Når hyggen sidder i munden

Ja, blot med overskriften alene har man siet 50% fra og tiltrukket de forkerte 50%, fordi titlen lægger op til noget helt andet end indholdet :-) Sådan er det med retorisk frihed og Forest Gump, man ved aldrig helt hvad man får :-)

Det er lang tid siden sidst, faktisk skylder jeg jer en historie fra en tur der ikke var så meget fokus på, men den skal nok komme snarest muligt.

Siden den sidste officielle tur – Chamonix i 2015 – er der sket en masse. Jeg er startet mit indadvente projekt som gerne skulle ende op med et foredrag med (arbejds-)titlen: “Fra Sofaløve til Bjergleopard”.

Foredraget skulle gerne handle om min forandring fra, at sidde i sofaen til at stå på toppen af Kilimanjaro (og andre spændende toppe i verden). Men mellem disse 2 yderpunkter er der en del arbejde. I Chamonix i 2016 skulle formen prøves af og det blev på alle måder en tydelig test som viste, at stort set alt kunne forbedres og det arbejde er jeg gået i gang med.

Senest har jeg i august gennemført en KMD 4:18:4 i en megaskidt tid og med skader til følge – jeg måtte gå de sidste 2km – men dog stadig gennemført.

mark-kmd4-18-4-2016

Jeg fik ikke trænet “godt nok”(tm) op til dette så det betød, at jeg (som vanligt) rendte ind i en lægskade, som har taget det meste af en måned at komme over. MEN, nu er jeg igang igen, langsomt, men igang :-)

For at det hele nu ikke skulle gå hen og blive for kedeligt, så udnævnte jeg Oktober til sukkerfri måned – ikke så’n fanatisk, bare sukkerfri måned. Dette betyder for mig, at Slik, Sukkersodavand, Kage, Is og slige er forbudt – sukker indeholdt i almindelige madvarer fx Ketchup er ok, for ellers bliver det for bøvlet og går i vasken. Nu 15 dage inde i projektet går det så godt, at jeg overvejer at forsætte når måneden er gået, jo jo, jeg får nok lidt udfordringer under julen, men det må jeg tage når jeg kommer dertil …….. vel er man ikke helgen, blot superhelt :-)

Jeg får nogle gange den syyyyyyyyygeste sukkertrang eller rettere, trang til sødt. Indtil videre er det løst med enten rosiner eller Nellie Dellies, Rosiner er vel egentlig lidt snyd i og med kroppen og blodsukkeret er ligeglad med, om det er raffineret sukker eller frugt sukker, men her handler det om, at lære hjernen at de førnævnte produkter ikke har sin nødvendighed i dagligdagen.

I dag går det så pludselig op for mig – og nu kommer vi til det – at ufattelig meget af vores danske hygge sidder i munden. Dette betyder, at vi par tout skal æde et eller andet (for mig) forbudt når vi skal være sociale og være hinanden nær – det er sq da ufedt! Ja, øhhh, fedt er det også, men så irriterende da.

Det minder mig om den gang folk inkl mig selv røg – der måtte ryges over alt, man gjorde det i hjemmene også når man fx så en god film i Fjernsynet ……. jaaaaaa, det hed det den gang. Så stoppede man med at ryge og på mange måder var filmene nu kun halvt så hyggelige, der var noget der manglende.

Nu ryger meget af hyggen ved sociale arrangementer også, når man ikke længere kan napse sig en kvart lagkage eller en kanelstang – hvad filan gør man så? Man er nu tvunget til, at tale med folk i stedet for at stoppe i hovedet, skræmmende.

Jeg har også skruet ned for kaffen, by the way. Og hvor står man så? Sammen med Veganerne (og ikke et ondt ord om dem iøvrigt) ovre i hjørnet og drikker kold postevand og æder klidkiks – lever man længere af det? Næppe, det føles bare så’n!

For nu at forsætte film-analogien fra før: En gang var en film 100% fordi man røg og spiste slik mens man så film. Så røg smøgerne og det blev halvt så hyggeligt. Nu er slikket væk og det er igen halvt så hyggeligt – ergo sum: I dag er film kun 25% hyggelige af hvad de var en gang!

Hvordan i alverden kompenserer man får dette?

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men sandheden er desværre nok, at det ikke så meget handler om, hvad det egentlig er man smider i den orale makulator, men snarere at der smides noget i den.

Lige nu er mit udgangspunkt: Gulerodsstave

Jeg ved dem der har mødt mig i den virkelige verden nu er i chok, men nej, jeg er ikke blevet sløj, jeg har ikke set lyset, jeg prøver bare mentalt at overleve en radikal forandring. Prøv at se, om du kan følge mig i nedenstående :-)

Slik til en film er fantastisk, skulle man være løbet tør så kan man altid ty til Chips med dip. Når vi er helt ærlige, så lægger vi faktisk ikke mærke til, om det er barbacuechips eller sourcream and onion vi sidder og tygger på, når bare dippen er god og filmen fantastisk.

Derfor snyder vi, vi skrifter chippen ud med – taaadaaaaa- gulerodsstave og bibeholder dippen.

Mon ikke det går, det tror jeg nok det gør!!

Næste fase kan så være, at skifte dippen ud med noget mere langtidsholdbart – her tænker jeg ikke på dippen men kroppen. Noget med fx mindre fedt, men det er jeg ikke klar til endnu.

En rejse er begyndt og du kan rejse med – kom endelig med dine gode bud på, at overleve en kontant og konstant sukkerkrise ………. og som du tydelig kan læse, så er rosiner for mig lige nu langt fra nok, jeg er i krise!!

 

Vi ses på den anden side.

Reklamer

Det handler om så meget mere end smerte

Vi ser dem som tatoverede, brandede, med implantater, scarificerede og typecaster dem som nogen, der bare elsker smerten og er lidt weird – men det handler om så meget mere og måske er der flere som “dig og mig”, som gør det samme, vi kan bare ikke spotte dem ………..

