RefugieRun – Det nye sort :-)

  
Det bliver en kort omgang i dag, manden er træt, meget træt :-)
 Det blev til et lille hike på 5 timer og 36 minutter og ialt 455 meter op i højden – det lyder jo ikke af meget, men hvis jeg nu liiiige nævner, at den tilbagelagte distance var 8.44km, så fortæller det nok lidt om, at det ikke var den rene badeferie :-)
 

Jeg var kvæstet i morges, kvæstet i en grad, hvor jeg var nødt til, at tage en lur efter morgenmaden. Da jeg endelig nåede et stadie, hvor jeg kunne bruges til noget, smuttede jeg ned og fik købt lidt forsyninger og så afsted. Dagens mål var i første omgang Refugee Cascade de Dard og derefter om muligt, La Para, en forladt kabelvognsstation. Odd’sne for La Para var ikke høje fra starten, da benene var dårlige fra i går og fordi hiket derop skulle være rimelig hårdt.
 
Den korte udgave: Jeg kom til Refugiet med så meget overskud, at jeg nappede yderligere 230 ekstra højdemeter i forsøget på at nå La Para, men det gik ikke. Jeg havde simpelthen ikke styrken til det og da jeg jo som bekendt var/er alene, var jeg nødt til at vende om for, at være sikker på at kunne komme ned i god behold. Surt var det, men det var den eneste fornuftige beslutning.
 
Lidt øv var det, at have gået helt fra Chamonix og til Refugiet for at finde ud af, at der tæt på Refugiet var en parkeringsplads og man reelt kunne have taget en taxa og dermed have haft energi nok til, at nå op til La Para. Men, sådan er det, det er jo trods alt ikke en badeferie :-)
 
Når alt ovenstående er sagt/skrevet, så har det indtil nu været superfedt – jo jo, jeg var megadårlig mandag morgen, men siden da er det gået fantastisk (om ikke andet i bagspejlets skær, men sådan er det vel også med Marathonløb?!). Jeg husker ikke, at have set bjerge up close før og det har været en vældig imponerende oplevelse, at have været rimelig tæt på en gletcher som jeg var i dag (og gerne ville have udforsket nærmere) har kun givet mig mere blod på tanden i forhold til dette bjerghalløj og bevares, alt skal da koordineres osv men jeg håber da, at kunne vende tilbage og nå både La Para og gletcheren, men betragtelig mere træning skal der til.
 

Herunder følger et par billeder fra mit hike:

  

  

  

  

  

  
 
Nå ja, lidt humor skal i da også have med:
   
Hash er åbenbart ikke noget man holder skjult i Frankrig :-)
 
 
Spørgsmål:
Er dette det lokale buum-buum-sted eller er det bare en meeeeeget fattig skibums’ bolig?   
 
 
Nå, tiden er kommet til, at jeg må sove – men, I skal da lige høre om min aftensmad :-) Jeg skulle have haft omelet til den store guldmedalje på et Omeletteri, det var så lukket, så det blev i stedet til – og hold nu fast – Muslinger og  Pommes Frites, ja sådan gør man her. Nu har jeg ikke spist Muslinger som hovedret før, så det udviklede sig lidt ufrivilligt morsomt, da jeg høfligt spurgte betjeringen, hvordan man greb sådan en lille fætter an og engelskkundskaberne kun rakte til et “Ja, det kan spises” på engelsk :-)

Men mæt blev jeg – godnat og sov godt :-) 

PS

Hvis jeg var kvæstet i morges, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor kvæstet jeg er i morgen tidlig *muahaahaaaa*

Location:Chamonix, Frankrig

Ups ‘n downs, men sådan er det vel med bjerge?!

Dagen startede i ordets fulde forstand “op ad bakke” og det var en af de barske – jeg vågnede smådårlig, kvalm og med trykken i hovedet. Uden at ville overdramatisere, så havde jeg kun én tanke: Højdesyge og dét har jeg sq respekt for.

