2014 var stort, 2015 bliver hårdt :-)

Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..

 

Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:

2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.

Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.

Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.

I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.

Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:

Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?

Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….

Aften ved Fukushima City

Aften ved Fukushima City

 

Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.

Odaiba Big Wheel

Odaiba Big Wheel

Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag :-) Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg :-)

Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.

 

2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:

Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig :-)

2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.

Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!

 

Situationen lige nu:

I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.

Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.

 

2015 – blod, sved og tårer:

2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.

Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.

Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.

 

Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.

 

Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..

 

Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det :-)

Daneontour går til filmen

Ja, jeg havde ikke selv set den komme, men inden man får set sig om, at går der jo den rene “Ib Rene, Cairo” i den og man finder sig selv “i bladene” :-)

Det hele startede som en pludselig indskydelse og lige så pludselig, så blev det bare noget man gjorde – videohilsener, det nye sort, altså bortset fra burgeren …….. men den kommer vi tilbage til :-) Desværre var det af tidsmæssige hensyn “kun” muligt, at publicere disse på facebook, men det betyder da ikke, at I andre skal snydes, så her kommer de …….

Hvis du gerne vil se dem alle 23 i én køre, så kan du bare starte her:

Hvis du heller vil udvælge dig de mest interessante, så kommer de alle enkeltvist her:

Osaka – Umeda Sky Building

Tokyo – tur med Shinkasen

Fukushima Station

Namie intro

Kontermineret jord

Forladt hus i Zonen

Efterladt by

Efterladt by II

Namie

Tsunamiområdet

De oplyste fakta holder desværre nok ikke helt i byretten, men de var nu hvad manden sagde. Efter hjemkomsten har jeg reseachet lidt på det og bølgehøjden nåede ikke meget højere op end ca 20 meter, hvilket også må siges at være højt nok.

Namie beach

Shibuya crossing – et af verdens største lyskryds

Le Hotel de Capsule

Bådrace i Fuchu City

Sumobrydning

Automater

Tokyo Skytree

Tokyo Skytree – Nedturen

I baggrunden kan man svagt høre, at jeg står og nævner højden.

Tokyo Tower

Tokyo Tower II

Asakusa

 

Den sidste vandretur i Tokyo

 

“Afslapning” i Narita Airport

 

Sumobrydning

Her kan du se en rigtig sumokamp – prøv at lægge mærke til, hvor meget tid der går med ritualer og “procedure” i forhold til reel kæmpetid :-)

Sumobrydning II

 

Se, så skulle man jo tro, at man havde fået dækket sit mediebehov, men sådan skulle det ikke gå. I tokyo læste jeg på Ekstrabladet om den sorte burger jeg havde spist nogle dage før og man bragte udenlandske referencer til, hvor slem den var. Det fik mig til, at sende dem en lille mail hvor der blot stod, at så var det heller ikke værre og hvis man lukkede øjnene, så kunne man ikke smage den store forskel ………… det resulterede i, at da jeg stod i Kastrup lufthavn tickede der en mail ind, hvor EkstraBladet spurgte, om vi ikke lige kunne lave et telefoninterview, det var jeg godt nok for smadret til (og havde også lidt for travlt med, at komme ud til familien), så det måtte vente et døgns tid – men min lille bemærkning kom der følgende ud af:

 

ekstrabladet.dk 2014-09-26 II

 

Du kan læse den fulde historie her: http://ekstrabladet.dk/kup/fodevarer/article5060806.ece

 

Og dermed fik jeg også mine 15 minutter i arkitektlampens skær ……… godt det ikke var 20 minutter, så var jeg nok blevet meeeeega-selvfed :-)

 

Dårlig dag, kun 13.3 – bådrace, sumo og alt det andet.

Sam er nede til tælling, vi ved ikke om det er udmattelse eller måske Denguefeber. Gode dage siden kapselhotellet, de små bydele og stræder er nu de bedste!

Sidst I hørte fra mig var jeg på Kapselhotel og spiste sorte burgere, ja det hedder de, ikke noget med politisk korrekthed når det gælder burgere, det ville vel grundlæggende også lyde for morsomt, hvis folk var tvunget til, at bede om en “Minoritetsburger” (for de er jo faktisk en minoritet i det samlede burgerbillede) eller “Burger af andet indholdsmæssige oprindelse”, men nej, det hedder sorte burgere og sådan kan vi alle lide det. Beslutning – jeg har spurgt _alle_ de andre :-)

Jeg sidder i skrivende stund på mit hotelværelse med lyttebøffer på og hører Shaka Loveless, LOC, Medina mv mv og prøver på, at få samlet op på de sidste dage. Jeg sidder også (for nu at tage det først) og er lidt småbekymret for Sam, min Schweiziske rejsemakker. Sam var nødt til, at kaste håndklædet i ringen i eftermiddags, han havde feber og hovedpine og havde det rigtig øv. Bekymringen bliver ikke mindre af, at man i Tokyo har lukket mange parker som følge af udbrud af Denguefeber og Sam har haft nogle uheldige stævnemøder med “Myggerdyr”, så jeg er en lille smule i mental alarmberedskab, da vi jo skal ud og hjem i ét stykke. Jeg håber og satser på, at det reelt bare er udmattelse, vi har gået i gennemsnit 15 km pr dag og transporteret os selv meget meget længere siden ankomsten for 6 dage siden og nogle dage har vi ikke sovet ret meget. De sidste 2 døgn har vi gået 42 km og sovet i alt 8,5 time – så det kan også meget vel være, at det “bare” er kroppen der har meldt lidt fra. Sam ramte sengen omkring kl 16 og her kl 21 var jeg lige i kontakt med ham og han hævder, at han har fået det lidt bedre. Vi må se i morgen tidlig – jeg satser og håber på det bedste.

Jeg kan også selv mærke det, det er sq ikke badeferie med kolde Mai Tais, der bliver knoklet igennem med, at afsøge de muligheder der er herude, så der kan komme et interessant foredrag ud af det på den anden side. Kroppen og særligt ben og fødder gør ondt og det er tungt, at komme i gang om morgenen. Uagtet, at jeg har fået anskaffet “ordentlige sko til formålet”, så er fødderne både plastret og tapet op for, at det hele kan fungerer bedst muligt.

Sagde du dårlig form? Det kan du da bide dig selv i låret på at det er, men det ændrer jo bare ikke ved resultatet :-)

Meeeen, jeg kommer igennem og har da også superfede tider imellem at det engang imellem er lidt tungt og gør meganaller, men det er jo en del af gamet og uagtet smerter og dårligdom, så blev der da gået 13.3 i dag :-)

Søndagen stod i sportens tegn og der skulle bl.a. ses motorbådsrace i Fuchu City og jeg skal da lige love for, at de små både fik en ordentlig spand havre! Der blev kæmpet til sidste vanddråbe. Som det er tydeligt af billederne, så er det nogle meget små både, som så tilgengæld har nogle kraftige motorer, faktisk så kraftige, at førerne er nødt til at stå op foroverbøjet for, at lægge vægt på forenden når der bliver lukket op for gassen – og stærkt går det.

Både til og fra motorbådløbet var det muligt, at få kigget lidt på Fuchu City en mindre by, som dette til trods har mange sportsfaciliteter. Byen er også hjem for den tidligere Fuchu Millitary Base, som man da også kom til at kaste et lille blik på, men mere herom en anden god gang. Der blev vel brugt en times tid eller 2 på byen inden turen gik tilbage til Tokyo for at se nogle, hvis man skal blive i bådbilledet, store skuder kæmpe :-)

Sumobrydning – jeg har aldrig oplevet noget federe!!! Stemningen var i top og salen kogte, som jeg aldrig har oplevet nogen sal koge :-)

Naturligvis skal man have været der for, at på nogen måde kunne få den oplevelse jeg har haft, men hvis man tager et lille kig på nedenstående link, så har man en rimelig god oplevelse af, hvilken kæde jeg kørte på :-)

Jeg må erkende, at jeg er rimelig imponeret over den måde disse “store” mennesker kaster rundt med hinanden på – det er sq ikke småting der bliver langet over disken :-)

Mandag kørte toget til Yokohama for, at opleve deres Chinatown som angiveligt skulle være en af de største i verden – dét tror jeg så ikke helt på! Enten er jeg endt det helt forkerte sted, og det er jeg ikke, eller også er der brugt en helt ny målestok for udregningen. Chinatown bestod stort set kun af restauranter og pling-plang-butikker dvs souvenirs og plastikting :-(

Meeeeeen, så er det da godt, at byen har så meget andet at byde på fx en fantastisk boardwalk med park og lokale malere samt “Marina Tower” som har en rigtig fin udsigt over området og man kan se helt til Tokyo. Det er klart, at tårnets 106 meter ikke er superimponerende hvis man allerede har været i Tokyos Skytree som på den lave platform tæller 350 meter, men det er en rigtig fin oplevelse alligevel.

Frokosten skulle indtages i LOC’s Harajuku, som på alle måder er et fantastisk område, små veje og hyggelige omgivelser – jo jo, i perioder mange mennesker, men på en superafslappet måde.

Goyza Lou var valgt hjemmefra og skulle vise sig, at være den helt rigtige satsning, 6 stk Goyza (små dumplings stegt) 290 JPY (ca 15 kroner), så der var også råd til lidt suppe og en gang sake – fantastisk måltid og den samlede pris var under 60 kroner, se det kan vi lide :-)

Nok for i dag, jeg skal også lige nå at sove lidt ellers er det mig der er nede i morgen og det ville være rigtig skidt. I morgen er sidste hele dag i Japan, så den skal ikke bruges på ikke at kunne noget!!!