Normalt hører du mest om Daneontour i forbindelse med foredrag og research i forbindelse med turene ud til de steder som foredragene handler om, typisk steder eller emner som mangler en stemme. Men der foregår også meget andet, der tages billeder i mange forskellige sammehænge og en af disse er af Bodysuspension. “Anderledes” tænker du, “jaaaa, måske” svarer jeg :-)

Jeg var i nyere ude og besøge “Body Extreme Suspension Team”-drengene, som jeg med jævne mellemrum fotograferer for og faldt i lidt dybere snak med Stefan. Vi taler om Suspension, folks oplevelse af det, incitamentet for at gøre det, dét at løfte sig over jorden for første gang, grænseoverskridelsen osv.

Stefan siger pludselig, lidt ude af kontekst (mine ord, som jeg husker indholdet): “Det handler bare om så meget mere end smerte, det handler meget mere om den indre rejse, dét man skal flytte i sig selv for overhoved at gøre det ……….” og dén har siddet fast i mit hoved lige siden.

Jeg har sjældent i mit liv mødt mennesker, der var SÅ imødekommende og åbne over for fremmede og dét har været en øjenåbner for mig, for helt ærligt (no offence intended, guyz), så ville jeg normalt ikke føle mig superanimeret til, at indlede en samtale med folk som umiddelbart kan virke både skræmmende og anderledes på samme tid :-)

Normalt når man fx taler om sejlsport og de mennesker som dyrker denne sport, så taler man meget om, at det fede ved sejlads er, at der ikke skelnes mellem høj og lav, at alle sociale lag interagere med hinanden uden skele til herkomst og her er der absolut en parallel til suspensionmiljøet – jo jo bevares, det er sjældent Jodle Birge der fyres af når der “leges med tovværk, men der er plads til alle, uanset om du er hardcore i miljøet, har gjort det før eller skal prøve det for første gang.

Amalie

Jeg møder hende for første gang i 50’er spadserdragt med rødt hår og sort rose i håret. Jeg tror hun er gæst til arrangementet og spørger derfor, hvordan hun dog har fået ideen til, at komme forbi og kigge på dette. Hun fortæller, at hun inden længe selv skal “på” og det er på ingen måde første gang. Jeg ville aldrig have gættet det og ja, det er mine fordomme som er i spil her.

Efter kort tid er det blevet hendes tur, gør hun sig klar og bliver prep’et til endnu en indre rejse, en rejse som kan tage alt fra nogle minutter til halve timer, inden man er klar til, at løfte sig fra det sikre gulv og svæve i luften.

Amalie 2

Hun går længe frem og tilbage, mens hun selv med jævne mellemrum strammer rebet blot en anelse. Blot den lille anelse som gør, at hun kan tage det næste lille skridt i sin rejse. Efter nogen tid er rebet strammet så meget, at hun går på de yderste tåspidser, hun overlader rebet til en anden, som ganske forsigtigt strammer dette så hun ikke længere har kontakt med jorden. Det bliver til 30-40 minutter i luften, først blot hængende, senere svingende fra side til side.

Amalie 3

Det kan virke voldsomt, grænseoverskridende, uforståeligt, “mærkeligt” og de fleste tænker umiddelbart, at der nok gemmer sig et ønske om, at blive udsat for smerte i en seksuel kontekst og nej, det opleves ikke sådan som udeforstående. Sandheden skal nok snarere søges i et ønske om, at udforske sig selv, oplevede det indre arbejde for at gøre det og det voldsomme kick, når man har gjort det – præcis som så mange oplever det ved gennemførelse af et Marathonløb, en eksamen eller et veloverstået besøg hos tandlægen …… vi er alle forskellige og har alle vores kampe.

Omkring nu sidder du nok og tænker: “Hvordan i alverden kom det i stand? Jo jo, du tager da billeder af Zombier, Dystopi, Forladte steder, Katastrofteområder og meget andet anderledes, men Suspension, hvad skete der dér?”

Jeg kan ikke helt huske sammenhængen, men jeg mener det var en radioudsendelse jeg hørte i bilen om nogle i sverige, som Suspendede i en forladt maskinhal i Malmø. Jeg så instinktivt billederne for mig og tænkte “Hold da op, det kunne da blive det vildeste” – det praktiske slog mig aldrig, jeg så blot billederne for mig, de lige linier af snorene, belysningen, det stærke fokus i en krop solitær i et mørkt lokale oplyst.

Jeg begynder og søge lidt på facebook for, at afsøge området og se, om det overhoved er muligt at komme i nærheden af og i den forbindelse falder jeg over en gruppe, hvori Stefan skriver om “The 24copenhanging” og jeg bliver da nødt til, at finde ud af hvad dét nu handler om :-) Så den 23/10-13 stiller jeg spørgsmålet om, hvad det går ud på og jeg modtager en besked fra Stefan forklarende netop dette.

Siden da er det gået slag i slag og den da i dag ser jeg stadig ikke andet end linier, symmetrier, mennesker, vinkler og nogle få gange føler jeg, at jeg kan se hele vejen igennem, helt ind i folks rejse, og lige dér går det hele op i en højere enhed.

7D__8369

7D__8372

Suspension har mange udtryk og der findes mange måder, at udføre dette på – men jeg kan love dig, at ofte er det ikke noget man “bare gør”! Det kræver omhyggelighed, renlighed, opmærksomhed, fokus, beregning og erfaring ……….

Kate

Stefan

 

Stefan II

 

 Er det dig næste gang?

 

2014 var stort, 2015 bliver hårdt :-)

Fukushima Daiichi truer vores forsatte eksistens, er radioaktivt regnvand og dermed grundvand vores næste udfordring?! 2015 bliver for mig et år hvor jeg skal kæmpe med mig selv for, at komme ud af den skæve rille jeg sidder fast i ……..

 

Lidt status på 2014 som i disse timer langsomt løber ud:

2014 var et stort år, jeg blev på alle måder udfordret og presset, og måske endda presset over evne, jeg fik oplevet mange anderledes ting og lært mange ny mennesker at kende, i såvel indland som udland.