Højdesyge, tænker du, skal man ikke op i højderne for det? Jo, det skal man, men nogle er mere reagerende end andre og dér er jeg nok en af disse. Chamonix ligger i 1000 meters højde og det var åbenbart nok til, at jeg begyndte at reagere på det. Jeg måtte på nettet og finde ud af, hvad næste skridt skulle være – jeg var helt klar til, at sove i GVA de næste 2 døgn, de kunne vel næppe blive værre end “Sit and Buy” i CPH – jow, vi verdensudforskere har ALT for travlt til, at udtale bynavne, vi siger CPH for Købehavns Lufthavn (meeeeegalangt) og GVA for Geneva Airport (nærmest uoverstigelig langt) og på den måde kan vi gå rundt blandt hinanden og spille Airport Bullshit og når den der først har pladen fuld skal vedkommende danse nøgen rundt og synge Kumbaya. Nå, det var vist et sidespor.

Som sagt, jeg gik på nettet og fandt ud af, at der skulle drikkes masser af væske. Vand blev fremskaffet og drukket! Jeg tog det meget stille og roligt, gik rundt i byen og satte mig når det var muligt. Det var ikke fedt!!! Bedre blev det ikke af, at jeg på turistkontoret fik en bykort og en megaarrogant betjening, lidt á la “hvis du ikke er franskmand, så er du til besvær” – tal lige om, at sparke en mand der ligger ned :-)

Jeg skulle bruge et mål og når jeg er afsted, så forsøger jeg altid, at besøge en lokal kirkegård, da man her ofte kan lære noget om det miljø man er i. Kirkegården i Chamonix ligner mange andre, bortset fra nogle enkelte tavler, som ærlig talt rystede mig lidt – jo jo, jeg ved da godt det sker, men det var først da jeg blev præsenreret for nedenstående, at det gjorde indtryk.

  

24 år og 23 år, det hænger jo ikke sammen!!!

Lettere rystet skulle jeg videre, efter nogen vandren var jeg pludselig i udkanten af byen, hvor man havde etableret en lille forlystelsespark og da denne indeholdt en bobslædebane, så gik den pænt opad, så’n bjergagtigt. Jeg tænkte ved mig selv, at når jeg nu alligevel var her, så kunne jeg jo lige så godt mulle lidt op af bjerget i langsomt tempo, det kunne vel ikke være et problem …….. men det var det!

Hoooold nu fest, hvor var min krop ikke klar til det. Det kan godt være, at jeg har trænet hårdt til dette, ca 6 gange pr uge, men sq helt ærligt åbenbart langt fra nok *megasur og nederen smiley* …… jeg gik med 30cm skridt og holdt pause næsten før jeg var kommet igang. Dette uagtet, så kom jeg da ca 150-200 meter op i højden og det var da ikke så skidt endda eller jo, det var det faktisk! Jeg måtte hjem på hotellet og komme til hægterne, da alt rystede efter denne lille gåtur.

  

Solen tittede frem og jeg nød, at sidde på altanen, lige dér skulle jeg intet andet end, at komme til hægterne. Dagen var jo startet noget modløst, men som jeg langsomt fik mere energi tænkte jeg: “Jeg kan jo ikke sidde her hele dagen – hvad gør jeg nu?”. Beslutningen var hurtigt truffet, på med noget mere tøj og afsted mod stationen bag stationen (det lyder som en fejl, men der ligger den altså). En 20 minutters køretur og så var man pludselig i det kolde og golde ishav, Mer de Glace, 1900 meter oppe. Lad os nu være ærlige omkring det! Jeg har sq aldrig tænkt specielt meget over gletchere, hvor de kommer fra og hvor de er på vej hen, men det fik jeg mulighed for nu. Udsigten over gletcheren var fantastisk.

  
Gletcheren flytter sig 2 meter væk pr dag grundet dens vægt. Når gletccheren er grå og ikke hvid så skyldes det, at den “løber” så langsomt at den ikke går sten og grus med. Det er et fantastisk sted, hvor jeg fik 1,5 time til at gå og nød hvert sekund. Luften var køling og frisk og højden gav mig ikke yderligere udfordringer …… kunne man drømme om, nu, at være akklimatiseret?!

Togturen op og ned foregik i nogle skønne vogne med træsæder og vinduer der kunne åbnes, så man kunne få både frisk luft og refleksfrie fotos :-)

  
Stik den, Chagal – her ser du naturens pensel og den gør dælme et godt stykke arbejde!!