Har du lyst til, at se små indslag herudefra, kan du enten følge Sumolinket og se hvad der ellers er fra Daneontour alternativt er der også muligheden, at like Daneontour på Facebook og se filmene der :-)

Vi ses :-)

Uden plan, ingen banan – Tokyo er bare SÅ stort :-)

Planlægning er godt og i nogle situationer en nødvendighed, Tokyo er en af disse situationer. Det er frustrerende, at megen tid går med transport og med at lede!
 
 Guderne skal vide, at jeg har researchet inden denne tur, jeg har brugt dage og uger på, at lægge planen bedst muligt for, at få mest ud af den tid jeg er væk fra familien. Derfor er det også superfrustrende at føle, at man ikke får det planlagte ud af det. Var det da dårlig planlægning? Nej! Kunne jeg havde gjort mere? Det kan man altid, men det var nok ikke blevet meget anderledes :-)
 
 Problemet er, at Tokyo er ikke bare stor, den er RIGTIG STOR!! Op imod 80km ud dækker byen, det vil i store træk sige fra Københavns Rådhusplads og til Holbæk. Man tænker derfor ikke over, når man planlægger noget i én bydel og noget i en anden, at vi her (i overført betydning) har med noget at gøre, hvor det ene ligger i Albertslund og det andet i Hvidovre – SÅ STORT er det :-)
 
 Nu tænker du med garanti noget i stil med “Ahhhh, så er det nok heller ikke værre!!” – men jo, det er det faktisk, kig lige her:
 

 SÅ stor er Tokyo og dette er kun i én retning :-)
 
 Derfor er det så supervigtigt ikke alene at vide, hvad man gerne vil se, men også i hvilken bydel det ligger, i hvilken del af bydelen og hvordan man kommer derhen. Det er såmænd ikke supersvært, man skal bare være klar over, at man skal gøre det forlods og det var jeg ikke. Områderne hedder alle noget med -ku til sidst, så når jeg er i området Shibuya som jeg er lige nu, så er jeg så heldig, at det hedder Shibuya-ku. Det betyder også, når jeg læser et andet byområdenavn og der i adressen står, at det ligger i Shibuyaku, ja så ved jeg nogenlunde hvor i Tokyo det er, men så heller ikke mere ned dette, for hver bydel er igen inddelt i underområder, Chom’erne, og for at det ikke skal være løgn, så har hver bygning en nummer i forhold til den rækkefølge de blev bygget i, dette betyder, at nummer 2 og nummer 69 sagtens kan ligge ved siden af hinanden. Igen, det er slet ikke noget problem, man skal bare vide det på forhånd og det gjorde jeg ikke i høj nok grad.
 
 Derfor er der gået rigtig meget tid med, at transportere sig selv og lede – det med at lede har nu også haft nogle gode ting med sig! Jeg er blevet langt bedre til, at gå hen til fremmede og bede om hjælp, jeg er blevet supersej til Sumimasen og alt det her, jeg Ohaiyo’er så det halve kunne være nok og det er da fedt :-)
 
 Jeg skal nok ende op med at føle, at jeg har haft en rigtig fed tur, nogle dage tager skuffelsen bare over …….. også fordi trætheden rammer en. Der bliver dagligt gået 15-18km, både op og ned, og det er klart, at det trækker sine veksler :-)
 
 Dagen i dag bød bl.a. på besøg ved Golden Gai, et område med små værtshuse, hvor der måske kan sidde 4-6 personer af gangen. Der er garanteret liv og leben om aftenen, så det må vi satse på at se i løbet af de kommende dage. Det huer mig dog ikke helt, at turister skal betale nogle steder for at komme ind og det skal lokale ikke – det er sq ikke ok, det findes der grimme navne for, men sådan er det.
 

 Dagen i dag bød også på et besøg i Tokyo lokalstyres tårn, billedet i starten af dette indlæg er taget deroppe fra, 45 etager oppe, supersejt sted og tilmed gratis,
 
 Der er mange gratis oplevelser at finde i Tokyo, bare det at køre med tog eller gå på gaden kan være en oplevelse i sig selv. I dag blev fx dette åbenbaret for mig:
 

 En baseballøvebane – det måtte jeg prøve! Ind og ohayio’e og så i gang – 300JPY for 22 bolde, så det blev prøvet et par gange, super super sjovt!!
 
 En gratis oplevelse kan man også få i Shibuya Crossing, som på få øjeblikke går fra at se sådan ud:
 

 Til at se sådan ud, når der bliver grøn mand:
 

 Jeg er i skrivende stund indlogeret på Kapselhotel, hvilket er en morsom oplevelse i sig selv – 207 kroner for er overnatning, hvis du altså kan leve med disse forhold:
 

 Så her hviler jeg pusselankerne i nat – megaweird, men også ret sjovt :-)
 
 Sidste punkt herfra inden udmattelsen overmander mig det er, at give dig et indspark til snakken i frokostpausen på mandag, nemlig: BlackBurger
 
 Blackburger er det nye sort, he he, og hedder mere officielt “Kuro Diamond” og kan købes hos Burger King – jeg har ikke helt gennemskuet ide’en med konceptet, men den ser ud og følger og måske kan I ved frokostbordet finde ud af, hvad den store mening er :-)
 
 God appetit og sov godt :-)
 
 

Interview, en farlig sammenkomst og mødet med katastrofen

Det er mig uforudsigeligt, hvor dette indlæg ender! Hovedet er fuld af billeder og virkeligheden vil aldrig kunne gengives som oplevet – det har været både forfærdeligt og fantastisk …………

Tilgiv på forhånd, hvis dette indlæg bliver noget rod, men dagen har været meget anderledes. Reelt ville jeg helst undlade at skrive dette indlæg, men jeg ved omvendt også, at hvis jeg ikke gør det i aften/nat, så vil det ikke blive gjort! I morgen er der nye agender og det er der også dagen efter og dagen efter og dagen efter ………

Torsdag tog jeg til Fukushima og af forskellige bøvlede årsager (denne gang var ikke mig og forkerte valg af tog), mistede jeg en halv dag, som gik med transport og ventetid :-(

Planerne var lagt og torsdag skulle foregå i Tsunamiområderne og fredag skulle gå med besøg i genhusningsbyer og i forladte byer i Zonen. Den plan var så pludselig blevet ændret uden så megen forhandling, hvilket til at starte med gjorde dagen sur og irriterende. Det hele virkede så planløst, tilfældigt og ukoordineret og det er sq lidt træls, når der er dele af processerne man ikke selv kan organisere, at andre ikke træder helt op på podiet og gør hvad der skal til – meeeeen, det gik nu endda.

Derfor gik turen torsdag, stort set uden forberedelse, direkte ud til en evakueringsby, hvor jeg skulle samtale/interviewe via tolk – mmmmm, tænker du, det har du da vældig mange erfaringer i, ikk? – jooooo, jeg er i Asien kendt som den nye Spielberg, så jo jo, kom glad, jeg har styr på det :-)

Jeg bad tolken, som er Italiener og har boet i Japan i 28 år om lige at stoppe mig, hvis jeg stillede spørgsmål som kulturmæssigt var “forkerte” eller “for tæt på” – i Japan handler det meget om ansigt, at spørge på den rigtige måde, at give folk rum til at svare “udenom” og IKKE male dem op i hjørne.

Grundlæggende gik det faktisk rimeligt, jeg var i dialog med genhusningsbyens talsmand, som villigt svarede også på nærgående spørgsmål og afslutningsvist fik jeg mulighed for at se de forhold man bor under det pågældende sted. Alt dette skal I nok høre mere om, men det er umiddelbart for komplekst og detaljefyldt til, at kunne blive indholdt i et indlæg som dette.

Der var medbragt lidt chokolade og et dannebrog som gaver og dette bragte stor glæde og jubel :-)

På vej tilbage til bilen fortalte Tolken, har hun havde arrangeret middag på en restaurant – fint nok tænkte jeg, indtil det gik op for mig, at middagen ikke bare svar sådan en spis-smut-og-slap-af-ting, men en semiformel middag med interessenter i forhold til mit projekt. Damn!!! Jeg havde kun medbragt “arbejdstøj” dvs mit vanlige kampsæt med slidstærke bukser og støvler. Bedre blev det ikke, da jeg fandt ud af at min “tshirt til i morgen” havde fået et synligt hul – Japanere holder på stil og etikette, bare ikke supergodt!!! Jeg havde ingen muligheder for at købe noget heller, blev sat af på hotellen 30 minutter før vi skulle gå til denne middag, så jeg kunne vælge mellem “bad” og “købe tøj” og traf her beslutningen, at de øvrige ville nok foretrække “bad” :-)

Jeg må dog erkende, at samtlige fobi’er jeg måtte have i min krop var aktiveret til max på den ufede måde. Jeg traf dog et valg – shit happens and then you die – så på med vanten og så må vi tage det som det kommer :-)

Jeg fik med lidt usynlig manipulation arrangeret det således, at jeg kom til at sidde i den ene ende af bordet, så “hulsiden” ikke var synlig for de andre – ja, sådan må man jo sno sig, når man er i klemme. Maden var fantastisk!! I top 5 måltider jeg nogensinde har fået – helt vildt og min dyreste middag endnu i Japan. Der kom vel i alt 7-8 retter, fra det fineste Sashimi til ting man ikke anede hvad var – men det så fantastisk ud og smagte endnu bedre :-)

En af deltagerne var forsinket grundet sit arbejde, men det var en superfed fornemmelse, at vedkommende kom og præsenterede sig via visitkort, at kunne gennemføre en japansk visitkortudveksling i rimelig stil og uden at afsløre huller i tøjet. Pågældende fik vildt store øjne da jeg modtog visitkortet efter kutyme med 2 hænder og bukkede og takkede på mit bedste japanske, for derefter at returnere med mit eget kort.

