Når ansigtet tabes

Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.

Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!

Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….

Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.

Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.

Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.

Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.

Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.

Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.

Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….

 

jap_bow

 

 

 

Reklamer

PR vs brugerens interessemæssige fokus

DaneontourJa, så er jeg her igen – det er et stykke tid siden sidst, men der har været lidt travlt i den lille boutique (well, du ved hvad jeg mener). Der har været godt med foredrag her i foråret, hvoraf det hårdeste klart var, at stå med 39 i feber og skulle formidle til 2 gange 50 personer. Det var nok ikke min bedste performance ever, men den var over middel og jeg formåede da at få grebet nogle bolde i luften og skabt gruppedebat ud af temaet, superspændende.

Det var dog lidt mærkeligt at stå før man skulle på og være igang med at nappe et par kodymagnyler og så komme til at tænke på Line Rafns ord i en trailer for Xfaktor: “Der findes ikke sygdom i showbusines, når man er færdig med at kaste op, så er det bare ud på scenen i en fart” …….. jooooo, det skal jeg da love for ;-)

PR vs brugerens interessemæssige fokus” hvad tææææænker han nu på?????

Jo, egentlig tænker jeg lige, at min markedsføring stinker – mine fotos er spoton! Foredragsstilen er 90% af max! Foredragsindholdet kunne, generelt set, måske godt tåle lidt mere fakta og baggrundsinfo, men grundlæggende fungerer det og resten kan der arbejdes med. Men markedsføringen, coooooome on Sømand, den består grundlæggende i en facebookside og udsendelse af foredragsinformationsmateriale 2 gange om året og helt ærligt, det bliver man jo ikke verdensstjerne af. “Verdensstjerne?” tænker du, skal man så absolut være det? Nej, det skal man vel ikke nødvendigvis være, omvendt så er der vel ikke mange der begiver sig ud på en rejse med udgangspunket, at de ikke kommer frem ……..

Meeeeen, man kan da godt nyde turen til destinationen – jo jo, men det er jo stadig destinationen der er målet. Er mit mål så reelt at være verdensstjerne, når nu vi har den berømte sveske på den lige så berømte disk, nah, verdensstjerne bliver jeg nok aldrig, men at levere et solidt produkt som tilhørerne sætter pris på og som andre gerne vil opleve, det kan jeg snildt “nøjes” med ………… nå ja, et billede eller 2 i National Geographic Danmark (eller worldwide), det kan jeg da godt liiiige nappe hvis det absolut skal være ;-)

Og nu kommer vi så til det: Hvordan skal man nogensinde komme nogle vegne, hvis ens markedsføring består af 2 emailudsendelser om året OG en turblog som har læsere mens turen står på? For at det så ikke skal være helt løgn, så afskærer jeg mig jo faktisk fra, at have “stabile følgere” og en fast læserskare, når jeg fra tur til tur skal ud og jagte læsere, da læsere af den ene blog, jo ikke automatisk bliver følgere på en ny blog og da jeg jo indtil nu har haft en specifik blog for hver af mine ture, så har jeg faktisk aktivt afskåret mig selv fra en effektiv markedsføring (og det er da supertåbeligt).

Hvorfor har jeg så gjort det? Måske nok mest for selv, at kunne holde det specifikke fokus på en given tur og måske også grundet manglende erfaring troet, at læseren reelt skulle vælge til og fra, som når man vælger at tage en bog ned fra en hylde, fordi dén bog har det specifikke emne man gerne vil læse om. Grundlæggende strider det bare mod mit reelle koncept, da jeg jo i mig selv er en fortløbende historie, hvilket man jo også oplever på foredragene. Dét jeg oplevede i Ukraine ved Chernobyl er jo det som bærer mig videre i Rumænien hos de fattige familie osv

Så det er jo grundlæggende helt sort (som i tåååååbeligt), at når man først har fået godt med læsere til den første “bog”, så klapper man bogen i og lader læserne hænge i luften, i stedet for at bære dem videre til næste bog. Tal lige om en eklatant begynderfejl *dooooh*

Jeg har derfor besluttet at være tro overfor konceptet, at jeg er en fortløbende historie og vil derfor snarest muligt få overført mine turblogs pripyat2011.wordpress.com, mures2012.wordpress.com og det kommende homeless2014.wordpress.com til daneontour.dk, så man fremover generelt kan læse om mine aktiviteter og følger mine tours her, i stedet for at have det opdelt. Jo jo, bevares, jeg skal da nok opdele det så, man kan læse det som separate tours, ingen tvivl, men “bogen” vil fremover hedde: daneontour.dk ;-)

SÅ er det på plads ……. markedføring, markedsføring, markedsføring ;-)

Se, lad os afrunde dette lille indlæg med en for mig fantatisk ting ;-)

I dag medbragte den rare postmand (m/k, naturligvis) en lille pakke til mig – det var den næstsidste fase i mit komplette arbejdstøj (sikkerhedsstøvler og fantastiske bukser har jeg jo) og første fase i med mit nye markedsføringsfokus, nemlig dette:

tshirt

Min første arbejdstshirt med QR-kode på ryggen ;-) Så man kan da ikke længere sige, at jeg ikke gør noget ud af markedsføringen når jeg fx er ude på et photoshoot ;-)

Vi ses – ha’ det – glæder mig til næste gang ;-)

Når salg og administration modarbejder den kreative proces

Lad os starte med konklusionen: Det er set før, der er absolut intet nyt i det og det går over igen!