Japan var fantastisk og det er først nu langsomt ved at falde på plads. I højere og højere grad får jeg tanken, at jeg faktisk gerne vil tilbage dertil, men denne gang som turist og ikke “på arbejde” – det var sindsyg hårdt, jeg tror aldrig at min timetable har været SÅ hårdt pumpet, men det gav resultater omend man blev presset til udmattelsens rand.

Mentalt var jeg også presset, både i zonen hvor man så både ligge “henkastet” på markerne efter tsunamiens rasen, men også “blot” da et 113 meter højt pariserhjul skulle afprøves ……. de ser så små ud, når man står på jorden.

I zonen var man presset i forhold til de mange menneskeliv der var gået tabt, de store ødelæggelser som påvirkede indbyggerne og naturligvis den efterfølgende atomkatastrofe, som har drevet rigtig mange væk fra deres trygge hjem og ud til venner og bekendte, til midlertidlige nødboliger og i værste fald, til et liv på gaden uden fast tag over hovedet. Jeg nåede aldrig at se teltlejrene i Tokyo under højbanerne og det kan i dag godt genere mig lidt, at jeg ikke nåede at få denne del af historien med hjem – det var dog meget stort, at få lov til at besøge selve området og få lov til at se Kumagami-sans hjemby og besøge hans mors grav.

Japan er et umådeligt smukt land og derfor er det også så kontrastfyldt, at færdes i disse ødelagte områder med de tabte skæbner til følge. Det smukke land skjuler dog i dag en stor hemmelighed – well skjuler og skjuler er måske så meget sagt, Vesten taler ikke så meget om det som de burde – nemlig atomkatastrofen, som på alle måder stadig er et issue, men som grundlæggende ikke italesættes med særlig mange ord i de danske medier. Om dette skyldes frygt for fremtiden og at denne bliver mere reel når den bliver artikuleret eller om det blot skyldes, at der ikke er salg i historien skal jeg lade være usagt, men lad mig formidle problemet til jer her i ganske få ord:

Fukushima Daiichi har forsat store problemer med udslip af radioktivitet og dette i en grad, der får Chernobyl til at blegne med flere længder. Der udledes forsat op imod 6000 liter radioaktivt vand ud i verdenshavene dagligt og man har ved Canadas kyst set laks med indre deformation. Jeg er på ingen måde øko-flipper, jeg er bevist om miljøet og vil gerne værne om dette, men er på ingen måde “farvet” af sagen, uagtet dette så er det vigtigt for mig at formidle til jer, at dette er et kæmpe problem, som kan blive vores undergang på verdensplan. Forestil jer verdenshavene som helt døde, alternativt fyldt med fisk og dyr, som ikke kan spises fordi de er blæsende radioaktive. Forestil jer det vand som fordamper fra de samme have, opsamles i skyerne for, at blive til regnvand over land og dermed udgøre det grundvand vi alle skal drikke ……………… dén tanke du sidder med i dit hoved NU skal du agere på!!! Lad være med at skyde det væk med, at du ikke kan gøre noget og at der nok sidder kloge folk derude, som kan en magisk sætning, du er nød til at handle og medvirke til, at der bliver et øget pres på magthaverne for, at der bliver gjort noget ved problemet. Igen, jeg er ikke øko-flipper, jeg prøver blot at være ansvarlig borger i verdenssamfundet på dine og mine børn og børnebørns vegne …….. vil du ikke godt hjælpe mig?

Det er slet ikke for at virke som dommedagsprofet, men denne katastrofe er forsat aktiv og hvis ikke der gøres noget radikalt anderledes, så bliver katastrofen inden længe global ……………….

Aften ved Fukushima City

Aften ved Fukushima City

 

Som nævnt var jeg presset på flere kanter, du kan herunder se det fantastiske pariserhjul ved Odaiba, som på alle måder så overlevbart ud fra det sikre fortov i 0 meters højde.

Odaiba Big Wheel

Odaiba Big Wheel

Men fra toppen er det meget anderledes og særligt, når det blæser en halv pelikan, men jeg kunne jo ikke komme tilbage en anden dag :-) Jeg var til fulde overbevist om, at min sidste time var kommet og at dette var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Særligt da Sam (min Schweiziske rejsebuddy) begyndte at lave gyngende bevægelser med “båden” blev det tydeligt for mig, at nu var enden nær ……….. Sams holdning, udtalt med et smil: “Du kan vel bare lukke øjnene, så er den ged vel barberet?”, så det gjorde jeg :-)

Japanturen indholdt rigtig mange gode oplevelser, som ville være alt for omfangsrigt at komme ind på her, men må fordøjes i følgende: Får du chancen for at komme dertil, så tag den, men afsæt rigelig tid til at få “det hele” med, for det er ikke sikkert du kommer tilbage.

 

2014 var naturligvis meget mere end Japan, der var gode oplevelser i Zombieland, både i København og på Fyn, anderledes og udfordrende oplevelser i forbindelse med bodysuspension og endelig de mange besøg på forladte steder – ét billede siger som bekendt mere end 1000 ord, så her får i 34.000 ord kondenseret i 34 billeder:

Som du kan se, var året på denne front ganske mangeartet og farverig :-)

2014 kan ikke lukkes ned uden også, at sende en lille tak til min familie – jo jooooo, sådan en har man da også – som i det daglige må trækkes med mit spænende rundt, fra det ene til det andet evigt genererende træk i det lille hus.

Tak for jeres tid, tak for jeres omsorg, tak fordi i altid er der!!!

 

Situationen lige nu:

I skrivende stund sidder jeg mentalt og lukker ned for 2014, for lavet små mentale lister over, hvad jeg har af udhæng, hvad jeg ikke fik nået, hvilket strategier der skal omkalfatres for de har deres ønskede mål. Særligt tænker jeg, hvordan jeg skal ændre min markedsføringsstrategi, så den bliver mere effektiv, så nye mål kan realiseres.

Det er sq svært, at være én mand i den lille butique, man skal være god til rigtig mange ting, så’n lidt videns- og funktionel blæksprutte og dér må jeg sige, at der halter jeg sq noget på marketing- og fundraisingdelen. Hvis der sidder nogen derude der gerne vil lære fra sig, så råb endelig højt, for det er virkelig noget af en daglig udfordring.