Hun var ved at gå bagover og gode relationer var skabt. Middagen i sig selv forløb stille og rolig og først i slutningen af måltidet gik det op for mig, at jo jooo, nu havde vi hygget, men nu skulle der så arbejdes. Måltidet var nøglen for den efterfølgende snak, som reelt var en fortsættelse af samtalen med talsmanden fra genhusningsbyen, deltagerne var bare nogle andre.

Det tog et par timer og jeg må erkende, at det var dælme hårdt, at føre intense samtaler om såvel politik, moral og følelser på et “fremmed” sprog, men det gik og der blev både delt gode synspunkter og skabt gode relationer.

I dag fredag blev dog væsentlig mere håndgribelig og dette i en grad, hvor jeg nu må sande, at havde jeg ikke optagelser af mig selv “derude”, så ville jeg ikke tro på, at det var reelt!

Der har været en masse sikkerhedshalløj der har skulle afklares og nogle ting som har skulle falde på plads for, at hele besøget har været muligt. Derfor var det da også med hjertet en lille smule i halsen, at vi kørte igennem diverse sikkerhedskontroller og skulle forevise tilladelser osv.

Vel “sikkert” inde i zonen blev bilen peget i retning af en af gårsdagens mødedeltageres tidligere hjem og på vejen hertil var der mulighed for at stoppe undervejs og bl.a. se hvordan dekontermineringen finder det. Grundlæggende skrabes den øverste halve meter jord af og erstattes med noget ren jord. Den forurenede jord pakkes i plastiksække og opbevares/destrueres.

Lad det være helt tydeligt og sikkert: Det var ikke specielt populært, at vi var der og slet ikke med kamera i hånd!

Helt generelt var det ikke de store smil bilen blev mødt med:

I ét tilfælde var det meget tydeligt, at en formand havde rigtig meget lyst til, at sparke nogen i måsen. Han skulede og gik demonstrativt frem og tilbage med en tydelig sur mine, men han kunne jo ikke gøre så meget.

Turen bød også på flere besøg i efterladte byer og disses huse:

Alt i alt superskræmmende, at gå rundt i disse spøgelsesbyer, som mærkeligt nok (modsat Pripyat), ikke har været udsat for indbrud og tømninger af værdier i nævneværdig grad. Dette skyldes måske til dels, at politiet i rimelig grad patruljere og at indbyggerne i nogle af områderne har adgang til deres hus med jævne mellemrum. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men min hjerne lukker helt ned når jeg er i sådan nogle områder, der foregår intet andet end, at se billeder og “fortælle historien”. Naturligvis kan dette delvist skyldes, at der er en del sikkerhedsforhold man skal være opmærksom på ellers går det galt, men måske spiller formidlingsdelen også en rolle. Historien fortælles i mit hoved, mens mit kamera registrerer billederne?!

Målet for turen, huset, blev besøgt. En supersørgelig historie som handler om den ældste søn som drager hjem til fødebyen efter sin faders død for, at sætte familiens hus i stand, så moderen kan flytte ind i dette når hun bliver udskrevet fra hospitalet. Få dage før moderen skal flytte ind og “knægten” (i området af 60 år gammel dd) har renoveret det meste af huset, beskadiges dette af jordskælvene og efterfølgende evakueres (eller bortvises fra byen, nok rettere), så reparation ikke er mulig. Huset har derfor stået siden jordskælvsdagen og bare er forfaldet mere og mere – super synd, for det var faktisk blevet rigtig pænt og der var helt tydeligt langt mange mange kræfter i det.

Turen gik herefter ud til Namie Beach, hvor tsunamien rullede ind over landet, turen derud betød også nye besøg andre steder i Namie:

Kan du forestille dig, hvordan det er at gå her og opleve disse tomme byer?

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært, men måske kan du danne dig et lille indtryk her:


Ude ved kysten åbnede et nyt scenarie sig op. Biler der lå halvt begravet i jorden, huse og biler som var smadret til ukendelighed og både, som var blevet skyllet ind i landet og efterladt:

De sidste 48 timer har gjort et kæmpe indtryk. Det er mig ikke muligt, at formidle dette i billeder godt nok med de værktøjer jeg pt har til rådighed, men jeg vil forsøge at få lavet et billedesæt snarest muligt når jeg er kommet til Danmark i slutningen af ugen og få udsendt dette.

Ja, nu skriver jeg så “i slutningen af ugen” – jeg har i den senere tid småjoket med den islandske vulkan kunne forlænge mit ophold i Japan. Det viser sig nu, at denne forlængelse kan komme fra en helt anden side, der er nemlig udsendt tyfonvarsel i Tokyo gældende for på Torsdag, hvor jeg skal flyve ud. Helt ærligt, både Jordskælv og Tyfon på samme ophold, det er da næsten for meget :-)

Vi må se hvad der sker – jeg er ked af, hvis ovenstående blev noget rod, men mit hoved ér desværre noget rod lige nu – stod det til mig, så var jeg ude i området igen i morgen – måske for at fotografere, måske bare for, at sidde og tænke lidt over livet og dem som her har mistet dette …………

På mange måder ender disse tanker lidt som efter min Chernobyltur:

Man skal være så glad og taknemmelig for det man har, gode venner, familie osv og lade småting være småting, for det hele kan så hurtigt få en ende.

Pas på hinanden derude – her er det nat og jeg vil prøve at få lidt søvn uden for mange billeder og larmende dosimetre :-)

Mellem ledninger og ladninger spiser jeg sushi

… og i denne historie hører du om ugle og æseldyret, som har fundet en ……. nå nej, det er vist en anden kanal. Afslutning på dagen og afsløring af Cliffhangeren :-)
 
 Jeg er jo, selvom man ikke tror det baseret på min blændende ydre, et par af “Peter Plys” på Single og til dem som ikke aner hvad en single er, så er det en lille plade, som blev afspillet på en gramofon – hvis I stadig er lost, så google det, vi bliver jo ikke yngre – og her startede historierne altid med “Peter Plys og . I denne historie skal du høre om, hvordan …………..”.
 
 Præcis lige så mange år siden som dette er – og her vil jeg gerne frabede mig kække kommentarer – lige så længe føltes togturen hjem, efter mit iøvrigt respektfulde møde med togenes ordensmagt. Jeg har ikke et problem med at komme til at begå fejl, fair nok, jeg bryder mig ikke om det, men så er den heller ikke længere end det. Jeg har heller ikke et problem med, at skulle betale for mine fejltagelser, så længe straffen står mål med forbrydelsen og jeg har slet ikke noget problem med, at nogen kalder mig “klovn”, så længe det sker på et sprog jeg ikke forstå.
 
 Jeg har til gengæld et KÆMPEproblem med ikke, at kunne kommunikere ordenligt, at vi havde gjort vores bedste og der var tale om en regulær misforståelse og måske endda et ENDNU større KÆMPEproblem med ikke, at kunne forstå hvad der bliver sagt til mig og dermed afklare konsekvens og forventning.
 
 Jeg sidder altså der i toget (Sam sov, det heldige asen) og er i tvivl om, om togmanden:
 
 a) Forventer jeg stiger af på næste station og der dermed er en stiltiende accept af, at det var sjovt så længe det varede, men nu skal jeg heller ikke overgøre det.
 
 b) Kommer med 4 af sine togvenner samt Tokyo og oplands politi og kaster os i kachotten indtil konsulen i egen høje person har bedt om tilgivelse hos Kejseren med fare for selv at blive bedt om at udføre sepukku (hold da fest den sætning var lang og helt uden et eneste komma :-) )
 
 c) Står ved døren på Tokyo Station med regningeblokken og forventer cash med det samme – vi taler ca 17-1800 danske kroner.
 
 d) Sidder nede i kabyssen og har megagrineren sammen med sine togvenner og udveksler anekdoter omkring, hvor mange turister de hver i sær har fået til, at levere dårlig sake i undertøjet fordi de spillede “du kører den forkerte tog – du ikke køre den rigtige tog”-kortet.
 
 eller e
 
 e) passer sit arbejde og på japansk tænker “Shit happens, det går nok end da – håber de havde en god dag i Kyoto”.
 
 Uanset hvad, så var manden mere respektfuld end man som overtræder havde kunne forvente – superdiskret – der var ingen andre end mig der hørte, at jeg/vi da vist nok var kommet til at træde ved siden af – respekt for det.
 
 Der er faktisk også en helt anden grund til, at jeg satte pris på hans diskretion. På den anden side af gangen sad der 4 businessfolk, som efter en lang arbejdsdag fik sig en eeeeeeeenkelt fyraftenspils – det må så have været nogle ordentlige bønner, for de var grænsende til spritstive!!! Vi taler jakkesætsfolk med pænt sat hår, designerbriller and the works. Den toneangivende havde helt tydeligt set sig sur på de 2 Gaijins (fremmede) som ikke var i jakkesæt og det var tydeligt på hans kropssprog, skjulte blikke, hans tonefald og de andres skraldlatter, at han sad og var godt nederdrægtig på vores vegne. Hvis han oven i købet qua vores lille fejl havde fået mere ammunition i bøssen, så var det sq blevet grænsende til problematisk.
 
