede modtagergrupper. Dette betyder reelt, at jeg ikke har holdt det samme foredrag 2 gange, hvilket jeg godt kan mærke giver noget uro eller manglende “falden til ro” i foredraget.

Jeg synes stadig, at det er rasende svært, at skulle sælge sig selv og “missionen” – selve “jeg er bare så go” (I husker nok sangen) er bare ikke mig, jeg er ikke grundlæggende den selvpromoverende type og derfor falder det mig svært. Meeeeeeen jeg klør på, for hvis ikke jeg får solgt nogle foredrag så er der jo heller ikke noget fundament for fremtiden og dét ville være rigtig skidt!!!

Jeg har rigtig mange tråde ude i landskabet, men det er meget få af disse som giver respons. Grundlæggende kan dette sagtens blot skyldes, at man “derude” er i gang med, at indarbejde mig i efterårets programmer, det er bare lidt svært, at balancere i et felt, hvor man ikke ved om man skal tæppebombe universet og dermed risikere feedback på datoer som andre overvejer at disponere efter eller om man skal spille passivitetskortet og dermed risikere, at ingen skibe kommer hjem og ingen nye er sat i søen. Gumler lidt over det ;-)

På den mere udviklende front er der tilgengæld godt gang i den ………..

Jeg er ved at udvikle en workshop for kommende foredragsholdere, hvordan kommer man i gang, hvad skal man tænke over inden man går i gang, selve performancedelen, dét at komme ud over scenekanten mv.

Jeg arbejder på 2 projekter, ét indenlands og ét udenlands, begge med fattigdom/hjemløshed som grundstamme. Dette kunne godt betyde, at jeg i September/Oktober drager en uges tid til et Østblokland endnu en gang. Der vil være en del mødeaktivitet de næste par uger som skal afklare, om projektet har sin bæredygtighed eller ej ……… min mavefornemmelse siger mig, at den holder big time, men der er selv følgelig lige lidt udfordringer med finansiering.

På finansieringsfronten er jeg ved, at indlede en sponsoroffensiv, men skal lige finde ud af, hvem som reelt er i scopet. Der er jo desværre en del større virksomheder jeg ikke kan kontakte grundet mit “almindelige arbejde” og det gør det lidt bøvlet.

Flere har efterlyst en opsamling/afslutning af Pripyatturen, set med de humoristiske øjne kunne man jo svare “Kom og hør foredraget, så giver afslutningen sig selv”, men grundlæggende kan man også sige, at der nok ikke er nogen afslutning, jeg holder jo foredrag og planlægger nye ture/projekter, så i den kontekst, så er turen ikke slut, den har bare skiftet indhold.

Er der en konklusion? Måske :-)

Selve den udviklende process er fantastisk, planlægningen og “projektdelen” er inspirerende og på alle måder livgivende – tror jeg, at jeg reelt kan gøre en forskel derude? Spot on! Det tror jeg helt sikkert at jeg kan! Jeg er overbevist om, at jeg rent faktisk har fundet en form og en niche, som der både er emner og publikum til, på en eller anden måde skal budskabet “bare” spredes ………………

Glædeligt forår til alle :-)