Den glade amatør (amatør som i: “En amatør (af latin: amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet“, Wikipedea) bruger for meget tid på salg og administration ift hvad der egentlig var grunden til, at vedkommende kastede sig ud i sit projekt.

Man ser det fx hos designere, som bare synes det er fantastisk at tegne ting og skabe fx en ny slags stol, men dagligdagen ender op i markedsføring, produktionsopfølgning mv mv og designeren kommer længere og længere væk fra det, som gav glæden i dagligdagen, det som gav boostet, nemlig at designe. Man ser det hos pottemagere, hvor drømmen og følelsen af, at arbejde med det våde ler giver stor mental glæde, erstattes af indkøbsaftaler, forsendelsesindpakning, indgåelse af forhandleraftaler og rabataftaler …………..

Sådan er det også i min lille boutique for tiden, det sjove og inspirerende, at tage billeder og fortælle om disse, er sat i baggrunden, da foredragene også skal have tilhørere for, at de giver mening. For at disse kan have tilhørere, så skal der produceres salgsmateriale, udsendes nyhedsbreve, følge op på udsendte mails der ikke er blevet svaret på, udforske nye målgrupper og dette er desværre helt vildt dræbende for den kreative proces, da fokus jo så kommer på måltal, antal af bookede foredrag og IKKE på dét, at fortælle den gode historie og vise nogle fantastiske billeder.

Losseplads i Rumænien

Dette er på ingen måde en klagesang, just stating the obvious, og mine tanker går ud til de mange derude, der bare gerne vil udfolde deres passion eller drøm og som bliver fanget i de nødvendige discipliner som tager tiden fra passionen.

Jeg er i disse dage ramt af en mental blokering – jeg skal finde det helt rigtige navn til det kommende foredrag om Rumænien, et foredrag som har sin åbning om ca 3 uger, og da navnet er styrende for indholdet, så er det faktisk superproblematisk, at man ikke lige kan finde dét navn, som sætter alle brikkerne på plads.

Da man samtidig også er afhængig af navnet i markedsføringssammenhænge og må konstatere, at Danmark lige nu sidder og planlægge foredragssæsonen til efteråret, ja, så kan man godt blive lidt stresset og netop fokusere på markedsføring osv, når fokus jo burde være på det #&¤%”/#” navn :-)

Forstå mig ret, jeg klager slet ikke, den eneste grund til I hører om dette er, at jeg har lovet altid at gå all in og derfor skriver jeg også dette mildt usammenhængende blogindlæg – måske er det lidt usammenhængende fordi jeg reelt er mere stresset og bekymret end jeg vil være ved – jeg ved det ikke og har reelt heller ikke tid eller overskud til, at beskæftige mig med det ……. jeg har jo der den titel jeg skal have styr på!

Det er sjovt, som ting kan blive store blot ved deres eksistens. Når stressen er på sit højeste, så får jeg jo nærmest bundet det manglende foredragsnavn sammen med fremtidens potentielle manglende succes: “Slår jeg ikke igennem, så er det i hvert fald på grund af, at jeg ikke kan finde det navn!”, “Får jeg ingen job til efteråret, så er det fordi jeg var for længe om at finde navnet og udsende foredragstilbud!!!!” Det er formentlig delvist sandt, men så heller ikke mere end det. Grundlæggende skal jeg bare lægge hovedet i blød og finde den rigtige titel ……. måske har du et godt indspark?!

Den korte folderbeskrivelse af foredraget er indtil videre (og det betyder: “Medmindre jeg kommer i tanke om noget graverende, så er dét teksten!”):

”I 2011 tog jeg alene til Ukraine og besøgte Pervomaysk, Chernobyl, Pripyat samt Kiev og så det tidligere sovjetiske missilforsvar, den berygtede reaktor 4, byen med 50.000 indbyggere som… blev rømmet efter ulykken den 26. april 1986 og Kiev med de tilbud denne har.

