Interview, en farlig sammenkomst og mødet med katastrofen

Det er mig uforudsigeligt, hvor dette indlæg ender! Hovedet er fuld af billeder og virkeligheden vil aldrig kunne gengives som oplevet – det har været både forfærdeligt og fantastisk …………

Tilgiv på forhånd, hvis dette indlæg bliver noget rod, men dagen har været meget anderledes. Reelt ville jeg helst undlade at skrive dette indlæg, men jeg ved omvendt også, at hvis jeg ikke gør det i aften/nat, så vil det ikke blive gjort! I morgen er der nye agender og det er der også dagen efter og dagen efter og dagen efter ………

Torsdag tog jeg til Fukushima og af forskellige bøvlede årsager (denne gang var ikke mig og forkerte valg af tog), mistede jeg en halv dag, som gik med transport og ventetid :-(

Planerne var lagt og torsdag skulle foregå i Tsunamiområderne og fredag skulle gå med besøg i genhusningsbyer og i forladte byer i Zonen. Den plan var så pludselig blevet ændret uden så megen forhandling, hvilket til at starte med gjorde dagen sur og irriterende. Det hele virkede så planløst, tilfældigt og ukoordineret og det er sq lidt træls, når der er dele af processerne man ikke selv kan organisere, at andre ikke træder helt op på podiet og gør hvad der skal til – meeeeen, det gik nu endda.

Derfor gik turen torsdag, stort set uden forberedelse, direkte ud til en evakueringsby, hvor jeg skulle samtale/interviewe via tolk – mmmmm, tænker du, det har du da vældig mange erfaringer i, ikk? – jooooo, jeg er i Asien kendt som den nye Spielberg, så jo jo, kom glad, jeg har styr på det :-)

Jeg bad tolken, som er Italiener og har boet i Japan i 28 år om lige at stoppe mig, hvis jeg stillede spørgsmål som kulturmæssigt var “forkerte” eller “for tæt på” – i Japan handler det meget om ansigt, at spørge på den rigtige måde, at give folk rum til at svare “udenom” og IKKE male dem op i hjørne.

Grundlæggende gik det faktisk rimeligt, jeg var i dialog med genhusningsbyens talsmand, som villigt svarede også på nærgående spørgsmål og afslutningsvist fik jeg mulighed for at se de forhold man bor under det pågældende sted. Alt dette skal I nok høre mere om, men det er umiddelbart for komplekst og detaljefyldt til, at kunne blive indholdt i et indlæg som dette.

Der var medbragt lidt chokolade og et dannebrog som gaver og dette bragte stor glæde og jubel :-)

På vej tilbage til bilen fortalte Tolken, har hun havde arrangeret middag på en restaurant – fint nok tænkte jeg, indtil det gik op for mig, at middagen ikke bare svar sådan en spis-smut-og-slap-af-ting, men en semiformel middag med interessenter i forhold til mit projekt. Damn!!! Jeg havde kun medbragt “arbejdstøj” dvs mit vanlige kampsæt med slidstærke bukser og støvler. Bedre blev det ikke, da jeg fandt ud af at min “tshirt til i morgen” havde fået et synligt hul – Japanere holder på stil og etikette, bare ikke supergodt!!! Jeg havde ingen muligheder for at købe noget heller, blev sat af på hotellen 30 minutter før vi skulle gå til denne middag, så jeg kunne vælge mellem “bad” og “købe tøj” og traf her beslutningen, at de øvrige ville nok foretrække “bad” :-)

Jeg må dog erkende, at samtlige fobi’er jeg måtte have i min krop var aktiveret til max på den ufede måde. Jeg traf dog et valg – shit happens and then you die – så på med vanten og så må vi tage det som det kommer :-)

Jeg fik med lidt usynlig manipulation arrangeret det således, at jeg kom til at sidde i den ene ende af bordet, så “hulsiden” ikke var synlig for de andre – ja, sådan må man jo sno sig, når man er i klemme. Maden var fantastisk!! I top 5 måltider jeg nogensinde har fået – helt vildt og min dyreste middag endnu i Japan. Der kom vel i alt 7-8 retter, fra det fineste Sashimi til ting man ikke anede hvad var – men det så fantastisk ud og smagte endnu bedre :-)

En af deltagerne var forsinket grundet sit arbejde, men det var en superfed fornemmelse, at vedkommende kom og præsenterede sig via visitkort, at kunne gennemføre en japansk visitkortudveksling i rimelig stil og uden at afsløre huller i tøjet. Pågældende fik vildt store øjne da jeg modtog visitkortet efter kutyme med 2 hænder og bukkede og takkede på mit bedste japanske, for derefter at returnere med mit eget kort.

Hun var ved at gå bagover og gode relationer var skabt. Middagen i sig selv forløb stille og rolig og først i slutningen af måltidet gik det op for mig, at jo jooo, nu havde vi hygget, men nu skulle der så arbejdes. Måltidet var nøglen for den efterfølgende snak, som reelt var en fortsættelse af samtalen med talsmanden fra genhusningsbyen, deltagerne var bare nogle andre.