Vel tilbage i byen besluttede jeg mig for, at gå ud og se hvor stationen til Aiquille de Midi var, så jeg nemmere kunne finde den når jeg skulle derop.. Det er jo reelt et af turens hovedmål. Den blev fundet, men så mærkelig lukket ud – det finder jeg ud af i morgen eller onsdag, da denne lille bandit ikke skal slippe :-) Det tog vel kun et kvarters tid at gå derud, men på trætte ben er det temmelig langt. Jeg klarede det og det var ikke uden stolthed, at jeg fandt tilbage til mit eget “lokalområde” uden brug af kort. Jeg havde  hjemmefra fundet aftensmadsstedet og det lå lige ved siden af “Intersport Rent”, som ligger 2-3 minutters gang fra mit hotel. Jeg var nødt til at sætte mig ved en statue, for jeg kunne simpelthen ikke få kortet til at passe. Dér hvor “The Monkey” skulle ligge, lå der noget helt andet.. Da jeg checkede adressen viste det sig, at der i Chamonix ligger TO  “Intersport Rent”, den ene lige ved mit hotel og den anden lige der hvor jeg kom fra, ved stationen til Aiquille de Midi *suk* Tilbage  igen, nu på endnu trættere ben, men hvad gør man ikke for en 200gr burger til under 40 kroner – de har nemlig halv pris om mandagen mellem 18 og 20 :-)

  
Burgeren var rigtig god, men lidt malurt i bægeret var der: En Coca Cola bliver ikke sukkerfri ved, at fortynde den med vand ………. no kidding, det gjorde de sq, jeg orkede dog ikke at skabe en længere debat på dette mountain hangout, så jeg drak mindst muligt og fokuserede på den fantastiske burger og dagens successser uagtet dagens dårlige start.

Dagens næstsidste gerning var lidt facetime med familien derhjemme. Internettet her på hotellet virker, men er ikke fantastisk, men dette uagtet, var det skønt lige at få talt med familien.

Nu er det blevet sovetid – well, egentlig skulle jeg også have lavet lidt administrative opgaver, men grundet internet- og applikationsbøvl, må det bliver i morgen  – det var vigtigere, at få dette indlæg ud :-)
Skal I lige have en lille en at sove på? Ja, det skal i da :-)   Den lille prik på toppen af det hvide bjerg, dét er Aiquille de Midi ……….  sov godt :-)

  

Arrivée

Lad det være sagt med det samme! Med dette blogindlægs titel har vi i fællesskab afdækket mit fulde franske ordforråd og dette endda med assistance fra Google Translate :-)
 
 Jeg er vel ankommet og endda en time for tidligt. Flyet havde medvind og bagageudleveringen var det hurtigste nogensinde vest for alperne (he he) og verdensexploreren var så hurtig til at finde ud af, hvor EasyBus’en holdt, så han nåede med en afgang tidligere end planlagt.
 
 Hov hov, lagde du lige mærke til det? Verdensexploreren!!!! Clark Kent er hoppet ud af sit Armanisuit og har i sandhed taget de lange røde underhylere på ….. eller er de blå?! Never mind, pointen er, at efter 3 afsnit med Jan Gintberg på kanten, småblundende, var usikkerheden neutraliseret og skarpheden fundet frem. Det er pokkers, så barsk den overgangsfase er, det var virkelig ikke rart i Kastrup Lufthavn! Nå, det er nu water under the bridge og de sande udfordringer skal snart igang.
 
 Jeg har været ude og cruise i Chamonix efter ankomsten, jeg skulle have spist på Loco Poco (eller hvad den nu hed), men jeg landede på McD da jeg også skulle bruge noget kildevand og dét havde de. “Lam undskyldning” tænker du nok, men det er den skindbarlige sandhed, jeg VAR på McD :-)
 
 Chamonix ser superhyggelig ud ved aftenstide, men jeg glæder mig godt nok til, at se den i dagslys og særligt bjergene i dagslys. På turen hertil så jeg nogle bjerge og hold da fest de var høje. Uden nogen i Danmark skal begynde at bekymre sig, så må jeg da sige, at de bjergtoppe var morderlig interessante, det må være SÅ sejt at stå på deroppe og kigge på en alpetop!
 
 Tiden er kommet, jeg må i seng – for at slutte hvor jeg startede, det franske sprog, så giver det anledning til en smule bekymring. Knægten på McD kunne meget meget meget meget lidt engelsk og det er (sq da) McD og her burde komme mange turister, så det burde ligge til højrebenet. Derfor kunne man godt frygte, at der kunne blive lidt sprogudfordringer, men de må tages når de opstår.
 