 Der er åbenbart noget om, at når japanerne skifter til den private sfære, så ryger noget af respekten og korrektheden – den holder åbenbart rimelig vand :-)
 
 Nå, men jeg sidder altså der i mere end tiden fra den første syndflod til sen jernalder og overvejer om togmanden går efter a, b eller en af de andre muligheder.
 
 Det skulle vise sig at være e – og det er jeg super taknemmelig for :-)
 
 Domo arrigato gozaimasta!!
 
 Nå ja, her på falderebet kan du da også lige få lidt meningsløs statistik: Dagens antal skridt: 30.207
 
 Og hvis hvert skridt svare til ca 0.8m, så giver det i alt: 24 kilometer and change – det er sq da meget godt “gået”, he he :-)
 
 Hav det godt, alle som én – klokken er 00:35 i Tokyo og der skal pakkes til imorgen :-)
 
 
 Sayonara
 
 UPS UPS UPS: Titlen, hvad har den nu med noget som helst at gøre??
 
 Well, ikke andet end, at det er den ganske virkelighed:
 

 Aftensmaden består af købesushi fra Tokyo Station til 17,65 pr bakke …….. så jeg tillod mig at købe 2 :-)
 
 Hav en fantastisk aften i Danmark :-)

De indeholder de samme bogstaver, men der er en verden til forskel.

Er det ikke sjovt, som Tokyo og Kyoto bruger de samme bogstaver og alligevel er så forskellige? Osaka har sine highlights, men Kyoto har præmien som den fedeste by ever!
 
 Indrømmet, det er lidt skidt allerede at smide sin punchline i appetiseren, men det er sq sandheden! For sæven hvor er Kyoto bare den fedeste by ever! Den har kultur, den har moderne arkitektur, den har shopping, den har “party”, den har mad i alle afskykninger! Det eneste den mangler er resten af min familie, SÅ er den perfekt!! :-)
 
 Sidst i hørte fra mig var jeg på vej til Osaka med store forventninger og jo jo, Osaka er da ok fin, men med den korte tid der var til rådighed bare “endnu” en storby. De havde dog Umeda Sky Building, som var en af de ting jeg var der for at se og den var helt klart besøget værd. Fantastisk, at køre i verdens højeste frithængende rulletrappe, startende fra 35. etage og gående op til 39’de. Total syret at køre i det frie rum, dog indkapslet i glas og stål. Dårligere blev det ikke, da jeg kom ud på det frie dæk på 40. etage og kunne mærke den friske luft og nyde udsigten fra way up high.
 

 I guuuuuder, hvor er jeg træt og hvor har jeg ondt i fødder og skulderparti!!
 
 Nå, det var en indskudt sætning, men ganske sand – stykket fra skulder til skulder er helt stift af, at slæbe en taske med 8-9kg grej konstant og poterne, well, skal vi ikke bare parkere dén med en note op, at jeg lige har købt plaster og indbindingstape :-)
 
 Kyoto var en spændende oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg sagtens kunne få en 8-14 dage til at gå bare dér. Der var fantastisk japansk kolorit i form af folk i gamle japanske klæder og der var ikke bare nogle få, der var faktiske rimelig mange, som man mødte her og der.
 
 

 Man noterer sig naturligvis, hvordan jeg i det sidste billede har fået indarbejdet temaet “når kulturer mødes” – den hååååbløse turist til højre er naturligvis Sam :-)
 
 Først tænke jeg, at disse mange menneske måtte være hyret til, at gå rundt og lege gammeldags japanere, men nej, sandheden er faktisk en helt anden.
 

 Indrøm det! Den havde I ikke set komme :-) De lejer sq deres outfit og duller rundt og “leger” “gamle dage” – der er sikkert noget rituelt i det som jeg ikke har gennemskuet endnu, men det må jeg grave i, for der må være en årsag større end blot “hygge” og “leg” :-)
 
 Der var mange fantastiske scenarier i Kyoto, den var på mange måder en blanding af både det meget turistede som man kender fra Palma Mallorca og Bangkok, men så alligevel med et touch mere “stil” om man vil – no offence intended :-)
 
 Billeder siger så meget mere end ord :-)
 

 
 Og netop som jeg skulle til at skrive, at nu er historien slut og jeg vil slappe lidt af lige som ham her ………….
 
 

 ……… så sker der faktisk det, at vi bliver bustet i, at køre i et forkert tog. What??? Yup, den er god nok. Vi har vores togpas, men der var lige en lille detajle der var smuttet, nemlig at der er nogle togafgange de ikke gælder på og en af dem sidder vi i – megapinligt – den rare togkontrollør var nu ellers uhyggelig diskret og bøjede sig langt ned til mig og sagde, at det var et no-go og at vi ikke måtte køre med dette tog. Jeg sagde undskyld mange gange og han er nu gået videre – jeg tror vi er sluppet med skrækken, men reelt kan han komme tilbage og smide os af ved næste station, kun 350km fra Tokyo, men mon ikke det går?
 
 Jeg vil krydse mine fingre og efterlade jer med denne cliffhanger – gad vide, om den er størst for jer eller for mig :-)
 
 
 Vi ses …….. håber jeg :-)
 

Træt, megatræt og laaaaangt hjemmefra

ulidelig træthed gør grimme ting ved folk og alligevel var jeg ude og besigtige Tokyo inden jeg “besvimede” – 12 timers søvn non-stop gør en forskel :-)

Dagen i går var lang, meget lang, da vi endelig ankom til Tokyo Lufthavn 90km fra selve Tokyo skulle mit JR Rail Pass (“ugekort” til Japan Rails) indløses, hvilket skete meget professionelt – toget var grundlæggende også nemt at finde og vi nåede Tokyo i god stil. Hér startede udfordringerne dog – jeg forlod København i ca 15 grader dvs lange bukser, støvler og jakke og ankom til Tokyo med ca 28 grader – godt gennemvarm og overtræt står jeg på en station, hvor der ikke bare er mange mennesker, der er rigtig rigtig mange mennesker og næsten endnu flere togspor – forstil jer S-togsdelen af hovedbanegården gange 3 i 3 lag, altså 1 hovedbanegård pr lag, på toppen af lagkagen er der gangarealer og butikker. Under det nederste lag af banegården skulle der være restauranter i massevis, men det checker vi ud en anden dag :-)

Nå, vi får fundet toget der kan tage os til Bakurocho, stationen tættest på vores hotel og her lykkedes det os naturligvis, at gå i den forkerte retning (i vaaaarmt tøj, med tung oppakning OG kuffert). Til sidst blev det for meget for mig og der skulle gøres noget – meget mystisk var det mig der tog teten og smuttede ind i en japansk butik (de havde dog et engelsk skilt ude, så jeg _troede_ ikke det var det store gamble, men det var det :-)

Indenfor stod der 2 damer og det viste sig, at de kunne nada engelsk, så jeg måtte finde adressen på min telefon så de kunne læse denne og SÅ skal jeg garantere at der skete noget. Den ene gik på google maps, den anden kostede en kunde i gang med at tænke og den tredje ringede til en ven.

Vi fik efter nogen tid en retning og begyndte at gå, vi havde vel gået 3-4 minutter, da vi pludselig blev indhentet af en meget forpustet kunde (den samme fra før) som stakåndet og bukkende fortalte, at vi skulle bare forsætte i den samme retning 5-10 minutter, så var vi der. DET var sq aldrig sket i København!!! :-)

Vel fremme på vores grandiøse luksushotel var det tid til udpakning og et hurtigt bad – efter dette sad Sam og jeg på gulvet “inde hos mig” og spiste lidt vi havde købt på vejen. Supermarkedssushi ér bare bedre i Japan! Men vi sidder og spiser virker det pludselig som, at nogen har tændt for en meget stor Jacuzzi, en “maverumlen” i bygningen begynder og Sam og jeg kigger forundret på hinanden, hvad er nu det?

Bygningen begynder pludselig at gynge fra side til side – vi er på topetagen på niende – og det føles som om, at bygningen svinger 0,5-1 meter fra side til side: JORDSKÆLV!!!