Det tog et par timer og jeg må erkende, at det var dælme hårdt, at føre intense samtaler om såvel politik, moral og følelser på et “fremmed” sprog, men det gik og der blev både delt gode synspunkter og skabt gode relationer.

I dag fredag blev dog væsentlig mere håndgribelig og dette i en grad, hvor jeg nu må sande, at havde jeg ikke optagelser af mig selv “derude”, så ville jeg ikke tro på, at det var reelt!

Der har været en masse sikkerhedshalløj der har skulle afklares og nogle ting som har skulle falde på plads for, at hele besøget har været muligt. Derfor var det da også med hjertet en lille smule i halsen, at vi kørte igennem diverse sikkerhedskontroller og skulle forevise tilladelser osv.

Vel “sikkert” inde i zonen blev bilen peget i retning af en af gårsdagens mødedeltageres tidligere hjem og på vejen hertil var der mulighed for at stoppe undervejs og bl.a. se hvordan dekontermineringen finder det. Grundlæggende skrabes den øverste halve meter jord af og erstattes med noget ren jord. Den forurenede jord pakkes i plastiksække og opbevares/destrueres.

Lad det være helt tydeligt og sikkert: Det var ikke specielt populært, at vi var der og slet ikke med kamera i hånd!

Helt generelt var det ikke de store smil bilen blev mødt med:

I ét tilfælde var det meget tydeligt, at en formand havde rigtig meget lyst til, at sparke nogen i måsen. Han skulede og gik demonstrativt frem og tilbage med en tydelig sur mine, men han kunne jo ikke gøre så meget.

Turen bød også på flere besøg i efterladte byer og disses huse:

Alt i alt superskræmmende, at gå rundt i disse spøgelsesbyer, som mærkeligt nok (modsat Pripyat), ikke har været udsat for indbrud og tømninger af værdier i nævneværdig grad. Dette skyldes måske til dels, at politiet i rimelig grad patruljere og at indbyggerne i nogle af områderne har adgang til deres hus med jævne mellemrum. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men min hjerne lukker helt ned når jeg er i sådan nogle områder, der foregår intet andet end, at se billeder og “fortælle historien”. Naturligvis kan dette delvist skyldes, at der er en del sikkerhedsforhold man skal være opmærksom på ellers går det galt, men måske spiller formidlingsdelen også en rolle. Historien fortælles i mit hoved, mens mit kamera registrerer billederne?!

Målet for turen, huset, blev besøgt. En supersørgelig historie som handler om den ældste søn som drager hjem til fødebyen efter sin faders død for, at sætte familiens hus i stand, så moderen kan flytte ind i dette når hun bliver udskrevet fra hospitalet. Få dage før moderen skal flytte ind og “knægten” (i området af 60 år gammel dd) har renoveret det meste af huset, beskadiges dette af jordskælvene og efterfølgende evakueres (eller bortvises fra byen, nok rettere), så reparation ikke er mulig. Huset har derfor stået siden jordskælvsdagen og bare er forfaldet mere og mere – super synd, for det var faktisk blevet rigtig pænt og der var helt tydeligt langt mange mange kræfter i det.

Turen gik herefter ud til Namie Beach, hvor tsunamien rullede ind over landet, turen derud betød også nye besøg andre steder i Namie:

Kan du forestille dig, hvordan det er at gå her og opleve disse tomme byer?

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært, men måske kan du danne dig et lille indtryk her:


Ude ved kysten åbnede et nyt scenarie sig op. Biler der lå halvt begravet i jorden, huse og biler som var smadret til ukendelighed og både, som var blevet skyllet ind i landet og efterladt:

De sidste 48 timer har gjort et kæmpe indtryk. Det er mig ikke muligt, at formidle dette i billeder godt nok med de værktøjer jeg pt har til rådighed, men jeg vil forsøge at få lavet et billedesæt snarest muligt når jeg er kommet til Danmark i slutningen af ugen og få udsendt dette.

Ja, nu skriver jeg så “i slutningen af ugen” – jeg har i den senere tid småjoket med den islandske vulkan kunne forlænge mit ophold i Japan. Det viser sig nu, at denne forlængelse kan komme fra en helt anden side, der er nemlig udsendt tyfonvarsel i Tokyo gældende for på Torsdag, hvor jeg skal flyve ud. Helt ærligt, både Jordskælv og Tyfon på samme ophold, det er da næsten for meget :-)

Vi må se hvad der sker – jeg er ked af, hvis ovenstående blev noget rod, men mit hoved ér desværre noget rod lige nu – stod det til mig, så var jeg ude i området igen i morgen – måske for at fotografere, måske bare for, at sidde og tænke lidt over livet og dem som her har mistet dette …………

På mange måder ender disse tanker lidt som efter min Chernobyltur:

Man skal være så glad og taknemmelig for det man har, gode venner, familie osv og lade småting være småting, for det hele kan så hurtigt få en ende.

Pas på hinanden derude – her er det nat og jeg vil prøve at få lidt søvn uden for mange billeder og larmende dosimetre :-)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s