 

2015 – blod, sved og tårer:

2015 bliver kampens år, jeg skal kæmpe med mig selv for, at tabe 17 kg og træne mig selv op til, at kunne løbe 10km non-stop, så min tur til Afrika og Kilimanjaro i ’16 bliver en succes. Året kommer formentlig også til at byde på en træningstur til Mont Blanc, hvor der skal trænes aktivitet i tynd luft og hele kampen (eller processen) om man vil skal løbende dokumenteres og beskrives, så rejsen fra “Sofaløve” til “Bjergklatrende Sneleopard” kan følges og måske være til inspiration for andre.

Jeg er derfor i disse dage også ude og kigge efter folk som kan hjælpe mig igennem denne forandring, for det bliver med garanti mægtig hårdt, da min krop på alle måde mener, at det game der køres i dag er det rigtige. Så jeg har lige nu kikkerten ude efter diætister, træningsfolk, diabeteskloge som har lyst til, at være med i dette spændende projekt.

Modsat mine tidligere “ture”, så kommer denne tur også til at handle om min indre rejse, når det er sjovt og går godt samt når det gør ondt og verden stinker – ganske som vanligt – men det bliver mig der er fokus, hvor det tidligere har været “sagen” der var i fokus. Ikke dermed sagt, at det bliver mig mig mig, for sådan er jeg jo grundlæggende ikke og afrika, kulturen, ting at se skal naturligvis også nok få sin plads, når tiden bliver til dette – men først er det mig og kampen om at komme i mål som må og skal fylde.

 

Jeg vil slutte mit efterhånden alt for lange indlæg, med ønsket om et fantastisk nytår til jer alle – jeg håber vi ses i 2015, enten på facebook, til foredrag eller i den virkelige verden.

 

Tak til alle jer jeg mødte, tak til alle jer som jeg kommer til at møde ………..

 

Min første video nogen siden, læg mærke til hvordan jeg i bedste “Ib Rene, Cairo”-stil griber en fortalelse i luften og får noget alternativt ud af det :-)

Jeg holder af hverdagen ……

Hverdagens komme efter en lang ferie er for mange en barsk omgang, ikke for mig! Jeg glæder mig til min hverdag, glæder mig til arbejdet og kollegerne, glæder mig til mine udfordringer og opgaver, såvel på arbejdet og på “arbejdet” :-)

 

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser –
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang ………

Dan Turèll

 

En sommerferie er bragt til ende og dagligdagen indfinder sig atter – jeg holder af hverdagen – en dagligdag som på alle måder indeholder så mange ting og facetter, som jeg holder så umådelig meget af. Ungerne, huset, hustruen, arbejdet, opgaverne, kollegerne, chefen, udfordringerne, husets vovse, mine tours, foredragene, fotoopgaverne, presseopgaverne …… kort sagt: det hele :-)

Jo jooo, bevares, der er da nogle gange også lidt for meget fart på, lidt for mange ting der skal klares inden en given deadline, men er det ikke bare sådan, når man har mange jern i ilden? Jeg holder af hverdagen!

I skrivende stund er der 4 uger til jeg rejser til Japan med de fantastiske oplevelser Tokyo byder på og de skræmmende scenarier og skæbneberetninger som findes i Fukushima. Der er 17 måneder til jeg skal bestige Kilimanjaro ……… hov, hvor kom den nu fra? Jo jooo, den er god nok, næste projekt er allerede lagt i støbeskeen til gennemførelse i Januar 2016, hvor jeg rejser den lange vej til Tanzania og tager turen op “af den lille bakke”. Når dette projekt igangsættes allerede nu, så skyldes det blot, at der stilles visse formskrav for, at man har rimelig chance for at nå top-site. Lad mig være ærlig omkring det, jeg bevæger mig i risikozonen for et slagtilfælde, hvis jeg skulle løbe efter en bus – well, det er nok ikke helt sandt, jeg holder vældig meget af sport, særligt hvis det sendes på en kanal uden reklamesegmenter :-)

Selvfølgelig ville jeg ikke få et slagtilfælde, jeg har bare ikke nogen kondi, til gengæld har jeg muskler som en vandmand og DET skal der laves om på, hvis jeg vil til toppen af det lille bjerg og derfor skal jeg starte træningen allerede nu. Jeg er derfor nu i gang med at gå i dialog med folk og organisationer, som gerne vil tage del i denne proces, at gå fra Sofaløve til Muskelbundt :-)

Som du kan læse, så glææææder jeg mig til min hverdag atter kommer igang og jeg håber, at det samme gør sig gældende for dig.

 

Dette var egentlig blot et lille varsel om, at du snart kan vente dig mere fra min hånd, mere om Japanturen, mere fra Japan, noget om den kommende Kilimanjarotur og meget meget mere ………. men nu er du advaret :-)

Når ansigtet tabes

Ansigtstab, en nøglefaktor i visse kulturer, men så sandelig også en faktor i vores arbejds- og privatliv og måske endda en faktor, som vi tillægger for lille betydning.

Kender du ikke det, at arbejdskolegaen holder voldsomt hårdt på sandheden, insisterer på at kende sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, for så at blive mødt med et leksikon der dokumenterer det modsatte ……… eller hustruen/manden som kobberrød i hovedet siger “Jeg hader når du flytter mine ting uden at fortælle mig det” og 2 minutter senere finder det forsvundne på bagsædet i egen bil?!

Lige dér har vi som bliver udsatte for ovenstående et valg ……….

Vi kan vælge at feje det af med et “Pyt, det kunne ske for alle“, smile og give vedkommende et klap på skulderen og derefter starte en samtale med vedkommende om noget helt andet.

Vi kan også vælge, at rulle rundt på gulvet af grin skrigende “Tåååååååbeeeeeee, du er da den største klovn på jord!” og se præcis dér sker skaden: Vedkommende som tog så gruelig fejl taber ansigt og lider et kæmpe ærestab.