 Jeg har iøvrigt tændt for tv’et, all french, inklusive den sort/hvide Gøg og Gokke som kører nu ………… et rart gensyn :-)
 
 Sov godt derude – nyd jeres pinse, vi skrives ved :-)
 
 
 

Location:Chamonix, France

Turen er i gang

I skrivende stund sidder jeg på gulvet ved gate C3 og skaber modvægt til lufthavnens nye koncept, sit and buy. Det er ikke et rigtigt koncept, snarere bare en statement der går på melodien, at hvis du vil sidde “rigtigt”, så koster det penge, du skal købe kaffe, sandwich, sushi, hotdogs mv mv mv. De siddeområder, hvor du bare kan sætte dig ned med din billige no-name kildevand, er nærmest ikke eksisterende eller i bedste fald godt gemt :-)
 
 Så her sidder jeg, tæt på 50, på gulvet, et pænt gulv dog :-)
 
 Jeg sidder og gør lidt status på Le Tours …….. det er i dag ca 3,5 år siden min første tour og jeg har lært meget, på den relative kort tid. Jeg har holdt foredrag for 1000+ personer og rejst nogle af de “mærkeligste” steder i verden, det er vel ikke, at genere nogen at kalde fx Chernobyl og Fukushima for “mærkelige” steder, det er i hvert fald ikke Costa Brava med All Inclusive, nok tættere på Arktis med Non Inclusive :-)
 
 Jeg er kommet clean igennem security, kun checket min kuffert ind, jeg sidder tæt på gaten så jeg ikke denne gang er tæt på at misse flyet og alligevel er denne tur værre end mange af de foregående ……. jeg er alene, helt alene og forbliver helt alene.
 
 De andre gange har jeg haft én eller anden kontakt, et eller andet slags sikkerhedsnet og denne gang har jeg intet, ud over sund fornuft og min mobiltelefon og lige nu, der er det ret skræmmende.
 
 Jeg kommer ud til en ukendt vejrsituation, jo jo jeg kan godt slå den op på nettet, men den skifter konstant og derfor lav nytteværdi. Jeg skal ud i uvant, ukendt og utrænet terræn – og dét at skulle tage så mange ting ad hoc skal jeg lige vænne mig til. Bevares, det skal da nok gå fint og jeg er sikker på, at når jeg lige får foretaget den mentale omstilling (som i “2 timers flyvetur”) og får frakoblet familiefaderen og indkoblet verdensudforskeren med et touch af He-Man (nej nej, ikke for meget Mor), så skal det nok gå lige efter bogen og jeg kommer ud på den anden side med endnu mere rå maskulin elegance :-)
 
 Lige nu stinker det hele bare lidt!!!
 
 Forventelig rammer jeg Geneve omkring kl 20 og skal videre med bus til Chamonix, hvor jeg forhåbentlig står på mit værelse omkring 22.30. Morgendagen byder på en længere snak med turistkontoret bl.a. omkring vejrforhold og kontaktsikkerhed og forventer herefter, at ramme Aiquille de Midi omkring frokosttid – grundlæggende ikke noget at frygte, altså bortset fra 20 minutters svævetur fra 0 til 3842 meters højde.
 
 Tirsdag har jeg en date med en forladt kabelvognstation i 2500 meters højde, hvor der skal hikes til den store guldmedalje. Jeg kommer alle dagene til, at bære pulsbælte, så jeg efterfølgende kan se, hvordan min krop reagerer i de forskellige højder i kombination med den aktuelle “arbejdsintensitet”.
 
 Onsdag står den på et gletcherbesøg, jeg ved ikke helt hvor lidt eller hvor meget, men det er i 1900 meters højde og der skal køres med noget togværk for at komme dertil. Hvis tiden tillader det tager jeg tog op og hiker ned. Alt sammen nogen som bliver afklaret med turistkontoret.
 
 Naturligvis er det også muligt, at der bliver byttet rundt på det hele, hvis vejret passer bedre til noget end noget andet :-) Men lige nu ser det ud til, at jeg kommer til at stå i sne i morgen – megaweird, når der lige nu i Danmark er ca 16 grader på plussiden :-) Jeg har grej med til det, så sne er ikke noget problem – faktisk tror jeg grejmæssigt, at hedebølge vil være et kæmpeproblem, jeg har kun varmt tøj med og intet “kort og kølende” :-)
 
 Mine nyindkøbte vandrestøvler sprang en limning for en uge side, så jeg har mine fantastiske Terra med, som jeg har fået af Lisa fra Bjerregaard. Superfede støvler med Vibramsål, de skal nok få mig hel igennem det hele :-) Jeg har været nødt til at efterlade mit stive kamerastativ, det var for tungt og for bøvlet at skulle have med. Jeg må ud og lede efter noget let og sammenklappeligt inden den næste tur :-)
 
 Nå, gulvvarme er ikke et udbredt koncept i “non sit and buy”-afdelingen, så jeg må hellere slutte, få samlet mit grej og gøre mig klar til at boarde.
 