Et jordskælv på 5,6 Richter som nævnes i mange dele af den europæiske presse, men kun i Danmark fordi Tennis-Caroline åbenbart spiller herude ……….. man kunne da godt have haft en enkelt lille notits gående på melodien: “Breaking News: Daneontour overlever jordskælv i Tokyo”, men sådan er det bare ikke for os små fisk :-)

Vi har været i Tokyo i meget få timer og oplever allerede nu et jordskælv – ja, vi går da det hele med :-)

Uagtet, at vi er godt gennem smadrede, begiver vi os alligevel ud på en mindre byvandring for lige, at orientere os og se, hvad Tokyo er for en størrelse og jeg skal love jer for, den er ikke bare stor, den er kæmpe – små 9km blev det til, med et par pauser undervejs. Grundlæggende er Tokyo (hvor vi indtil nu har været) blot “endnu en storby”, meeeeeeen med små perler gemt her og der, hvis man leder lidt efter dem:

Det er dog mit håb (og det regner jeg på mange måder med), at Tokyo åbner sig lidt mere når vi kommer væk fra de store veje og ned i de lokale områder som fx Ginza og Shibuya – de er stadig store, men sikkert langt mere atmosfærefyldte end fx området omkring Tokyo Station :-)

Vi får se, jeg er fortrøstningsfuld :-)

Efter vores lille gåtur var det tid til en lille lur, der var ikke blevet sovet meget på flyet, snarere smådøset, så vi skulle have systemcheck kl 18 og lægge en plan for aftenen – planen blev meget simpel, vi besluttede os for at sove, så kl 18 gik jeg i seng og sov til kl 6 i morges – jeg har fået en stadig reminder fra min Jawbone (se andet indlæg om dette) om, at jeg ikke sover nok – sjovt nok, så var den i morges ganske tilfreds med min søvn :-)

Her til morgen må jeg sige jeg var grumme sulten, et blodsukker på 6,9 fortalte, at jeg ikke havde fået noget at spise længe, så det var dagens første fokus. På Tokyo Station fandt vi et lille sted, hvor jeg fik ris og seafood-mulje, ja jeg ved ikke hvad det hedder rigtigt, men forestil jer noget wok-halløj med seafood og ris, så er I rimelig tæt på – smagte super og kostede ca 45 kroner. Mit madbudget kommer nok ikke til at holde helt – jeg har afsat 100 kroner pr dag til mad, baseret på at jeg havde morgenmad inkl i min hotelbooking – det har jeg så ikke her i Tokyo, bummer, men sådan er det, med supermarkedsushi til 340 yen (ca 18 kroner) dør jeg ikke af sult :-)

I dag – der skal vel ikke ske noget særligt …………. vi skal vel bare hænge ud på en lille cafe og drikke Latte hele dagen?! Det tror jeg så nok ikke vi skal :-)

Dette indlæg skrives i sådan en fætter her:

og for få øjeblikke var hastigheden oppe på 272 km/t, lige nu cruiser vi bare i området af:

Angiveligt når vi på denne strækning vi kører (Tokyo – Osaka) op på et max af 342 km/t, men vi må se, det kan være chaufføren har en dårlig dag :-)

Vi skal se hvad Osaka og Kyoto har at byde på, med max fokus på Kyoto, da denne skulle være tættest på “Japans sjæl”.

Arrigato gozaimas

Langtidsflyvning, lidt federe end forventet :-)

Sjovt som flyvninger kan være forskellige og sjovt, som man kan blive overrasket over S E R V I C E …….

En flyvning fra København til Zürich er ærlig talt ikke noget at skrive hjem om (he he), men det bliver det så alligevel, når man umiddelbart derefter flyver fra Zürich to Tokyo. Hooooold da ferie for en forskel.

Flyvningen fra København var grundlæggende ok, serviceringen ikke eksisterende, men heller ikke nødvendig for en flyvning på 1,5 times tid. Men selve maskinen, en airbus et-eller-andet, var så tætpakket og varm, at det nærmest udløste åndedrætsbesvær og semiklaustrofobi. Langt lækrere var det, at komme op i airbus-noget-helt-andet-og-meget-større, da man faktiske her kunne trække vejret. Ja ja, nu ved jeg godt, at det bliver rimelig upræcist når jeg ikke nævner modelnumre, men mig og flyvemaskiner, og det væsentlige er “lille og en pine” samt “stor og fantastisk”.

Om bord på “den store” blev der både serveret puder og tæpper, snacks, mad, drikkevarer, alkoholer, ja alt man kunne drømme om og sidefaciliteterne var absolut også fantastiske – egen lille skærm til film og underholdning, me like :-)

Nu ved jeg godt, at I sidder derude og tænker: “Ja ja, det er sq da meget normalt Hr “Verdensudforsker”” – men jeg er jo ikke vant til det og er da derfor mægtig positivt overrasket.

Mødet med Sam i Zürich gik super – gensynsglæde fra første øjeblik – vi skal nok få det sjovt også på denne tur. Det er interessant, at vi begge har brug for vores space og derfor i perioder bare er os selv, sådan var det også i Ukraine og det er da superfint, at der er plads til dette også når man reelt ikke kender hinanden så godt, ud over den historie man har sammen. Det skal nok gå fint.

Lyset er lige gået i “sove mode” omkring mig, hvilket er lidt mystisk når kl er 16:25 (CEST), men i japantid er det naturligvis meget fornuftigt, da klokken jo der er 23:25 …….. men mystisk er det at skulle “sove” når det udenfor er lyst og “vågentid”, men “jeg skal nok” (tænkt med Keld fra Olsenbandens stemme).

Sam og jeg har kort talt om dagsplanen og vi vurderer tirsdag aften, om vi går efter fiskemarkedet eller skyder det til en anden dag. Vi skal bare ikke udkøre os selv så sæt på starten. Vi mangler lige nu et gps-program, så vi kan punche et decimalt koordinat ind og så bare få en pil som fortæller hvilken retning vi skal gå i – det løser sig eller også farer vi vild! :-)

Keedeligt, i know, men også en del af turen :-)

Dette indlæg skulle have været postet i går, men vi gik desværre mega-kolde -mere herom inden længe :-)

Location:Et sted i luften, ingen ved reelt hvor

Megaweird, det regner ikke :-)

Alle gode gange 3 og så regner det ikke – skal overtroen få overtaget, når man 2 gange er taget afsted i regnvejr og haft gode ture for nu, at tage afsted i tørvejr?
 
 
 

 Natten har været forfærdelig, havde svært ved at falde i søvn – hvilket er naturligt nok og helt forventeligt – men jeg har også været vildt plaget af mareridt, alt fra skilsmisse til min fars begravelse under syrede omstændigheder :-( Det er nok bare rejseangst der spøger under min ellers så veltrænede og cool overflade :-)
 
 Men hey, det er jo også dét det hele handler om, angsthåndtering, altså ikke kun, men også. Som nogle af jer har hørt på mine foredrag, så taler jeg jo rimelig åbent om dette, både for at bryde et tabu, men så sandelig også for, at se det afslappede ansigstudtryk på flere i salen, som tydeligt signalerer “Hvor dejligt, en anden der har det lige som mig”, for så at blive afløst af “Hmmmm, men hvordan kan han så stå på en scene foran rigtig mange mennesker???” – lidt morsomt, på den rare måde :-)
 
 Sidder det efterhånden vanlige sted og får mig en skinke-oste-sandwich af den tørreste og mest elendige slags, men det hører sig til. Jeg kigger ud over et tørlagt lasteområde, som de sidste 2 gange jeg har været afsted har været silende våde i en grad, hvor man kunne frygte for flyvningens sikkerhed. Men ikke denne gang, der er knaaaaaastørt – faktisk tror jeg, at min sandwich er tørrere, men bortset fra den, så findes der intet tørrere end dette lasteområde i miles omkreds (hvordan kan det iøvrigt være, at det stadig hedder “i miles omkreds”, vi er dog gået over til kilometer for mange mange generationer siden??)
 
 Er det her man skal lave paralleldragelse mellem afgangsvejret og turens samlede success? De 2 forrige ture med afrejse i reeeegnvejr er jo gået fantastisk, så må det jo betyde, at dette bliver det værste ever!! Well, det har vel ikke større betydning end den sorte kat der krydsede vejen da jeg blev sat af eller det spejl jeg knuste ved security?
 
 Naaaah, det er spas, I kan ta’ det :-)
 
 Jeg tror ikke man skal måle på så meget og finde tegn og signaler i alt – det skal sq nok gå fint ………….. håber jeg. Det er jo noget mærkeligt noget, at efterlade sin vanlige livline (fruen derhjemme, kunen, hende som på alle måder har min ryg som jeg har hendes) og rejse ud i verden for, at fortælle historier om emner fra fjerne lande. Måske dumt, det ved vi først bagefter.
 
 Check-in gik denne gang lige efter bogen (nye læsere vil kunne muntre sig over dette tema fra mine tidligere ture til Ukraine og Rumænien, hvor check-in har været “anderledes” hver eneste gang), faktisk gik det så godt, at check-in-personen begyndte at spørge til hvor jeg skulle hen, hvilket gav anledning til en lille snak om Fukushima og mediedækning – Kaatjiiiiiing, én potentiel foredragsdeltager mere i kassen og så er det endda kun mandag :-)
 
 Security, heller ingen problemer, jeg huskede alt. Mediciner røg i kassen, ipad lige så, støvler også – det hele lige efter bogen …… altså bortset fra min mobil i baglommen :-)
 
 Damn, den sandwich er tør!!!
 
 Om en halv times tid er der afgang med LX1267, en information som ligger min lille datter meget på sinde at kende – hun vil med garanti opponere mod brugen af ordet “lille”, for hun er dog 10 år og næsten voksen – for med den information kan hun følge med i, hvor jeg er hvornår. Det er da supersødt!
 
 Knægten på 12 lurer sikkert også med over skulderen uden at vise det for meget, men følge med, det gør han.
 
 Det bliver lidt barskt ikke, at skulle se dem i 2 uger og det er faktisk også derfor, at jeg altid har brugt lidt tid på, at sidde i lufthavnen og “lukke ned” inden jeg skulle afsted. Det går ikke, at sidde på en fjern destination alene og savne hjertet ud af kroppen, så rammer ensomheden, bekymringerne og angsten for fuld skrald og det er ikke gavnligt for nogen.
 
 Puha, det bliver sq lidt overmandende med alle de tanker om hjem og familie, måske jeg skulle komme lidt i fokus og langsomt begive mig ned til bordingarea og langsomt komme i TourMode.
 