Nogen vil her tænke: Godt for ham/hende, for vedkommende var da godt nok en klovn – muligvis, men det ved vedkommende jo godt selv nu, så der er ingen grund til, at gnide det rundt i ansigtet og være skadefro.

Når dette ansigt tabes, så kan det være vældig svært, at komme tilbage i relationen, komme derhen hvor “vi” var inden situationen udspillede sig og derfor er det vigtigt, at vi altid efterlader bare en liiiiille biiiiitte kattelem, som “tåben” kan komme ud af UDEN at tabe ansigt. Det er omvendt også vigtigt, at Kloge-Åge selv er opmærksom på, at kattelemmen byder sig og tager ansvar for, at komme ud af denne, så relationen bevares. Lidt populært kunne man sige, at alle parter har ansvar for, at ingen taber ansigt, så relationen kan bevares konfligten til trods.

Nogen vil så her sige: “Nå ja, men jeg kan jo altid sige undskyld og så er den ged vel på alle måder barberet!!” – næh, det er den så faktisk ikke, for kollegaen eller samleveren der fx er blevet kaldt grimme ting, får jo ikke disse udgydelser ud af systemet bare fordi der bliver sagt undskyld. Nope, nix, keine, det verbale overgreb er stadig i effekt for vedkommende.

Derfor: Hav altid ansigtstabet i baghovedet i dine dialoger med omgivelserne. Lær at sige/tænke “Pyt” (hoooold nu fest, hvor tog det mig mange år – tak Henriette for den læring) og hjælp altid den der trådte ved siden af videre.

Kig på det japanske samfund og deres bukkemani – det handler alt sammen om respekt for dem som er højere i systemet end én selv og dermed anerkendelse af deres værdi og ansigt. Det kan være uddannelsesmæssigt, aldersmæssigt, arbejdsmæssigt mv mv mv. Formen har dog også sit drawback i og med, at Japanerne ikke har lært at sige “Pyt” og derfor kan dette ikke-taben-ansigt også betyde, at der sker en beslutningsangst, for tænk nu hvis man traf den forkerte beslutning og tabte ansigt …………….

 

jap_bow

 

 

 

PR vs brugerens interessemæssige fokus

DaneontourJa, så er jeg her igen – det er et stykke tid siden sidst, men der har været lidt travlt i den lille boutique (well, du ved hvad jeg mener). Der har været godt med foredrag her i foråret, hvoraf det hårdeste klart var, at stå med 39 i feber og skulle formidle til 2 gange 50 personer. Det var nok ikke min bedste performance ever, men den var over middel og jeg formåede da at få grebet nogle bolde i luften og skabt gruppedebat ud af temaet, superspændende.

Det var dog lidt mærkeligt at stå før man skulle på og være igang med at nappe et par kodymagnyler og så komme til at tænke på Line Rafns ord i en trailer for Xfaktor: “Der findes ikke sygdom i showbusines, når man er færdig med at kaste op, så er det bare ud på scenen i en fart” …….. jooooo, det skal jeg da love for ;-)

PR vs brugerens interessemæssige fokus” hvad tææææænker han nu på?????

Jo, egentlig tænker jeg lige, at min markedsføring stinker – mine fotos er spoton! Foredragsstilen er 90% af max! Foredragsindholdet kunne, generelt set, måske godt tåle lidt mere fakta og baggrundsinfo, men grundlæggende fungerer det og resten kan der arbejdes med. Men markedsføringen, coooooome on Sømand, den består grundlæggende i en facebookside og udsendelse af foredragsinformationsmateriale 2 gange om året og helt ærligt, det bliver man jo ikke verdensstjerne af. “Verdensstjerne?” tænker du, skal man så absolut være det? Nej, det skal man vel ikke nødvendigvis være, omvendt så er der vel ikke mange der begiver sig ud på en rejse med udgangspunket, at de ikke kommer frem ……..

Meeeeen, man kan da godt nyde turen til destinationen – jo jo, men det er jo stadig destinationen der er målet. Er mit mål så reelt at være verdensstjerne, når nu vi har den berømte sveske på den lige så berømte disk, nah, verdensstjerne bliver jeg nok aldrig, men at levere et solidt produkt som tilhørerne sætter pris på og som andre gerne vil opleve, det kan jeg snildt “nøjes” med ………… nå ja, et billede eller 2 i National Geographic Danmark (eller worldwide), det kan jeg da godt liiiige nappe hvis det absolut skal være ;-)

Og nu kommer vi så til det: Hvordan skal man nogensinde komme nogle vegne, hvis ens markedsføring består af 2 emailudsendelser om året OG en turblog som har læsere mens turen står på? For at det så ikke skal være helt løgn, så afskærer jeg mig jo faktisk fra, at have “stabile følgere” og en fast læserskare, når jeg fra tur til tur skal ud og jagte læsere, da læsere af den ene blog, jo ikke automatisk bliver følgere på en ny blog og da jeg jo indtil nu har haft en specifik blog for hver af mine ture, så har jeg faktisk aktivt afskåret mig selv fra en effektiv markedsføring (og det er da supertåbeligt).

Hvorfor har jeg så gjort det? Måske nok mest for selv, at kunne holde det specifikke fokus på en given tur og måske også grundet manglende erfaring troet, at læseren reelt skulle vælge til og fra, som når man vælger at tage en bog ned fra en hylde, fordi dén bog har det specifikke emne man gerne vil læse om. Grundlæggende strider det bare mod mit reelle koncept, da jeg jo i mig selv er en fortløbende historie, hvilket man jo også oplever på foredragene. Dét jeg oplevede i Ukraine ved Chernobyl er jo det som bærer mig videre i Rumænien hos de fattige familie osv

Så det er jo grundlæggende helt sort (som i tåååååbeligt), at når man først har fået godt med læsere til den første “bog”, så klapper man bogen i og lader læserne hænge i luften, i stedet for at bære dem videre til næste bog. Tal lige om en eklatant begynderfejl *dooooh*