 I’ll be back :-)
 
 
 
 

Location:Kastrup Lufthavn

2014 var stort, 2015 bliver hårdt :-)

Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..

 

Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:

2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.

Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.

Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.

I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.

Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:

Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?

Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….

Aften ved Fukushima City

Aften ved Fukushima City

 

Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.

Odaiba Big Wheel

Odaiba Big Wheel

Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag :-) Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg :-)

Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.

 

2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:

Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig :-)

2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.

Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!

 

Situationen lige nu:

I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.

Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.

 

2015 – blod, sved og tårer:

2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.

Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.

Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.

 

Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.

 

Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..

 

Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det :-)

Sygdom, Sortsyn og vejen frem

Jeg er syg! Humøret er sort! Jeg sidder dybt nede i motionshullet, vejer for meget, kan ikke se vejen ud og hospitalet siger, at jeg har 4 måneder til at få styr på mit blodsukker ellers er det bye bye til Kilimanjaro – fuck verden, jeg skal nok finde en vej ud!!

Der er ikke noget nyt i det for mig, når jeg er syg så rammer jeg den humørmæssige bund og bliver sikkert grænsende til ulidelig at være sammen med. Verden er sort og dum og grundlæggende kan det hele rende mig max! Det er nok ikke fuldstændig uforståeligt, jeg er jo i stykker :-) Situationen bliver så ikke bedre af, at jeg var til Diabeteskontrol i tirsdags og havde et langtidsblodsukker på 8,5 og lægen må man sige var rimelig præcis: “Hvis ikke du har fået det ned til om 4 måneder, så skal vi have dig over på en anden type medicin og så kan du godt vinke fuldstændig farvel til, at komme på Kilimanjaro!” – forstå mig positivt, det er ikke for at være vulgær, grov eller ubehagelig, men fuck dig doktormand, jeg skal dælme nok komme på Kili og dermed også producere et vægttab og et blodsukkerfald på 4 måneder ………… jeg skal bare lige finde ud af hvordan og det er straks lidt værre :-)  

 

Årsagen til lægens udmelding skal nok findes i, at jeg stort set ikke har trænet i løbet af sommeren, er kronisk nede i træthedshullet og derfor ikke kan overkomme tanken om træning – jeg løber på ingen måde fra mit ansvar, jeg fortæller bare hvad årsagen er! Jeg skal måske også lige her huske at nævne, at jeg faktisk godt kan lide den pågældende doktormand, så ovenstående skal ikke læses om, at jeg har noget i mod ham, nope, han gør et fantastisk arbejde, det er mig der er problemet :-)

 

Hånden på hjertet, jeg vidste jo godt den var gal i forvejen, det var jo ikke fordi det var smuttet ud af min bevidsthed og jeg var da også i det små begyndt, at varme op til at gøre noget ved det. Opvarmning er vigtigt, det har jeg en gang lært! Men grundlæggende har jeg bare ikke “sport” i mig, sofaflydning ér bare så meget federe end ekstremsport (altså bortset fra når det vises i TV) og netop ordet federe er det operative i den sætning :-(

I disse uger arbejder jeg i næstsidste fase af japanturens planlægning og kan godt se, nu ca 3 uger før launch, at jeg skal gøre noget rent fysisk for at kunne holde til de lange travedage derude. Men på en eller anden måde, så er jeg bare ikke i gear til det – i sommerferien _gik_ jeg op af et 330 meter højt bjerg (eller bakke om man vil) i Sverige (Skuruhatt for den kyndige udi det) og jeg var udslidt kvæstet da jeg kom til toppen, naturligvis tog jeg ikke stien, så det er selvfølgelig en del af min gode undskyldning for mit dårlige resultat. På alle måder finder jeg bare research bag den bærbare mere spændende OG nødvendigt, end vaden rundt og smide omkring med mig kalorier ……… men jeg ved godt, at det ikke holder en meter!!