 Foran mig ligger 15 timers flyvning med et lille stopover i Zürich, hvor jeg skal mødes med Sam, min postapokalyptiske atomar-makker, som jeg mødte i Kiev for 3 år siden. Lidt morsomt, at vi allerede der talte om, at måske var Fukushima et kommende mål – dengang slog jeg det hen med tanken “Ja ja, dette bliver min eneste tur nogensinde, so that aint gonna happen” – men det gjorde det så og nu er vi på vej.
 
 
 Vi ses på den anden side – hakuna matatta og alt det der
 
 Daneontour signing out
 

Dagen før, dagen før dagen

Så blev det endelige dagen før dagen før dagen, planen er klar, jeg er træt og har nu overgivet mig til, at jeg ikke kan gøre mere end at pakke :-)

I nat blev jeg færdig med planen eller retter fik lagt en bruttoplan, som er til at rette i hvis behovet skulle opstå. Er planen realistisk, måske, måske ikke, det er egentlig heller ikke så væsentligt, det væsentlige er, at der er en plan, hvor man kan vælge fra fra.

Det betyder også nu, at trætheden rammer mig med nærmest tsunamilignende effekt, da der har været arbejdet superhårdt og intensivt på denne plan de sidste 3-4 uger, ved siden af alt det sædvanlige, naturligvis :-)

Fredagen var “afskedsdagen” på mit “37 timers halvtidsjob” (ja ja, medlæsende kolleger, lad nu sjov være sjov og alvor være alvor :-), mange var forbi og ønske god rejse og opmærksomheden på min kommende udfordring, har faktisk være langt større og dybere end jeg nogensinde havde forestillet mig – det bliver man naturligvis både glad og taknemmelig for. Fredagen var også dagen, hvor vagtradioen skulle overleveres og det skulle udmeldes at jeg er out of reach i 2 uger og dét var virkelig en milepæl og også en afgørende faktor for, at jeg mandag morgen for alvor kan gå i projektmode og det er præcis hvad jeg forventer vil ske.

Lige nu er jeg efterudmattet efter mange ugers hårdt arbejde, men jeg forventer et regulært skifte, når jeg mandag morgen rammer lufthavnen – på mange måder er det som når jeg er ude på fotojob, hvor jeg ofte er i helt særligt tøj, gående i særlige støvler og derfor også kommer i en helt særlig tilstand, hvor både min gang og min approach til andre er helt anderledes end vanligt. På samme måde forventer jeg, at når jeg går ind gennem dørene i lufthavnen ca 7.30 mandag, så skifter mit fokus fra, at være altfavnende til, at være lynende målrettet og måske er der her en læring, som man kunne tage med sig ind i sit “37 timers halvtidsjob” :-)

Det at være klar over visionen og missionen er både resultatskabende, men så sandelig også energibesparende og måske er det netop “fravær” af denne type og dét at beskæftige sig med noget helt andet som gør, at man bringes til at reflektere over egen gerning og forbedringspotentiale heri. Meeeeen, grundlæggende er det jo ikke dér det svære ligger :-)

Tim Christensen synger i en sang noget i stil med: “It maybe easy to quit, but so damn hard not to start again ……….”

Dyrk den lige, du kan finde den her og den aktuelle tekst er 3:18 inde i sangen:

Det er fra en af Tim Christensens absolut fedeste koncerter i Abbey Road, den ville jeg gerne have været med til …… men nej, man må nok ikke fotografere, så det havde generet all the way through :-) Nå, ja, det gør jo ikke sangen dårligere :-) Dyrk iøvrigt lige trommeslageren, Olav Olsson fra Norge, han er ikke mindre en fantastisk :-)

Men finten er, at det jo netop i al forandring er svært ikke, at falde tilbage i den gamle gænge igen, men summasumarum, det er ved oplevelser som denne eller tilsvarende fx marathonløb, ekstrem cykling, bjergmeditation mv mv, at man kommer derud, hvor man tænker anderledes tanker og det handler netop så “blot” om, at fastholde og implementere disse i ens hverdag :-)

Nå, væk med lommefilosofien og tilbage i sporet :-)

Jeg er i skrivende stund i gang med omstillingsprocessen! Dette indlæg skrives på min ipad med tilkoblet tastatur for lige, at få genopfrisket, hvor er det nu lige det er :-) Jeg har arbejdet på, at få en ny og let skrivedims med (Lumia 2520), men det er ikke lykkedes, måske på næste tur har jeg noget bedre skrivetøj, men indtil da må dette fungerer og det har det jo også, det er 3. tur der køres efter denne model og bevares, det fungerer da, det havde bare været rart at kunne tage det til next level og kunne kompleksitetsreducere en anelse :-)

Få meter fra hvor jeg sidder står håndbagagen og lurer. Kamera, objektiver, videogrej, batterier, dims og osv – 8 kg med nødvendigheder, som kommer til, at være på min ryg de næste par uger, mon ikke det giver lidt ekstra til det kommende smid-kilo-projekt?! :-)

Kapacitetsmæssigt kan jeg forbruge ca 4 timers video og ca 7-8.000 billeder – mon ikke jeg lige kan klare mig med det?! :-) Jeg har købt hukommelseskort som kan bruges både til video og foto, så jeg kan fleksibelt skifte undervejs, hvis jeg har mere brug for video, ja så kan jeg overføre noget af kapaciteten fra foto til dette – mon ikke det går? :-)

Bagagen skal pakkes lidt senere, men lige nu har jeg valgt bare, at koble lidt af oven på planafslutningen og så nyde roen og familien, meeeeen jeg kan da tydelig mærke, at jo mere jeg skriver, jo mere og mere rejsestemning får jeg i kroppen :-)

Vi ses derud – Sayonara :-)

Du får det som jeg ser det, når jeg ser det eller er i det ………..

Konceptet bag daneontour er, at fortælle hvad der sker, når det sker og som det opleves – dette er uanset, om det er fysiske handlinger der opleves eller tanker som tænkes, både når de er gode og glade, men også når de er tvivlende og filosoferende. Det er et “all in”-koncept på godt og ondt. Når dette bringes i hu nu skyldes det, at jeg er kommet i kontakt med en Amerikaner som medvirker til, at trække grænserne mellem godt og ondt endnu hårdere op og så bliver jeg ramt af usikkerhed og tvivl – kan jeg nu gøre dette godt nok, kan jeg overhoved fortælle denne historie fair og rimelig?!

På nettet fandt jeg en artikel i dag om “menige” japaners frygt for, at blive glemt i forbindelse fukushimasagen. Artiklen beskrev frygten for, at regeringens nedtoning af sagen ville lykkes i et omfang, hvor de genhusede japanere blev glemt og efterladt hvor de nu er.

Min første tanke var noget i stil med “wauw, insights og data, en endnu en vinkel på den historie jeg gerne vil fortælle.

Fukushima-Daiichi-Nuclear-Plant_photo_mediumMin anden tanke var mere i boldgaden “Paniiiiiiiiik”. Panik fordi det bliver tydeligere og tydeligere hvilke kræfter jeg er oppe i mod, hvilke kræfter der agerer på begge sider af den objektive sandheds tynde tynde knivsæg.

Den japanske regering vil med stor sandsynlighed forsøge at overbevise mig om, at jeg med fuld tryghed kan spise frisk sushi fra gulvet på “Fukushima Dai-ichi” værket.

Den anden front vil givetvis forsøge at overbevise mig om, at ulykken var så stor og omfangsrig, at jeg blot ved at berøre gulvet i Narita Airport (220km i fugleflugt Fukushima) kan jeg lige så godt overveje, at begå seppuku med det samme, for mit liv er alligevel på alle måder slut og overstået!!

Det er logisk klart, at sandheden ligger et sted midt imellem, men alligevel også noget som sætter en spire af tvivl i forhold til, om dette er så eklatant dumt, at det nærmest burde forbydes ………… jeg bliver så sandelig også ramt af ydmyghed og/eller kompetenceusikkerhed i forhold til, om dette er så laaaaaangt over mit hoved, såvel fatteevne- som formidlingskompetencemæssigt, at jeg skulle lade være, da jeg måske også kan gøre mere skade en gavn. Tvivlen gnaver i mig!

Fronterne gøres samtidigt usikre, når den ene front skriver, at baggrundsstrålingen i Fukushima Ciy er lavere end den er i Tokyo 238km væk, mens den anden front skriver, at alt fødevareproduktion i hele Fukushimaregionen burde forbydes ved lov.

I et blogindlæg jeg skrev for ca 10 månedersiden om “Ydmyghed vs Selvsikkerhed – Den evige kamp ……. ” (http://daneontour.dk/2012/08/22/ydmyghed-vs-selvsikkerhed-den-evige-kamp/) og derfra tillader jeg lige, at genbruge en lille stump:

“Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som mq1havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!”

 

Se, sådan sidder jeg og har det lige nu!! “Betty, Im in doubt!!!” Misforstå mig endelig ikke, jeg gør det sq, no doubt, men tvivlen er der big time – og på mange måder handler dette projekt også om dette, at acceptere sin tvivl og komme igennem den til den anden side.