2012 skulle have budt på et besøg hos Københavnske hjemløse, men kom i stedet til, at tage udgangspunkt i udenlandske hjemløse og et besøg i Rumænien for at se de forhold som gør, at man vælger, at tage til Danmark for at prøve lykken. Mit tankemæssige udgangspunkt var, at jeg skulle ned og se tiggende børn gående barfodet rundt i gaderne og sovende i mudderhuler, men det var langt fra dette der mødte mig – et pænt, rent, velordnet samfund, på mange måder som Danmark i gamle dage. Det skulle dog vise sig, at der også var en anden virkelighed …… den virkelighed man finder på børnehjem og hos meget fattige familier. Jeg fik også mulighed for med egne øjne at se, om den danske frivillige nødhjælp rent faktisk gør en forskel ……….”

Turen gennemførtes til dels for, at forsætte min mentale rejse fra Ukraine og forsat udfordre det rolige, rutineprægede og sikre liv som de fleste af os fører. Dette er et foredrag, hvor jeg atter går “all in” med min person, min baggrund, mine holdning, mine udfordringer, mine stærke OG svage sider – og dét, at gennemføre foredraget er forsat en udfordring i sig selv.

Foredraget tager udgangspunkt i udvalgte billeder ud af ca. 1800 mulige samt blogindlæg skrevet live fra under turen.

IMG_0676

 Så nu ved du hvor jeg er og hvorfor der er lidt stille i mit hjørne af verden – meeen, vær dog sikker på, at jeg inden længe hopper op som trold af æske og råber ud så alle kan høre det: “Hvor går det dog ufattelig godt” …….. jeg skal bare liiiiiiige have fundet den der &#%”#&#!@ foredragstitel :-)

 Hold da fest, hvor jeg glæder mig til, at få lov til at være kreativ igen ;-)

April-status

Kalenderen skriver April 2012 og det er vist blevet tid til en lille status – hvad sker der egentlig i denne lille Boutique (well, butik så’n i overført betydning), hvad er der gang i og hvordan ser verdensbilledet ud?

Jeg har dd holdt 7 foredrag for meget blandede modtagergrupper. Dette betyder reelt, at jeg ikke har holdt det samme foredrag 2 gange, hvilket jeg godt kan mærke giver noget uro eller manglende “falden til ro” i foredraget.

Jeg synes stadig, at det er rasende svært, at skulle sælge sig selv og “missionen” – selve “jeg er bare så go” (I husker nok sangen) er bare ikke mig, jeg er ikke grundlæggende den selvpromoverende type og derfor falder det mig svært. Meeeeeeen jeg klør på, for hvis ikke jeg får solgt nogle foredrag så er der jo heller ikke noget fundament for fremtiden og dét ville være rigtig skidt!!!

Jeg har rigtig mange tråde ude i landskabet, men det er meget få af disse som giver respons. Grundlæggende kan dette sagtens blot skyldes, at man “derude” er i gang med, at indarbejde mig i efterårets programmer, det er bare lidt svært, at balancere i et felt, hvor man ikke ved om man skal tæppebombe universet og dermed risikere feedback på datoer som andre overvejer at disponere efter eller om man skal spille passivitetskortet og dermed risikere, at ingen skibe kommer hjem og ingen nye er sat i søen. Gumler lidt over det ;-)

På den mere udviklende front er der tilgengæld godt gang i den ………..

Jeg er ved at udvikle en workshop for kommende foredragsholdere, hvordan kommer man i gang, hvad skal man tænke over inden man går i gang, selve performancedelen, dét at komme ud over scenekanten mv.

Jeg arbejder på 2 projekter, ét indenlands og ét udenlands, begge med fattigdom/hjemløshed som grundstamme. Dette kunne godt betyde, at jeg i September/Oktober drager en uges tid til et Østblokland endnu en gang. Der vil være en del mødeaktivitet de næste par uger som skal afklare, om projektet har sin bæredygtighed eller ej ……… min mavefornemmelse siger mig, at den holder big time, men der er selv følgelig lige lidt udfordringer med finansiering.

På finansieringsfronten er jeg ved, at indlede en sponsoroffensiv, men skal lige finde ud af, hvem som reelt er i scopet. Der er jo desværre en del større virksomheder jeg ikke kan kontakte grundet mit “almindelige arbejde” og det gør det lidt bøvlet.

Flere har efterlyst en opsamling/afslutning af Pripyatturen, set med de humoristiske øjne kunne man jo svare “Kom og hør foredraget, så giver afslutningen sig selv”, men grundlæggende kan man også sige, at der nok ikke er nogen afslutning, jeg holder jo foredrag og planlægger nye ture/projekter, så i den kontekst, så er turen ikke slut, den har bare skiftet indhold.

Er der en konklusion? Måske :-)

Selve den udviklende process er fantastisk, planlægningen og “projektdelen” er inspirerende og på alle måder livgivende – tror jeg, at jeg reelt kan gøre en forskel derude? Spot on! Det tror jeg helt sikkert at jeg kan! Jeg er overbevist om, at jeg rent faktisk har fundet en form og en niche, som der både er emner og publikum til, på en eller anden måde skal budskabet “bare” spredes ………………

Glædeligt forår til alle :-)