Som nævnt, så startede jeg opvarmningen inden besøget hos lægen og det gjorde jeg ved, at købe mig en dims, faktisk en lille fantastisk dims, nemlig en jawbone :-) En Jawbone (UP24 for kendere) er et armbånd, som man bærer “altid” og den holder så øje med skridt, søvn osv.

Jawbone

I softwaren som man installere på sin telefon har man mulighed for, at indtaste oplysninger om fødevareindtag, så man bedre kan holde styr på foder:motion-faktoren, hvilket i mit tilfælde lige nu står i området 100:0 :-)

MS UP

Dette satser jeg på bliver min indgangsvinkel til et andet liv uagtet, at det bliver en smule op ad bakke. Jeg er jo i dagligdagen beriget med Diabetes 2 OG et rimeligt anstrengt forhold til grønsager, så mine 93.8 kg er ikke opstået af voldsomt hunger efter brocolli og bladselleri, når man kombinere dette med, at jeg også er undersmager (det betyder, at der fx skal mere belgisk chokolade til før det rammer “Pletten) og at jeg iøvrigt mistede det meste af min smagssans for 10 år siden ifm et rygestop, ja så er der vel ikke noget at sige til, at man er i den tunge ende af normalskalaen :-)

Jeg skriver ingenlunde dette for, at tricke “nåååå, hvor er det synd parameteren” eller “damn, skidt liv” – bare for at beskrive hvor jeg kommer fra, så man måske bedre forstår nogle af mine måske til tider lidt særprægede udsagn.

Det var opvarmningensdelen, hvad så med resten?

Jeg må erkende, at tirsdag var jeg godt langt nede! Vel var beskeden ikke vildt overraskende, men alligevel ramte den på den ufede (ho ho) måde. Det tog et døgns tid af synke, hvorefter jeg blev syg formentlig som følge af for hurtig afkøling efter (over?)træning i mandags – der kan I bare se, det der motion ér bare herrefarligt!! Uagtet, at jeg var langt nede og er syg, så har hjernen knoklet rundt for at finde ud af, hvordan jeg kan vende dette til noget konstruktivt og “projektunderstøttende” og følgende er hvad jeg er kommet frem til.

Jeg vil meget hurtigt tage fat i nogen som forsker i diabetes, for jeg må siges at være arketypen på at sidde stille og ikke foretage mig en dadel – det må derfor være interessant for disse, at følge mig fra dette nulpunkt og til det sted, hvor jeg bliver (bemærk den gramatiske fremtidsform) i stand til, at komme til toppen på Kilimanjaro. Jeg vil også tage fat i nogen, som kan understøtte, styre og monitorere min træning, så det kan dokumenteres hvad jeg gør og hvilken effekt det har. Jeg vil også finde nogen, som kan hjælpe mig med, at få styr på kosten, så det bliver rimelige spændende mad som jeg måske endda kan smage :-)

Alt i alt, så skal jeg have skabt et hold af interessenter, som kunne have værdi af, at følge min process og dermed også hjælper mig med at komme på toppen af bjerget og helt ærligt, det kan der da komme noget interessant forskning ud af: “Fra sofadyr til bjergløve” og grundtesen må også være, at kan det lade sig gøre for mig, så dybt nede i træthedshullet som jeg er, så kan det lade sig gøre for alle ………… så kender du nogen derude, der kunne være interesseret i, at være med i dette projekt, så tøv ikke men at få dem til at skrive til mark@daneontour.dk.

Mere research skal foretages og flere mails skal udsendes …… men hov, der skulle jo også trænes :-) Nå, det må løse sig :-)

 

Kort om japanturen: Som tidligere nævnt kan man løbende følge planlægningen på daneontour.dk, der arbejdes i disse dage (altså når jeg bliver rask) med dagsplanlægningen på detaljeniveau, så man kan kan faktisk se helt præcist hvor jeg er hvornår. Jeg har været på jagt efter en ny skrivedims, så jeg lettere vil kunne blogge fra turen. Jeg har kigget længe og varmt på Nokia Lumia 2520 med power tastatur, men har desværre ikke rigtig formået at finde økonomien til den, valget står helt simpelt i mellem, at få max med hjem fra Japan eller købe dims og så er valget jo ret let :-)

Der er ved at komme aftaler i hus om adgang til den lukkede zone, så det tegner lyst i det fjerne.

More to come vedrørende dette :-)

 

Vi ses ……….