I fald ovenstående analogi med Fontaine ikke gik rent ind, så kan du dyrke temaet her – fantastisk show, ville gerne have været der:

Artiklen jeg refererer til i starten af dette indlæg betyder vel reelt blot når alt kommer til alt, at der er endnu en vinkel der skal forsøges afklaret – først var det kun de forladte byer, så blev det de forladte byer og måske værket – nu er vi så ved de forladte byer og måske værket, men så sandelig også de evakuerede beboere, hvis jeg kan finde dem.

For hver eneste lille teske man får gravet ned i denne historie åbner sig en underjordisk hule af nye usikkerheder og informationer, på en god dag: Fantastik – på en dårlig dag: “Holyyyyy shit, hvad har jeg nu rodet mig ud i” ;-)

 

Tillad mig, at jeg runder ovenstående af med et lille citat fra Shogun, som jeg så’n helt tilfældigt dyrker for tiden:

 

A mans faith is a mans faith and life is but an illusion

 

 

Du gi’r mig drikkepenge, hvorfor er du ikke tilfreds?

Når du giver en Japaner drikkepenge, bliver du ikke mødt med et “tak”, men med et “hvorfor ikke mere” i konteksten “hvorfor er du ikke tilfreds med min service”. Dette kan virke helt bagvendt på os, som ser drikke penge som “ros”, men grundlæggende handler det om forlegenhed, noget som vi ofte overser i Danmark.

Se, nu er der jo skabt grobund for et længere indlæg med et ledelsesmæssige islæt over temaet “Er ansigtstab en problematisk faktor i dansk erhvervsliv?”, men det bliver du snydt for, i stedet vil jeg hellere starte et helt andet sted, nemlig med dagen i dag!

Asakusa-Kaminarimon-Tokyo-JapanDagen i dag er på alle måder lidt magisk og baggrunden for magien er lidt bagvendt. I går sad vi i familien og talte om den kommende tur ud i det ukendte og nåede frem til, at der nok var omkring 100 dage til afgang. I nat rendte jeg så ind i lidt søvnudfordringer grundet udefrakommende støj og lå og skulle lave et eller andet for at kunne falde langsomt i søvn, så jeg begyndte at regne i datoer (mmmmm, weird, i know) og gæt en gang, i dag er der præcis 100 dage til jeg tager afsted til det farlige land – det faktum gør sjove ting ved pulsen :-)

Jeg arbejder med den kommende tur alt det det er muligt, hvilket ikke er voldsomt meget for tiden. Jeg har de sidste par uger været ude på adskillige fotojobs, konfirmationer, events etc og der har skulle produceres billeder fra disse. Der har været turadministrative ting der skulle klares, ansøgninger om adgang til “Zonen”, dialoger med den japanske regering mv mv her har Mr. Sam trukket godt fra og jeg har kunne koncentrere mig om områdemæssig research. Jo dybere jeg graver ned i denne historie, jo større bliver det også – denne tur har alle forudsætninger for, at blive højeksplosiv. Fukushima er omgivet af så mange forskellige sandheder og skjulte dagsordener, at man nogle gange kan blive lidt i tvivl om hvem der reelt fortæller sandheden, for alle har noget at vinde på deres historie …… om ikke andet, så bare det ikke at tabe ansigt.

Ganske som man kunne forudsige, så er vi allerede ved, at løbe tør for tid – lidt morsomt, når man ikke en gang er kommet afsted endnu. Jeg har fundet de fantastiske forladte steder i Syd-syd (det betyder laaaaangt mod syd) japan, spændende kulturhistorie i sydpå (det betyder så mange rimelig langt syd på), fantastiske uberørte steder i Tokyo, det farlige farlige mod nord og endnu højere mod nord, nogle fanstastiske forladte kultursteder. Vi kan ikke nå det hele – øv øv – så vi regner med, at lægge en plan som giver max udbytte (og minimum søvn), der skal jo også lige være plads til lidt sumobrydning og besøg i kapselhotel :-)

capsule-hotel-3

Researchen på steder som skal besøges gør også, at der tænkes praktisk – hvad skal man have med af grej og jeg har i den forbindelse måtte træffe en hård og tung beslutning, min gode ven Canon 1D mk III må desværre forlade mig. Det tager fantaaaaaastiske billeder, det er kongekameraet over dem alle, men det er desværre for tungt til, at mine hænder kan holde til det i 10 dage straight. Det kan virke mærkeligt, men det er med tungt sind at jeg skiller mig af med dette, det er på alle måder for mig indbegrebet af det bedste af det bedste – skulle jeg en dag løbe ind i “penge nok”(tm), så ville jeg uden tvivl købe den nye udgave af kameraet (1Dx) og så bruge det og glædes over dette, en gang i mellem – så har du et Dx liggende der trækker støv, så bare kig forbi, jeg skal nok passe på det for dig ;-)

Vi kommer ud til Japan i Tyfonsæsonen, så jeg har også brugt lidt tid på, at finde ud af, hvordan vi bedst kan beskytte os selv og vores grej mod pludselig opstået kraftig regn. Jeg har fundet de mest fantastiske jakker, som kan modstå al vand i verden, men hold da fest hvor ved leverandøren godt hvad noget sådan skal koste :-) 2600 kroner for en hardshelljakke – that aint gonna happen – så lige nu tror jeg, at en stang éngangsponchoer kommer til at være løsningen, sq ikke van(d)vittig elegant, men det klarer vel opgaven.

Min research har også gjort det klart for mig, at jeg bliver nødt til at sætte mig grundigt ind i atomarteori og japanske kultur, det første for at der kan stilles nogle seriøse spørgsmål når vi forhåbentlig mødes med japanske repræsentanter for regering, forskning og Tepco (mmmmmm, jeg nævnte vist, at det var ved at blive stort). Kulturdelen handler om, at jeg grundlæggende naturligvis mener, at man bør optræde “korrekt” når man besøger fremmede kulturer, men anerkender så sandelig også, at dette kan bidrage til, at få svar på nogle spørgsmål og ikke blot blive mødt af the wall of silence :-)

I0000vAYMek2dY1MHvis man har set “The Cove”, så får man et helt andet indtryk at den japanske kultur og den kan for mig på alle måder godt være en motivator for ikke at træde ved siden af, for hold da fest hvor kan de blive sure og aggresive :-(

Netop derfor kan det måske også være interessant at bruge noget tid på, hvilke knapper man absolut ikke skal trykke på og måske blot få et lille indblik i det japanske mindset ………….. Og SÅ kom vi endelig til der hvor historien begyndte.

Den kulturelle research har bl.a. oplyst mig om, at man i Japan ikke bruger drikkepenge – og det lyder jo med min danske kultur helt vanvittigt – men når man giver drikke penge i Japan, så bliver det oftest mødt med et “Hvorfor ikke mere end det??????” og derfor antagelsen “Var du ikke tilfreds min min service??????” og det fortæller i den grad noget om, at kulturindsigt kan være alt afgørende for den kommende tur – well, naturligvis er de da givetvis eftergivende ift en sølle Gaijin, men jeg er sikker på, at det i høj grad vil åbne flere døre, at vide hvad man gør og bruge lidt tid på skikke og kutymer fremfor bare, at sparke dørene ind med mine fantastiske sikkerhedsko (som jeg denne gang nok skal huske at tage af i security  – nye læsere kig her: http://mures2012.wordpress.com/2012/10/14/touren-er-igang/ )

Måske kunne vi i danmark have glæde af i vores dagligdag at tænke over eksemplet med de japanske drikkepenge. Måske gør vi nogle gange ting som gør, at andre taber ansigt eller bliver bragt i forlegenhed og måske kan vi få det endnu nemmere/bedre med hinanden, hvis vi liiiiige har den tanke med når vi kommunikere med hinanden.

 

PS:

I min søgning efter relevante billeder til dette indlæg faldt jeg lige over det følgende:

 

http://www.joe-ks.com/archives_sep2005/Manmade_Japan_Beach.htm

Den side må I simpelthen besøge – den er et rigtig godt eksempel på, hvad jeg kulturmæssigt er oppe imod ;-)

 

 

 

Kort opsamlingsstatus

Tokyo-Hotel-Horidome-Villa-Hotel-Exterior-1-DEFPuha, det er en hård omgang ikke at vide, om man kommer afsted eller ej – omvendt, så er det jo også en del af den feeeeede oplevelse når/hvis det så endelig lykkedes ;-)

Siden sidst er der sket en masse, hotellet er booket (se det evt. her) og der arbejdes på højtryk for, at få de fornødne aftaler i hus, så der kan skaffes adgang til den lukkede zone omkring Fukushimaværket. Men det har været nervepirrende 3 uger!

 

**** Rewinding time ****

 

Glæden var jo stor, da Mr Sam var game på, at tage med ud og erobre Japan – lige så stor var skuffelsen, da jeg et par dage senere får en sms fra ham om, at han liiiiige skulle koordinere indsatsen med fruen og endnu værre blev det, da det pludselig ikke er sikkert han kan tage med alligevel, da ham og fruen har en aftale i Frankrig den 8.-14. september, som ligger præcis i perioden for MIN tur, nemlig 10.-20. september, da dette skal indpasses i forhold til mit almindelige dagligdags arbejde.

Mr Sam skulle derfor i dialog med fruen og med dem de skulle besøge for at se, om dette evt kunne flyttes til det senere tidspunkt …….. det kunne det ikke :-(  Dét var sq ikke nogen super dag, da det jo på alle måder jvnf min kære hustrus veto jo satte turen i dén grad i fare!! Jeg spurgte Sam, hvornår han så kunne tage til Japan og at September stort set var det eneste tidspunkt det kunne lade sig gøre på – det fik jeg ikke svar på. Lettere provokerende skrev jeg til ham, om han så kunne rejse den 15/9 – antagende, at det måtte da udløse et hurtigt nej og dermed respons, men niks, der var helt lyddødt???