Jeg har derfor besluttet at være tro overfor konceptet, at jeg er en fortløbende historie og vil derfor snarest muligt få overført mine turblogs pripyat2011.wordpress.com, mures2012.wordpress.com og det kommende homeless2014.wordpress.com til daneontour.dk, så man fremover generelt kan læse om mine aktiviteter og følger mine tours her, i stedet for at have det opdelt. Jo jo, bevares, jeg skal da nok opdele det så, man kan læse det som separate tours, ingen tvivl, men “bogen” vil fremover hedde: daneontour.dk ;-)

SÅ er det på plads ……. markedføring, markedsføring, markedsføring ;-)

Se, lad os afrunde dette lille indlæg med en for mig fantatisk ting ;-)

I dag medbragte den rare postmand (m/k, naturligvis) en lille pakke til mig – det var den næstsidste fase i mit komplette arbejdstøj (sikkerhedsstøvler og fantastiske bukser har jeg jo) og første fase i med mit nye markedsføringsfokus, nemlig dette:

tshirt

Min første arbejdstshirt med QR-kode på ryggen ;-) Så man kan da ikke længere sige, at jeg ikke gør noget ud af markedsføringen når jeg fx er ude på et photoshoot ;-)

Vi ses – ha’ det – glæder mig til næste gang ;-)

Når salg og administration modarbejder den kreative proces

Lad os starte med konklusionen: Det er set før, der er absolut intet nyt i det og det går over igen!

Den glade amatør (amatør som i: “En amatør (af latin: amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet“, Wikipedea) bruger for meget tid på salg og administration ift hvad der egentlig var grunden til, at vedkommende kastede sig ud i sit projekt.

Man ser det fx hos designere, som bare synes det er fantastisk at tegne ting og skabe fx en ny slags stol, men dagligdagen ender op i markedsføring, produktionsopfølgning mv mv og designeren kommer længere og længere væk fra det, som gav glæden i dagligdagen, det som gav boostet, nemlig at designe. Man ser det hos pottemagere, hvor drømmen og følelsen af, at arbejde med det våde ler giver stor mental glæde, erstattes af indkøbsaftaler, forsendelsesindpakning, indgåelse af forhandleraftaler og rabataftaler …………..

Sådan er det også i min lille boutique for tiden, det sjove og inspirerende, at tage billeder og fortælle om disse, er sat i baggrunden, da foredragene også skal have tilhørere for, at de giver mening. For at disse kan have tilhørere, så skal der produceres salgsmateriale, udsendes nyhedsbreve, følge op på udsendte mails der ikke er blevet svaret på, udforske nye målgrupper og dette er desværre helt vildt dræbende for den kreative proces, da fokus jo så kommer på måltal, antal af bookede foredrag og IKKE på dét, at fortælle den gode historie og vise nogle fantastiske billeder.

Losseplads i Rumænien

Dette er på ingen måde en klagesang, just stating the obvious, og mine tanker går ud til de mange derude, der bare gerne vil udfolde deres passion eller drøm og som bliver fanget i de nødvendige discipliner som tager tiden fra passionen.

Jeg er i disse dage ramt af en mental blokering – jeg skal finde det helt rigtige navn til det kommende foredrag om Rumænien, et foredrag som har sin åbning om ca 3 uger, og da navnet er styrende for indholdet, så er det faktisk superproblematisk, at man ikke lige kan finde dét navn, som sætter alle brikkerne på plads.

Da man samtidig også er afhængig af navnet i markedsføringssammenhænge og må konstatere, at Danmark lige nu sidder og planlægge foredragssæsonen til efteråret, ja, så kan man godt blive lidt stresset og netop fokusere på markedsføring osv, når fokus jo burde være på det #&¤%”/#” navn :-)

Forstå mig ret, jeg klager slet ikke, den eneste grund til I hører om dette er, at jeg har lovet altid at gå all in og derfor skriver jeg også dette mildt usammenhængende blogindlæg – måske er det lidt usammenhængende fordi jeg reelt er mere stresset og bekymret end jeg vil være ved – jeg ved det ikke og har reelt heller ikke tid eller overskud til, at beskæftige mig med det ……. jeg har jo der den titel jeg skal have styr på!

Det er sjovt, som ting kan blive store blot ved deres eksistens. Når stressen er på sit højeste, så får jeg jo nærmest bundet det manglende foredragsnavn sammen med fremtidens potentielle manglende succes: “Slår jeg ikke igennem, så er det i hvert fald på grund af, at jeg ikke kan finde det navn!”, “Får jeg ingen job til efteråret, så er det fordi jeg var for længe om at finde navnet og udsende foredragstilbud!!!!” Det er formentlig delvist sandt, men så heller ikke mere end det. Grundlæggende skal jeg bare lægge hovedet i blød og finde den rigtige titel ……. måske har du et godt indspark?!

Den korte folderbeskrivelse af foredraget er indtil videre (og det betyder: “Medmindre jeg kommer i tanke om noget graverende, så er dét teksten!”):

”I 2011 tog jeg alene til Ukraine og besøgte Pervomaysk, Chernobyl, Pripyat samt Kiev og så det tidligere sovjetiske missilforsvar, den berygtede reaktor 4, byen med 50.000 indbyggere som… blev rømmet efter ulykken den 26. april 1986 og Kiev med de tilbud denne har.

2012 skulle have budt på et besøg hos Københavnske hjemløse, men kom i stedet til, at tage udgangspunkt i udenlandske hjemløse og et besøg i Rumænien for at se de forhold som gør, at man vælger, at tage til Danmark for at prøve lykken. Mit tankemæssige udgangspunkt var, at jeg skulle ned og se tiggende børn gående barfodet rundt i gaderne og sovende i mudderhuler, men det var langt fra dette der mødte mig – et pænt, rent, velordnet samfund, på mange måder som Danmark i gamle dage. Det skulle dog vise sig, at der også var en anden virkelighed …… den virkelighed man finder på børnehjem og hos meget fattige familier. Jeg fik også mulighed for med egne øjne at se, om den danske frivillige nødhjælp rent faktisk gør en forskel ……….”