Jeg får pludselig en sms fra Sam om, at han er ked af at han ikke har svaret, men han knokler med et sprunget vandrør i huset, men han nok skal vende tilbage snarest muligt. Lidt egoist er man vel, så jeg tænkte ved mig selv: “Jo jo, du har sprængt vandrør og det er da vældig trist, MEN SÅ KAN DU VEL TALE KONEN OM DATOER SAMTIDIG!!!!“. Erkendt, det var ikke særlig sympatisk af mig, men jeg var sq under pres!

I går kom der så endelig bud fra Mr. Sam via WhatsApp – den så ud som følger:

WA-Sam 1

 

Helt ærligt, og tilgiv mit franske, så var min første tanke med det samme “FUCK No, dette sker fandme bare ikke!!” og på ca 3 sekunder rent var humøret helt  bund og jeg tænkte ved mig selv: “Kom så bare med det, lad os få det overstået, så jeg på en eller anden måde kan komme igang med at håndtere skuffelsen” og så kom anden halvdel af budskabet:

 

WA-Sam 2

Og se, NU var glæden stor og nu var der så kun en vej frem nemlig, at få rescheduleret vores præbooking på hotellet og få bestilt nogle flybilletter inden priserne steg igen (de 3 ugers ventetid har kostet 100 euro i prisstigning). Som sagt så gjort, begge dele fikset og det lykkedes endda, at finde et flight der flyver via Zurich, så den 15. september møder jeg Mr. Sam i Zurich Lufthavn og så boarder vi sammen flyet mod Tokyo som ankommer den 16/9 kl 7.50 lokal tid.

Det har indtil i går ikke givet nogen som helst mening, at begynde at researche på dette eller hint (well, helt sandt er det så ikke, jeg satte allerede for et par uge siden gang i nogle forbindelser), men det er så startet fullscale nu. Jeg er begyndt at høste kontaktpersoner som kan øge sandsynligheden for adgang til den faaaaarlige zone, disse såvel nationalt som internationalt, og så må vi satse på, at vi om små 5 måneder er så meget på plads, at portene står åbne, når vi ankommer til Fukushima …….. og Fukushima er hovedmålet, som der skal fokuseres MAX på! Når det er sagt, så er en tur til Japan jo også så meget mere og det er også under udforskning, så en plan er langsomt på vej. Skulle du have lyst til, at følge denne plan, så kan den læses her: http://daneontour.dk/planen-2014/ – den vil I perioder, fx i skrivende stund, være noget af en rodebunke, men den skal nok blive struktureret, men lige nu er den nok et rimelig godt billede på, hvad der foregår oppe i mit hoved :-)

Vidste du iøvrigt, at Japan har en af de mærkeligste spiser jeg endnu har hørt om? Nemlig HvepseCookies:

wasp-cracker

Dette er en Cookie fyldt med tørrede hvepse og helt ærligt, så er det nok første gang i min liv at jeg tænker: “Hmmmm, jeg er ikke heeeeelt sikker på, at jeg skal prøve det ;-)” De hedder “Jibachi Senbei” og kan købes i 20 stks pakker i de japanske supermarkeder for ca 8 kroner. Meeeeeeen, der kommer sq nok en pakke eller 4 kufferten når jeg skal hjem ;-)

 

Ja, det var jo ikke meningen, at dette skulle have været så langt, men det blev det – sorry! Skulle du få lyst til, at følge denne tur udenom de kanaler du har modtaget dette indlæg i, så kan du blot bruge dette link:  http://daneontour.dk/category/fukushima-2014/ alle indlæg vil kunne fines dér, såvel før, under, som efter turen – ganske som vanligt, så regner jeg med, at der vil blive liveblogget, måske endda og Vlogget fra Japan, satser på at få mulighed for, at sende jer alle en videohilsen fra de forladte byer omkring Fukushima.

 

Vi skrives ved – send mig endelig en besked eller note, hvis du får en tanke eller en god ide ift denne tur :-)

 

Daneontour signing out

*Nanooo Nanooo*

Tour 2014 er måske under opsejling ……..

Noget skulle der ske, Chernobyl i 2011, Rumænien i 2012, Eventfotografering i 2013 – var det så det? Slutter eventyret her? Nej da, Tour 2014 er netop i disse dage i sit spæde opsving ………

Det er åbenbart ikke helt ringe det jeg gør, når jeg er ude og optræde med mine billeder og foredrag, for jeg får da jævnligt forespørgsler på, hvad jeg ellers kan komme ud og fortælle om, når foredragsstederne har været hele kataloget igennem – well, katalog og katalog, 3 fordrag er vel grundlæggende også et katalog ;-)

Og det har naturligvis givet anledning til en del tænkearbejde. Min research ift de hjemløse er pt sat en smule på hold, ikke droppet, bare sat på hold, da foråret har været usædvanlig travlt. Der arbejdes lige nu med nogle ganske særlige tiltag på området, men det skal i nok høre om i anden anledning. Jeg har fået en del indspark fra de sociale netværk bl.a. om det ikke kunne være interessant, at kaste sig ud i pilgrimsvandringer ……. ikke bare så’n den vanlige camino-ting, men snarere en pilgrimstriologi med vandringer til Caminoen, til Kalaen og endelig til Jerusalem for herefter, at lave en foredragsrække om disse. Det kunne være ganske fantastisk, men lige nu er det nok for omfattende og jeg kan heller ikke helt finde ud af, om der nationalt er en kæmpe interesse for, at høre om dette, men det vil fremtiden vise.

Se, pludselig out of nowhere siger én: “Hvad skete der egentlig med Fukushima? Man hører jo aldrig noget og i en periode var det jo nærmest på højde med Chernobyl og universets samlede destruktion ………” og dét satte nogle tanker i gang.

  • Det er et sted i verden, hvor ikke alle bare lige kigger forbi!
  • Det er en markant anderledes kultur end den vi normalt bevæger os i!
  • Det er lidt “farligt”!
  • Der er mange muligheder for “yderligere aktiviteter”!
  • Der kan komme nogle fantastiske billeder ud af af det!
  • Det er ikke “bare lige”!

Og jeg tænkte i situationen: “Hmmmmm, måske skal der arbejdes lidt med dette ……….”

Der er siden da blevet gravet lidt i økonomi, potentielt turindhold, muligheder, begrænsninger, holdninger i hjemmet mv mv mv og særlig den sidste del gjorde, at der pludselig skete en interessant drejning i projektet. I en helt anden samtale med min kære hustru siger hun pludselig: “Duuuuu, det der Japanhalløj, dét er jeg altså ikke særlig tryg ved!!!” – vi har så, som vanligt, en ganske fornuftig og hyggelig dialog om dette, som fra fruens side afsluttes med ordene (OG et stort smil): “Jeg tror simpelthen, at jeg bliver nødt til, at veto’e dette projekt, med mindre du laver en alliance med Mr. Sam” …………… det griner vi lidt af og da jeg jo er handlingens mand, så tager jeg telefonen op af lommen og sender en sms til Mr. Sam, gående på melodien: “Hej – hvordan går det? – Håber du har det godt! – Jeg har en ide, hvad siger du til, at mødes i Tokyo i September?

Der går ikke længe, så kommer der en kort sms tilbage med ordene: “September, Tokyo – Cool, jeg tror ikke jeg har nogle møder på det tidspunkt!” og så kan jeg grinende sige til hustruen, at så er dén ged barberet :-)

Hun er glad, jeg er glad ……. men hvem er ham der Mr Sam??

Mr. Sam kan man læse meget mere om her og de efterfølgende indlæg: https://pripyat2011.wordpress.com/2011/08/29/ikke-sa-meget-nyt-og-sa-alligevel/

 

Den korte udgave, for dem som ikke har tid til, at læse om mine rejseudfordringer, så er Mr. Sam en Schweitzer som jeg ved et rent tilfælde lærte at kende i 2011 i Ukraine – han skulle til Chernobyl, jeg skulle til Chernobyl, han var der for at fotografere, jeg var der for at fotografere, han boede på Hotel Rus Accord, jeg boe……… well, you get the point – men læs endelig ovenstående link, som er langt mere uddybende og faktisk i perioder også ganske sjovt ;-)

Sam og jeg har været i sms/email-kontakt med hinanden et par gange om året siden 2011, men ikke mere end dette.

Status er lige nu den, at Sam og jeg er i realitetsforhandlinger om, at tage ud og finde ud af, hvad der egentlig skete med det der Fukushima og så måske liiiiiige ser, hvad der rør sig på den der lille ø (Japan) når vi nu er der alligevel ;-)   Hmmmm, huskede jeg at nævne, at September er Sumo-måned i Japan ;-)

 

Har du gode ide’er eller gode forbindelse som jeg kunne have glæde af, så er du naturligvis meget velkommen til, at sende mig en mail – det sker som altid på: mark@daneontour.dk

Følg med, det bliver ikke bare spændende, det bliver fantastisk!! ;-)

Soredewa mata

PS: Jævnfør min fornylig udmeldte kommunikationstrategi kommer der ikke et særligt website til denne tour, den kan følges på disse sider, men da godt nok via et særligt punkt i menuen – more to come på det punkt.

Sometimes life just aint getting better