Turen gennemførtes til dels for, at forsætte min mentale rejse fra Ukraine og forsat udfordre det rolige, rutineprægede og sikre liv som de fleste af os fører. Dette er et foredrag, hvor jeg atter går “all in” med min person, min baggrund, mine holdning, mine udfordringer, mine stærke OG svage sider – og dét, at gennemføre foredraget er forsat en udfordring i sig selv.

Foredraget tager udgangspunkt i udvalgte billeder ud af ca. 1800 mulige samt blogindlæg skrevet live fra under turen.

IMG_0676

 Så nu ved du hvor jeg er og hvorfor der er lidt stille i mit hjørne af verden – meeen, vær dog sikker på, at jeg inden længe hopper op som trold af æske og råber ud så alle kan høre det: “Hvor går det dog ufattelig godt” …….. jeg skal bare liiiiiiige have fundet den der &#%”#&#!@ foredragstitel :-)

 Hold da fest, hvor jeg glæder mig til, at få lov til at være kreativ igen ;-)

Ydmyghed vs Selvsikkerhed – den evige kamp …………

Woopie Goldberg holdt en gang et standupshow på “The Met”, hvor hendes karakter var den afvænnede stofmisbruger “Fontain”, som havde svært ved at forstå verden, fordi denne nu skulle opleves clean. Der kommer bl.a. nogle udlæg mod Betty Ford (hende med klinikken), fordi hun vist på den tid var kommet med nogle udtalelser om, at stofmisbrugere da bare kunne sige nej.

Woopie kommer igennem hele forestilingen forbilledligt og “Fontain” bliver ved med at vende tilbage til, at hun nu ser verden gennem nye og renere øjne og konstaterer også løbende omkring disse observationer, at hun er i tvivl om, om den “nye” verden reelt er bedre end en verden set gennem narkoens tåger. Dette tvivl kommer ofte til udtryk med sætningen “Betty (udtalt “bætai”), Im in doubt!!” …….. og sådan har jeg det ift mine foredrag konstaaaaant (uden, at der er nogen sammenligning iøvrigt med narkotåger eller det bare, at sige nej)!!

50% af tiden er jeg så oven på og helt klar på, at holde foredrag på foredrag og i den grad give den gas – de andre 50%, ja jeg har været inde på det før, der kan jeg ikke finde min egen berettigelse til, at have en mening om noget som helst …… jeg er for #%#!@ bare mig, en ganske almindelig dansker, som bare tager lidt billeder og i ny og næ bliver de også skarpe ;-)

Nå, jeg er inde i en fase, hvor jeg føler jeg har så’n rimelig styr på min “butik” og der arbejdes målrettet på planlægning af Muresturen, sponsorstøtte, medieinteresse, udvikling af mit urbex-id og forsat formidling af foredrag om Chernobylturen. Så alt i alt, går det ok – MEN så falder jeg over nedenstående annoncering af mit foredrag:

Valby Kulturhus’ annoncering af mit foredrag

Lad det være sagt med det samme: Jo, jeg er stolt og glad for denne – men jeg er eddersprøjtemig også ramt af performanceangst!!!!

Damn, kan jeg leve op til dette? 50% af mig siger “Sure thing, bare fyld stuerne, så kommer jeg og fyrer den af og på den rigtige aften med det rigtige publikum, så skal vi nok få salen til at koge” – men de andre 50%, og det er dem der fylder lige nu, tænker: “Shiiiiiiiiit, jeg bliver flået i småstumper” …………..måske er det netop ydmygheden i forhold til det jeg gør, som reelt kvalificerer dette?

I dont know – hvad synes du?

Om ikke andet, så er jeg da loyal overfor min beslutning om, at gå all in såvel på scenen som på bloggen ;-)

 

Skulle ovenstående have givet dig lyst til at se, hvilke 50% der vinder/har ret, så kan foredraget kan pt opleves:

26. september 2012, 16-19 – Personaleforeningen i Albertslund Kommune, Albertslund – Lukket arrangement.

29. oktober 2012, 19.30 – 21.30 – Valby Kulturhus, Valby – Entre 30 kroner.

1. november 2012, 19.00 – 21.00 – LOF Odsherred, Nykøbing Sj. – Tilmelding via LOF.

20. november 2012, 19.00 – 21.30 – Tårnby Hovedbibliotek, Tårnby – Gratis billetter.

26. marts 2013, 10.00 – 12.00 – AOF Gladsaxe, Gladsaxe – Tilmelding via AOF.

Kilde: http://daneontour.dk/foredragsdatoer

En supermærkelig oplevelse

Jeg huserer i disse dage i Skåne i Sverige og bruger bl.a. min tid på, at Urbex’e (you know, The Urbanizer must be fed) og i dag var jeg ved et tilfælde i nærheden af det nedlagte “Broby Sanatorium”.

Selve Sanatoriet var godt forseglet, men en af områdets øvrige bygninger var lige til at luske ind i og tage nedenstående instagrams:

Se, det sjove er jo, at det reelt var Chernobylturen som satte mig igang med at Urbex’e og umiddelbart skulle man jo mene, at der er mere end 1400km mellem Broby og Chernobyl …….. men nej, der er faktisk meget få meter.

På vej hjem fra Sanatoriet, faktisk ved udkørslen fra vejen der leder til dette, ser jeg følgende skilt:

 

Det er da soleklart, at jeg første mulige onsdag bliver nødt til, at komme forbi dette åbne hus og se hvad dét går ud på …….. var det ikke bare en supermærkelig oplevelse?

April-status

Kalenderen skriver April 2012 og det er vist blevet tid til en lille status – hvad sker der egentlig i denne lille Boutique (well, butik så’n i overført betydning), hvad er der gang i og hvordan ser verdensbilledet ud?

Jeg har dd holdt 7 foredrag for meget blandede modtagergrupper. Dette betyder reelt, at jeg ikke har holdt det samme foredrag 2 gange, hvilket jeg godt kan mærke giver noget uro eller manglende “falden til ro” i foredraget.

Jeg synes stadig, at det er rasende svært, at skulle sælge sig selv og “missionen” – selve “jeg er bare så go” (I husker nok sangen) er bare ikke mig, jeg er ikke grundlæggende den selvpromoverende type og derfor falder det mig svært. Meeeeeeen jeg klør på, for hvis ikke jeg får solgt nogle foredrag så er der jo heller ikke noget fundament for fremtiden og dét ville være rigtig skidt!!!

Jeg har rigtig mange tråde ude i landskabet, men det er meget få af disse som giver respons. Grundlæggende kan dette sagtens blot skyldes, at man “derude” er i gang med, at indarbejde mig i efterårets programmer, det er bare lidt svært, at balancere i et felt, hvor man ikke ved om man skal tæppebombe universet og dermed risikere feedback på datoer som andre overvejer at disponere efter eller om man skal spille passivitetskortet og dermed risikere, at ingen skibe kommer hjem og ingen nye er sat i søen. Gumler lidt over det ;-)

På den mere udviklende front er der tilgengæld godt gang i den ………..

Jeg er ved at udvikle en workshop for kommende foredragsholdere, hvordan kommer man i gang, hvad skal man tænke over inden man går i gang, selve performancedelen, dét at komme ud over scenekanten mv.

Jeg arbejder på 2 projekter, ét indenlands og ét udenlands, begge med fattigdom/hjemløshed som grundstamme. Dette kunne godt betyde, at jeg i September/Oktober drager en uges tid til et Østblokland endnu en gang. Der vil være en del mødeaktivitet de næste par uger som skal afklare, om projektet har sin bæredygtighed eller ej ……… min mavefornemmelse siger mig, at den holder big time, men der er selv følgelig lige lidt udfordringer med finansiering.

På finansieringsfronten er jeg ved, at indlede en sponsoroffensiv, men skal lige finde ud af, hvem som reelt er i scopet. Der er jo desværre en del større virksomheder jeg ikke kan kontakte grundet mit “almindelige arbejde” og det gør det lidt bøvlet.

Flere har efterlyst en opsamling/afslutning af Pripyatturen, set med de humoristiske øjne kunne man jo svare “Kom og hør foredraget, så giver afslutningen sig selv”, men grundlæggende kan man også sige, at der nok ikke er nogen afslutning, jeg holder jo foredrag og planlægger nye ture/projekter, så i den kontekst, så er turen ikke slut, den har bare skiftet indhold.

Er der en konklusion? Måske :-)

Selve den udviklende process er fantastisk, planlægningen og “projektdelen” er inspirerende og på alle måder livgivende – tror jeg, at jeg reelt kan gøre en forskel derude? Spot on! Det tror jeg helt sikkert at jeg kan! Jeg er overbevist om, at jeg rent faktisk har fundet en form og en niche, som der både er emner og publikum til, på en eller anden måde skal budskabet “bare” spredes ………………

Glædeligt forår til alle :-)

Uropførelse af “En time om Ukraine”

Ja, i går aftes var så tidspunktet for uropførelsen af “En time om Ukraine” – jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om det. Lad mig starte med at konkludere, at der var ikke udtalte mishagsyttringer fra forsamlingen, ej heller kasten med rådne tomater eller ditto æg. Min tvivl handler udelukkende om mit eget feel ………

Grundlægggende er “En time om Ukraine” hovedforedraget kogt ned til ca. en time og jeg kan i hvert fald mærke, at selvom jeg har skåret godt i mængden af billeder (der er vel ca 70 færre), så evner jeg ikke på denne korte tid, at få folk så meget ned i tempo, at de får ro og mulighed til, at synke ned i emnet og få tid til den “indre dialog” og dermed også tid til, at finde de spørgsmål man måtte have.

1. afdeling (Min person, baggrunden for turen, turplanlægningen, rejsen, den første dag i Kiev, kulturen, maden osv) var fantastisk, der var en superdynamik og god respons.

2. – 4. afdeling (Pervomaysk, Chernobyl & Pripyat) tror jeg simpelthen var for teknisk og for konsekvensfyldt målt i forhold til den hastighed budskabet skulle leveres med for, at overholde tidsfristen. Fair nok, at folk er mere stille, det kan jo heller ikke være morskab og balfaldara når vi taler om 700.000 døde, men det er supersvært at måle, om folk (ja beklager, at I bliver omtalt på dén måde) keder sig eller er eftertænksomme.

Måske bør jeg i denne situation slet ikke tænke så meget på tilhørerens oplevelse, men måske bare fokusere på min egen oplevelse og på en eller anden måde finde ind til, hvordan jeg skal administrere “korttidsforedrag”, så jeg også selv oplever at jeg er med og samtidig levere den hele historie ………. og måske er det netop begrebet “den hele historie” som skal bearbejdes for grundlæggende er det da soleklart, at jeg ikke kan levere det samme produkt på 50% tid.

 

Måske er det bare den manglende erfaring som skriver disse ord – jeg har dd holdt 7 foredrag og de har alle været forskellige i fokus og indhold, måske er dette også en del af forklaringen på, at jeg ikke falder til ro i materialet?!

 

Og så igen, måske ikke ………….. jeg tænker videre :-)

Tanker ift aftenens foredrag

I dag stod den på foredrag i Logen Titurel – 40 personer, det fulde foredrag. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men de viste sig, at være den til dato mest spørgende crowd, fedt!!

Jeg havde en oplevelse med en enkelt af deltagerne, hvor jeg var helt sikker på, at jeg havde tabt vedkommende og var på nogen måde faldet til ro med dette. Jeg skal dog lige love for, at jeg tog fejl – efter foredraget var det en helt anden person, som levende gav udtryk for, at have fået meget ud af foredraget og stillede sig positivt-kristisk til de ting jeg havde fortalt. Så kan _jeg_ lære det, vi ser alle forskellige ud når vi tager i mod – det er klart her den manglende erfaring spiller ind :-)

Rodede lidt i starten, havde igen ændret på billedesetup’et og mistede derfor følingen med, hvor jeg var i billedeserien ift dét jeg skulle have sagt – er ikke sikkert på, at nogen “opdagede noget”, men det var dog helt tydeligt for mig, da jeg ramte formkurven og ikke kørte på rutinen, men viste hvor jeg var og var i balance med situationen, stedet og emnet.